Specineers

Lundum Lystfiskersø

Flere af mine gode fiskevenner, der er skrappe put & take fiskere, havde anbefalet mig at aflægge Lundum Lystfiskersøer et besøg. Jeg begyndte at følge søens Facebook side i starten af 2017, og det stod hurtigt klart, at der skete en del ved søerne. Da billederne af nogle flotte bækørreder dukkede op, blev fiskelysten pirret, og da annonceringen af udsætning af tigerørreder kom, blev beslutningen om en tur til Lundum stadfæstet.

Tigerørreden har stået højt på min fangst ønskeliste siden, jeg første gang så et billede af den i et eksemplar af Fiskeavisen for over 25 år siden. Fiskens specielle farvetegninger satte sig fast på min nethinde, for det var en utrolig smuk fisk. Fisken har en mosaik af brungrønne mørke striber, der danner et netmønster på en gullig baggrund og en rød bug. Mønsteret fortsætter ud på den enorme halefinne, og derudover har den hvide striber på finnekanterne. Denne ørredart er en krydsning mellem en bækørred og en kildeørred og fremavles i dambrug.

Lundum Lystfiskersø er et hyggeligt put & take vand

Datoen for mit besøg var lagt fast, og hver dag op til besøget kunne jeg se flotte fangster af tigerørreder på søens facebookeside. Min gode ven, Thorke Østergaard, dukkede op på et billede med en flot tigerørred, og hans tekst beskrev en gammel drøm, der var næsten lig med den, jeg har skitseret ovenfor. Da dagen for turen oprandt var jeg spændt på, om det ville lykkes at fange den eftertragtede tigerørred, men også nervøs for, om der overhovedet var flere eksemplarer tilbage i søerne.

Første besøg ved Lundum

Lundum Lystfiskersøer ligger små ti kilometer Nordvest for Horsens og ganske få kilometer fra motorvejsafkørslen. Turen derud går først gennem den lille hyggelige by Lundum, og derefter ud ad en lang grusvej. Vi er i starten af april, og foråret har ikke for alvor fået lagt sin faste hånd over naturen. Skovbunden er dækket af de tidlige forårsblomster, men træerne står stadig nøgne fra vinteren og venter kun på at springe ud i deres grønne farvepragt.

Foråret lurer lige om hjørnet

Langs med søerne løber den rislende Urup Bæk, og selv her tidligt på foråret kan man sagtens fornemme hvor ”naturskønt” her bliver, når alt er sprunget ud. Søerne er små, men der hænger en hyggelig stemning over hele området. Jeg er taget tidligt hjemmefra for at få det for mig selv fra starten af dagen og starter således fiskeriet klokken halv syv. Et kvarter senere ankommer to fiskere mere, som nok har fået samme tanke som mig.

Jesper og Bailey er i gang med dagens første udsætning af ørreder

Da det er tigerørrederne, der har min primære interesse, lægger jeg ud med at benytte spinnere, små blink og woblere, der spinnes langsomt ind, så de fisker lige over bunden. Selvom jeg ser lidt aktivitet i vandet, forløber den første times fiskeri uden hug. Søens ejer, Jesper, dukker op på sin lille traktor med fiskekarret bagpå og ved siden af lunter søhunden Bailey.

Ved Lundum Lystfiskersø sættes der fisk ud minimum en gang om dagen, og ofte sættes der ud flere gange på en dag. Dagens første udsætning består primært af regnbueørreder, men der er også et par mindre bækørreder og nogle tigerørreder. Nu er der ingen tvivl om, at der er tigerørreder i søen, så det giver lige et boost til fiskemoralen.

Et mikroblink af typen ”Fidusen” bindes for enden af linen, og det viser sig at være en god fidus. På mindre end fem minutter lander jeg to hårdkæmpende regnbueørreder i halvanden kilos klassen og mister en tredje fisk. Selvom det er dejligt med lidt fisk på land, så er det jo ikke regnbueørreder jeg er kommet for at fange, så mikroblinket skiftes ud med en spinner.

Et agnskifte sætter gang i fangsterne

Op ad formiddagen dukker der flere folk op ved søerne, og ham der står ved siden af mig fanger hurtigt tre regnbueørreder på powerbait. Derefter skifter han over til et gennemløbsblink og fanger en vildt kæmpende tigerørred. Min spinner arbejder dybt i søen, og pludselig kommer der et godt hug. Fisken kæmper tung og går dybt i starten af fighten. Det er en helt anderledes fight end de to regnbueørreder, jeg har landet. Da fisken på et tidspunkt kommer til overfladen afslører et glimt af den gyldne bug og de røde og sorte prikker, at det er en bækørred. Fisken må til sidst give op og lade sig omkranse af fangstnettet. Sikkert på land kan jeg beundre en gudesmuk bækørred, der vejer 2,74 kilo.

Smuk bækørred fra Lundum Lystfiskersø

Jeg har fået ny sidemand, og han fortsætter hvor den tidligere slap. På sit rød/gule Trutta gennemløbsblink lander han først en regnbueørred og derefter en fin tigerørred. Mit fiskekort udløber, men da min mission ikke er fuldført, indløser jeg et nyt kort. Nederst i grejboksen finder jeg et Trutta gennemløbsblink, og det bliver fluks monteret.

Et gennemløbsblink har givet fisk til min sidemand

De næste timer går med kast efter kast uden at fiskene viser min agn den mindste interesse. Jeg er så småt ved at forberede mig på, at det ikke bliver denne gang, jeg realiserer drømmen om en tigerørred, da det forløsende hug kommer. Det er en anderledes og mere hidsig fight jeg nu har gang i, og tanken om at der med stor sandsynlighed er en tigerørred for enden af linen, får hjertet til at banke hurtigere.

Glæden er naturligvis stor, da jeg får fisken på land og kan bekræfte, at min første tigerørred er en realitet. Fisken ligner ikke den fra billedet jeg så i min barndom, for denne er sølvblank med tiger striber, men det fjerner ikke glæden ved fangsten. Jeg antager at tigerørreder, ligesom andre ørredarter, antager en gydedragt i efteråret, og at det er billedet af en efterårsfisk, der har hjemsøgt mig i mange år.

Så er min første tigerørred en realitet! Fisken vejer 1,9 kilo.

Guld fra søen

Hen på sommeren besøger jeg endnu engang Lundum, denne gang sammen med min fiskekammerat Nikolai. Denne gang er det en guldørred, der er på ønskelisten, da jeg ikke tidligere har fanget en af disse farverige ørreder. Indrammet af solens lys og den blå himmel tager den lille ørredoase sig rigtigt smukt ud. Der er masser af liv i søen, og nogle orange fisk svømmer aktivt rundt lige under overfladen.

Min UL stang er rigget til med et mikroblink, der er gul på den ene side og pink på den anden. Guldørrederne er som sagt nemme at spotte, men udstyret med polaroidbriller ser jeg også regnbueørreder, der svømmer rundt i søen. Vi kaster selvfølgelig til de fisk vi ser, og af og til er der fisk, der i et kort øjeblik følger efter agnene, for så igen at miste interessen. I et af kastene er der en fisk, der skifter kurs efter at blinket har ramt overfladen. Guldørreden svømmer nysgerrigt i retning af blinket, der langsomt daler gennem vandet. Jeg starter indspinningen og følger spændt ørreden, mens den indhenter det lille vimsende blink.

Fuld flex på UL stangen

Fisken holder farten og kursen, og jeg sætter tilslaget ind i samme splitsekund, som fisken lukker munden om agnen og vender. I næste sekund bryder den overfladen fem meter fra, hvor den huggede, og så skifter den retning. Linen løber af hjulet og stangen føles som blød gummi i mine hænder. Den vilde fisk farer rundt i søen som en Formel 1 racer og supplerer udløbene med luftspring og saltomortaler, som en anden luftakrobat. Fighten foregår fuldt ud på fiskens præmisser, og det er fedt at fighte den på noget udstyr, hvor dens kræfter for alvor kommer til sin ret.

Til slut kommer fisken ind mod det ventende net, men motoren er endnu ikke løbet tør for brændstof. Udløbene bliver kortere, men luftturene bliver flere. Da den endelig løber tør og har brugt de ekstra ressourcer fra dampene, glider den roligt ind over rammen på fangstnettet. Det er en fisk på omkring halvandet kilo. På ”normalt” grej ville det ikke have taget mange øjeblikke at få den halet på land, men med det ultra lette udstyr, jeg benytter, har fighten været super sjov. I tillæg til den sjove fight kan jeg notere fangsten af min første guldørred på CV´et, og det gør bare smilet endnu bredere.

Lundum Lystfiskersø har leveret endnu en ny art til mig. Denne gang i form af en guldørred.

Underholdningen stopper ikke her, for kort tid efter napper en regnbueørred mikroblinket. Endnu en vild fight følger på gummipinden. Nikolai noterer sig også for en fin regnbueørred, inden jeg slutter turen af med min anden guldørred. Den sidste fisk hugger på orange powerbait, der er fisket efter en tynd glaskæde.

Regnbueørred og guldørred fra Lundum

Endnu en art fra Lundum

I midten af maj måned i år blev det til endnu en kort tur til Lundum. I ugen op til mit besøg var der udsat brødding i fine størrelser, så disse blev målet for turen. Ved søen møder jeg Jesper, der er ved at slå græsset omkring søerne. Han fortæller, at der ikke er blevet fanget mange af de udsatte brødding. En Mepps spinner i guld bliver udvalgt bland de mange lækre agn i boxen. Jeg fisker den midterste sø igennem, og nede i den ene ende får jeg et aggressivt hug, men mister desværre fisken.

Efterfølgende koncentrerer jeg mit fiskeri i dette område og belønnes med flere kontakter. To brøddinger kommer på land, men flere mistes lige. En af fiskene er super stærk og tager flere lange og hårde udløb, inden jeg desværre mister den. Jeg slutter turen af med at fuldende mit hattrick i brødding.

To af de tre brøddinger der kom på land en dejlig maj morgen

Lundum Lystfiskersø fejrede tyve års jubilæum i juli i år. Begivenheden blev fejret på behørig vis med udsætningen af rigtig mange guldørreder. Anlægget består af fire søer, hvoraf den ene er en børnesø og en anden er en familiesø. I disse to søer sættes der mindre fisk ud. Der er nærmest fangstgaranti, og derfor er der også fangstbegrænsning i disse to søer. I de andre to søer er der ingen fangstbegrænsning. Her sættes der, alt efter årstid, regnbue-, bæk-, guld- og tigerørreder samt brødding ud.

Selvom søerne er forholdsvis små, så sættes der i gennemsnit et tons fisk ud om morgenen. Der fanges mange fisk her, og stedet er meget populært blandt put & take fiskere. Man ved aldrig hvad der sker, ud over at der altid er masser af fisk i søerne. Nogle gange sættes der i en periode store regnbueørreder ud, og til andre tider er det store smukke tigerørreder, man kan få på krogen.

Er man til put & take fiskeri er stedet absolut et besøg værd. Søerne ligger naturskønt og deres størrelse gør, at de er nemme at overskue. Jagter man en speciel ørredart, så kan det godt betale sig at besøge Lundum, som jeg har gjort nogle gange.  Særligt i weekenderne er stedet godt besøgt, og så kan der godt blive lidt trængt. Er der mange lystfiskere ved søerne, kan det godt være svært at spinnefiske. Men står man tidligt op, kan man altid få området for sig selv i noget tid.

>>>> Vind lækkert fiskegrej /læs fede fiskeartikler >>>>

Læs mere om Lundum Lystfiskersø her

Jeg foretrækker at ankomme tidligt til søerne, inden der kommer for mange mennesker