Rimtefiskeri

Af Nicolai Ulrik Hansen
Publiceret på www.fiskesiden.dk i starten af 2002

Rimten er for mange medefiskere en overset art, men giver man sig i kast med fiskeriet er der lagt op til et spændende og oftest underholdende fiskeri.

Rimten kan fanges på alle de gængse medemetoder, såsom flådfiskeri, bundmede samt diverse former for overflade- og dappefiskeri.

Afhængig af bl.a. årstid, strøm og mængde af fisk ville alle metoder på et givent tidspunkt have deres force.

Overfladefiskeri kan være ekstremt effektivt i især sommerperioden. Med held kan fiskene lokkes til overfladen allerede fra april måned og helt ind i oktober, men det er især sommerfiskeriet der skiller sig ud.

Afhængig af afstanden ud til fiskene må der vælges om fiskeriet skal være løsline eller man må bruge en controller. Controller valget er ikke svært. Drennans almindelige model i 5 gr. eller den nye Drennan E-S-P controller i 5 gr. er begge suveræne controllere som har de egenskaber at de er fremstillet i klar plast, er lette i forhold til mange andre controllere som er tilgængelige på det danske marked og som er praktiske i brug.

Foregår fiskeriet på længere distancer kan det anbefales at benytte E-S-P modellen, da toppen er malet i en synlig rød farve. Franskbrød eller toastbrød er suveræne agn til overfladefiskeri. Kombinerer man alt det ovenstående med en Kamasan wide gap specialist i str. 10-6 eller en Drennan carbon specimen i str. 10-4 kan det ikke gå helt galt. Glem ikke polbrillerne og en god kasket !

Alt mit flådfiskeri efter rimter er opportunistisk fiskeri dvs. fiskeri efter “tilfældige” fisk eller fisk der opholder sig tæt sammen på en bestemt plads. Metoden kan bruges året rundt. Flåddet skal vælges efter forholdene og man kan få brug for alt, fra et lille Drennan crystal wagler til et Drennan crystal avon, eller sågar et Drennan loafer.

Drennans Tench Float matchstang klarer alle de flådopgaver man måtte komme ud for. Gode agn er klemt franskbrødsindmad, orm, Pescaviva majs og maddiker. Krogene til flådfiskeri skal generelt vælges i mindre størrelser end til overfladefiskeri så en Kamasan wide gap specialist i str. 12-8 eller en Drennan carbon specimen i str. 12-6 er nogle gode bud.

Bundmedefiskeri er et es hele året rundt. Skulle jeg kun vælge en metode til rimtefiskeriet ville det sandsynligvis nok blive bundmedefiskeri (godt man ikke skal vælge…!).

Et simpelt paternostertakel med et forfang af fluorcarbon, kombineret med et blylod mellem 5 og 35 gr. eller en swimfeeder vil lande fisk alle steder. En lille oval E-S-P rigring er perfekt som “samling” for et paternostertakel. Et stykke E-S-P tube på ca. 1-2 cm er fin til at stive krogtafsen af, så den ikke filtrer sig. En klar fordel vil være en god quivertipstang. I Drennans DRX stangserie findes eksempler på sådanne stænger. Stænger som er i særklasse og som må ligge meget højt på rimtefiskerens ønskeseddel.

Med hensyn til valg af agn og krog gælder det sammen som beskrevet under “flådfiskeri”.


Nævnes må også at rimten kan fanges på agn fisket løsline eller belastet af 1-2 små splithagl. Finder man et sted med en god mængde fisk som vel at mærke kan nås med de lette agn er der dømt sjov. Synlige agn såsom klemt franskbrødsindmad, Pescaviva majs eller orm er gode valg. En Kamasan wide gap specialist i str. 10-6 klarer opgaven. Pol-brillerne skal man ikke lade blive hjemme da man ofte kan være heldig at se rimterne hugge.