Specineers

Efterår på kysten

Havørreden har ry for at være svær at fange på kysten i efteråret. Fiskene begynder deres vandring mod åerne for at gyde, og dette medfører, at de ændrer farve og adfærd. Når det er sagt, så er der altid en vis pulje af havørredbestanden, der springer gydningen over og bliver i havet vinteren over. Disse fisk, der kaldes overspringere, forbliver blanke og tager føde til sig. Så det er både vandrefisk og overspringere, som er målet for havørredfiskeren i efteråret.

Gennem det sidste halvandet år har jeg haft den store fornøjelse at følge fire skrappe fynske havørredfiskere og har skrevet en række artikler om, hvordan de griber deres fiskeri an i de forskellige sæsoner. Nu er tiden kommet til at høre, hvordan Chris Halling fisker efter havørreder i efteråret.

Chris Gregers Halling fortæller i denne artikel hvordan han griber fiskeriet efter havørreder an I efteråret (Foto: Chris Gregers Halling)

Chris er et velkendt ansigt i det fynske havørred fiskemiljø, og hans helt store passion er natfiskeriet efter havørred i Lillebælts stærke strøm hen over sommeren. Til dette fiskeri er der kun én flue der dur for Chris, og det er Den Sorte Sølvræv. Hans vinterfiskeri foregår primært i sumphullerne, og disse pladser holder ham fanget langt ind i foråret. Hans forårsfiskeri bliver derfor en kort overgangsperiode inden han kaster al sin energi over de mørke timer. I de kolde måneder er det primært fluen Polar Magnus, der har ærespladsen for enden af hans forfang. Hvor finder vi så Chris, når kalenderen skriver efterår, og hvilken flue vælger han at fiske med?

Efterårsfiskene har ry for at være lunefulde og svære at fange

Efterårsfiskeriet starter for mit vedkommende, når jeg synes, at der er for meget morild i vandet, fortæller Chris indledningsvis. Det kommer gerne i starten af august, hvor man begynder at se det her lysende grønne halløj i vandet om natten. Når der er for meget af det, og for meget er, når det hele lyser op, når man bevæger sig i vandet, og ens flueline ligner en lysende tørresnor ude i vandet, så stopper jeg med at fiske om natten.

Chris med en flot efterårsfisk (Foto: Chris Gregers Halling)

Mængden af fisk på pladserne er den samme, for man kan tydeligt høre dem, men det bliver bare svært at fange dem af en eller anden grund. Jeg giver morilden skylden uden at have noget at bakke det op med, fortsætter Chris. Så jeg begynder langsomt at søge tilbage mod mine vinterpladser, for havørrederne er på træk på det tidspunkt. Fiskene følger samme rute tilbage, som de tog ud fra vinterpladserne og på disse ”mellempladser” findes de frem til midten af september, hvor det stadigvæk ofte kan føles som sommer.

Allerede i starten af oktober står jeg inde på mine vinterpladser igen, og her er der fuld aktivitet. Nu er det bare ikke grønlændere og nedfaldsfisk, men opgangsfisk og blanke fisk, der har søgt derind for at æde i efteråret. Det kræver lidt pli at fiske her, for der er en masse fisk på gydevandring på det tidspunkt, og man fanger meget derinde.

I efteråret begynder de havørreder der trækker mod åerne for a gyde, at skifte farve

Jeg tror, at mange andre havørredfiskere stopper deres natfiskeri på samme tidspunkt som mig, men de henlægger deres dagsfiskeri til andre pladser. De følger først efter gydefiskene hen i slutningen af oktober og starten af november, hvor jeg allerede starter op i halen på dem i september, eller endda sidst i august, fortæller Chris.

Mindre fluer er sagen

I efteråret går jeg væk fra det tungere fiskeri og går over til nogle lettere fluer. Efterårsfisk er sære, og de kan godt lide små fluer af en eller anden årsag. Fluevalget kan være Kobberbassen eller en lille flue, jeg kalder Gamborgfluen. Det er i princippet mega irriterende at fiske med de små fluer, for vandrefiskene er ofte nogle halvstore fisk, og der ryger nogle fisk ind imellem på grund af de små fluer.

Gamborgfluen er en af Chris´ favoritter I efteråret

En anden flue jeg ofte benytter i efteråret, er PK Flash 9. Den binder jeg i en forholdsvis stor udgave, faktisk er den tre gange større end mine andre efterårsfluer. Den er så stor, at den nærmest ligner en orm, så det er sjovt, at de tager den, når de ellers kun vil have det andet småtteri, funderer Chris.

Gamborgfluen bindes med to forskellige duevinger i grøn og med flash i halen. Denne flue binder jeg også i en brun udgave med to forskellige nuancer brun. En sidste efterårsflue jeg har i arsenalet, er en rejeflue, som aldrig har fået et officielt navn. Jeg bandt den til en klubaften engang, og så var der én der kaldte den for Vildsvinet, husker Chris.

Chris´s rejeflue der kaldes Vildsvinet. Fluen blev oprindeligt bundet til fiskeri i troperne efter bonefish, men kan også fange havørreder!

Rejefluen blev oprindeligt bundet som en bonefish flue til fiskeri over lavt vand i troperne. Der er ikke meget belastning på, og den er virkelig levende i vandet. Man binder altid for mange fluer, når man skal på tur, og da jeg kom hjem fra Bahamas, tænkte jeg, at denne flue også måtte kunne fange havørreder, og det kunne den!

Der kommer en periode, når morilden aftager, og det gør den hen i oktober, måske endda først hen i starten af november, hvor jeg vender tilbage til natfiskeriet i en måneds tid. Især i Lillebælt vil der være nogle rigtig fine overspringere, og de begynder at blive aktive om natten, selvom vi er så langt henne på året. Jeg har endda stået i Lillebælt, hvor det frøs et par minus grader om natten og haft godt fiskeri, fortæller Chris.

Chris kan bare det der med flotte havørreder! (Foto: Chris Gregers Halling)

Det er også noget af det Lillebælt kan præstere, nemlig en meget sen natsæson, fortæller Chris begejstret. Jeg fisker på de samme steder som ved mit sommerfiskeri, og det foregår også med Den Sorte Sølvræv. Fluen fiskes med hurtige indtag og jo hårdere strøm des bedre. Der er store havørreder på træk, og de kan være spændende at jagte. Men igen, så maner jeg til pli for efterårsfiskeriet kan byde på massive fangster. Der sker selvfølgelig ikke noget ved at tage en opgangsfisk, men fanger man mange og store, så skal man også kunne genudsætte fisk.

PK Flash 9 findes tit for enden af Chris´ forfang i efteråret

Det er altid hanfisk, der kommer først ind i mudderhullerne, og de er meget aggressive og eksplosive i oktober. Efter dem kommer hunfiskene, og så går fiskene op i vandløbene. I november, der er den sidste efterårsmåned, er der dødt derinde igen. Vinterpladsen er ikke rigtigt vågnet op som vinterplads, og den er død som efterårsplads, fordi fiskene gik op i vandløbene. Der er lige i den periode, hvor der er et hul i fiskeriet derinde, at jeg finder tilbage til Lillebælt og prøver at fange nogle af de fantastiske overspringere, fortæller Chris begejstret.

Chris præsenterer to fine fynske havørreder fra en lun efterårsdag

På nogle af pladserne i Lillebælt ved jeg, at dagsfiskeriet er mindst ligeså godt som natfiskeriet, men jeg har bare en forkærlighed for natfiskeri. Noget af det der er så fedt ved natfiskeri er, at man virkelig hører og ser fiskene, for de er meget aktive. Mange lystfiskere tager hjem inden det bliver mørkt, for der står jo i lærebøgerne at efterårsfiskeri er lig med dagsfiskeri. Men bliv en time ind i mørket og se hvordan det hele liver op. Du har måske ikke set tegn på fisk mens det har været lyst, men det betyder nødvendigvis ikke, at de ikke har været der. Når mørket falder på, smider havørrederne hæmningerne og bliver aktive. Så prøv noget andet og tag på natfiskeri i Lillebælt i den kommende tid, opfordrer Chris afslutningsvis.

>>>> Vind lækkert fiskegrej /læs fede fiskeartikler >>>>

Fiskeriet kan være massivt i efteråret og her har Chris rent undtagelsesvis taget en stribe fisk med hjem til gryden