Ny PR fra Henne Put & Take

Henne Put & Take er gennem de sidste måneder dukket op i mange opslag på facebook. Hverken Tim eller jeg kender noget til søen, men dens beliggenhed i et turistområde i Vestjylland gør, at vi, lidt fordomsfuldt, stempler den som en ”tyskersø”. For en uge siden satte de en god portion specialørreder ud, og det trigger os lidt. Hvis de fleste gæster ved søen primært fisker med powerbait, så er det næppe mange af de andre arter, der er blevet fanget, så chancerne burde være rimelig gode for at fange en fin fisk, hvis vi går målrettet efter det.

Vi ankommer til søen ved solopgang, men solen er gemt helt væk bag den tætte tåge, der smyger sig om landskabet. Meteorologerne har lovet flot vejr i løbet af dagen, som en forløber for den såkaldte løvfaldssommer, vi skal have lige inden efterårsferien.

Der holder et par tyske biler på parkeringspladsen, da vi ankommer, og som forventet ligger der flåd på overfladen udfor de steder, hvor tyskerne fisker. Det er meget tåget, men det er tydeligt at se, at søen ligger utroligt naturskønt omgivet af træer, der så småt er begyndt at iklæde sig efterårets farvepragt.

Fiskeriet gik helt bananas fra morgenstunden

Det er som sagt udsætningen af bæk-, kilde- og tigerørreder, der har trigget os, og taktikken er også at gå efter disse med spinnefiskeri med kunstig agn. Tim kommenterer ofte mine grejbokse, der bugner af mange forskellige kunstagn. Jeg tænker, at han mener, at jeg bør lære begrænsningens kunst. Men det er jo svært, når der findes så meget lækkert grej på markedet. Når der kommer noget nyt, der helt sikkert kan fange fisk, så må man have det. Og man er jo også nødt til at have det i forskellige størrelser og forskellige farvekombinationer…

Når jeg er på fisketur, kan jeg ofte blive helt stresset, fordi jeg har så mange agn, jeg gerne vil benytte. Jeg vil heller ikke stå og skifte agn hele tiden, så jeg har lavet det kompromis med mig selv, at jeg rigger et par stænger op med forskellige agn, så jeg fra starten kan prøve to forskellige ting og sidenhen få lidt ro på og finde ud af, hvilke agn jeg tror på, på selve dagen.

Mit set up i dag er mine to UL stænger. Den ene har ifølge mærkningen en kastevægt på et til tre gram (denne kalder jeg ”gummipinden”), og den anden en kastevægt fra to til otte gram. På den ene stang har jeg monteret en kobberspinner med røde prikker, og på den anden et Snapperblink i sort/grøn. Begge agn er nogle af mine favoritter, når der skal fanges andre ørredarter end regnbueørreder.

Et grønt/sort Snapperblink stod for flere af fangsterne

Mit første kast placerer jeg langs egen bred, og efter et par omdrejninger bliver indspinningen tung. Øv – grøde, når jeg at tænke inden jeg mærker et let træk i linen og ser, at linen begynder at trække ud mod midten af søen. WOW! Fisk i første kast med spinneren. Fisken leverer en fin fight, men får sig vristet af krogen, da den plasker rundt i sivene ved bredden.

Tim tager ikke mange kast, før han har hug på sin gennemløber. Den huggede godt nok forsigtigt, fortæller han. Det samme gør den næste fisk, der udser sig min spinner som et måltid. I stedet for det karakteristiske hårde hug, mærkes der bare lidt modstand ved indspinningen. Nogle sekunder senere tager fanden ved fisken, og så begynder den at kæmpe.

Endnu en god fight er i gang

Vi har godt tur i den i den første time, vi fisker, og vi skiftes til at få fisk på land. Det bliver til tre regnbueørreder til os hver, alle taget på spin. Mine fisk bliver fanget på den føromtalte kobberspinner, et Snapperblink og en Præsten gennemløber. Tim fanger sine fisk på Snapshot gennemløbere i forskellige farver. Foruden de fisk vi får på land, mister vi flere fisk under fighten, og andre hugger så forsigtigt, at de aldrig bliver kroget.

Jeg er gået tilbage til det sort/grønne blink, da denne farvekombination har stået for flere af mine fangster af specialørreder. Endnu en fisk lader sig overliste og stangen flexer godt under fighten. Det er en ilter fisk, og fighten får mig til at tro, at det godt kan være en tigerørred. Men da fisken går fri af vandet i en række spring, kan jeg se, at det er en regnbueørred. De andre fisk vi har fanget, har vægtmæssigt ligget mellem halvandet og to kilo, men denne er større. Sikkert på land får vi den vejet til 2,7 kilo.

En fin regnbueørred på 2,7 kilo

Tågen begynder så småt at slippe sit tag op ad formiddagen. Tim får også sin fjerde ørred på land inden fiskeriet dør helt ud. De næste par timer sker der ikke noget hos os, men de andre fiskere ved søen begynder at fange fisk på deres bait. Nu er det tid til at prøve andre teknikker for at se, om vi kan få gang i fiskene igen. Et hvidt gummidyr bliver monteret efter et bombardaflåd på Tims stang. Jeg har fundet en bombardastang frem og har monteret et let stickflåd, et par splithagl og en lille enkeltkrog.

Jeg føler mig helt old school, da jeg agner et par regnorme på krogen og kaster dem helt tæt på de udhængende træer ved den lille ø, der ligger midt i søen. En regnorm er en god agn til specialørrederne, for det er stadig disse smukke fisk, der har vores store interesse. Der er en lille smule vind, og det gør, at flådet driver lige så stille hen over vandoverfladen og får ormen til at bevæge sig lokkende gennem vandet.

Ny PR!

Lidt fra os fanger en tysker hurtigt tre fine ørreder efter hinanden på et blink. Da den fjerde fisk hugger, råber han smilende til os: Grosse fisch! Jeg går hen til ham for at følge fighten og se, hvor stor fisken er, men også med den skumle bagtanke at lure hvilken agn han bruger. Fisken kæmper godt og tager mange udløb på langs med bredden ovre ved øen. På et tidspunkt får krogen på blinket fast i et stykke line, der hænger ned fra et træ, og så slutter fighten. Fisken er fanget mellem linen fra træet og den tyske fiskers line. Lige meget hvor meget han rusker med stangen, så går fisken ikke fri af den anden line.

Der er ikke rigtigt noget at gøre, så jeg går tilbage til Tim. I det samme kommer Anja og Tue, der ejer Henne Put & Take, ned til søen, og da de ser den ulykkelige fisker, der er ved at miste en god fisk, går Tue tilbage til deres hus for at pumpe en lille gummibåd op. En lille redningsaktion bliver sat i værk, og en af tyskerens fiskevenner ror ud og sikrer dem fisken.

Redningsaktionen bærer frugt

Det lille optrin har været meget underholdende, og underholdningen fortsætter, da jeg ser mit flåd hoppe et par gange, før det går under i et par sekunder. Du har hug siger Tim og fortsætter: Den skal have god tid til at sluge ormen. Efter nogle øjeblikke hopper flådet igen, og så går det under for straks efter at være tilbage på overfladen. Det er garanteret en lille skalle, siger jeg, men da flådet forsvinder for tredje gang, og denne gang bliver nede, griber jeg stangen og får strammet linen op.

En fisk har hugget på regnormen og fighten er i gang

Fisken kvitterer med et langt udløb, og der er ingen tvivl om, at det er en fisk i den gode kaliber. Fisken svømmer frem og tilbage og lader sig ikke sådan lige udtrætte. Da vi ser den i overfladen første gang, udbryder Tim: Det er en god fisk, mindst fem+. Tim tager billeder, Anja hepper entusiastisk og Tue tager fangstnettet og gør sig klar til at nette fisken.

Fisken tager det ene udløb efter det andet

Fisken kommer tæt på nettet flere gange, men hver gang får den nye kræfter og stikker af igen. Til sidst må den kapitulere, og Tue løfter den på land i nettet. Den vejer mere end fem kilo, siger Tim selvsikkert. Den er snarere syv-otte kilo. Det er med skælvende fingre, at jeg får fundet vægten frem, så spændingen kan udløses. Vægten viser 7,29 kilo, og det er således en ny PR for mig.

Tue hjælper til med landingen af fisken
En old school regnorm lokkede den store fisk til hug
Ny PR I regnbueørred på 7,29 kilo! (Foto: Anja Loldrup Bech-Hansen)

En ny orm kastes ud, og så er det vist tid til at fejre fangsten med en kop kaffe. Anja og Tue gør os selskab, og vi spørger nysgerrigt ind til søens historie. Det viser sig, at der er en god grund til, at vi ikke rigtigt kendte noget til søen på forhånd. De overtog stedet den første maj i år, og før den tid hed stedet Søvig Put & Take. Værtsparret afslører, at de ikke har den store erfaring med lystfiskeri, men de er fulde af gå på mod og har mange gode ideer.

Efter en god snak går de to videre og snakker med alle fiskere, de møder på deres vej rundt om søen. Der er mange familier på fisketur i dag, og der bliver flittigt taget billeder af børn og forældre med deres fangst og ønsket tillykke med fiskene. Det bliver spændende at se, hvad Anja og Tue kan gøre ved stedet. Inden de forlader os, fortæller de, at fisken jeg fangede stammer fra en udsætning fjorten dage tidligere, hvor de satte en masse store fisk ud. Beskeden om at der stadig går en regnbueørred på over ni kilo i søen, giver fornyet fiskefeber.

Hvad Henne Put & Take ikke har i størrelse, har den i skønhed

Tågen er nu brændt helt væk, og vi kan rigtigt se områdets skønhed i det klare solskin. Søen er ikke så stor. Der er en ø i midten af søen, og det er nærmest en lille hyggelig oase omkranset af træer. Det eneste negative jeg kan sige er, at der hurtigt kan blive crowded omkring søen, hvis der er mange gæster. Vi ser mange, der kommer forbi og kigger for så at køre igen. Der findes rigtigt mange put & take søer i området, så hvis der er mange mennesker ved den ene sø, så kan man altid køre videre til en anden.

Solen har efterhånden fået så meget magt at vi kan fiske i t-shirts. Det er sjældent at opleve det her i midten af oktober. Tim slutter turen af med at fange en regnbueørred på et mikroblink, og det lykkes mig i ellevte time at lande en brødding på min kobberspinner. Fedt at få en af specialarterne på land. Fisken er flot i farverne, men er utrolig lang og tynd.

Godt fiskemætte drager vi tilbage mod Fyn og den langsomme kørsel gennem myldretiden tages med et stort smil. Men det er jo også nemt, når man kan glæde sig over en ny PR.

>>>> Følg Specineers.dk på Facebook >>>>

Det er fedt at fejre en god fangst sammen med en god fiskeven (Foto: Anja Loldrup Bech-Hansen)

Læs mere om Henne Put & Take her