Om Specineers

Om Specineers

Mit navn er David Nielsen. Jeg er 47 år gammel og bor i Odense. Min lystfiskerkarriere startede, da jeg som tre årig var på min første fisketur med mine forældre ved Kerteminde havn. Sidenhen har fiskeriet bragt mig vidt omkring, og den drivende kraft i mit fiskeri er jagten efter forskellige arter og særligt arter, jeg ikke har fanget før.

Specineers er en sammensætning af de to engelske ord Specimen og Pioneers. Specimenfiskeri er kendetegnet ved, at man går efter at fange ”eksemplaret” altså en bestemt fisk og typisk en stor fisk, og pionerer er foregangsmænd inden for et område, og folk der går nye veje.

”Eksemplaret” for mig kan sagtens være en mindre fisk af en bestemt art. Det er svært at være pioner i alt hvad man foretager sig. I denne sammenhæng skal det forstås på den måde, at jeg gerne prøver nye ting, eller begiver mig ud i det ukendte for at lykkes med de mål, jeg sætter mig inden for lystfiskeri.

Den skarpe iagttager har bemærket flertals endelsen på Specineers. Det hentyder dels til, at artiklerne på dette site ikke kan blive til uden mine ligesindede fiskekammerater og dels, at der fra tid til anden vil optræde gæsteskribenter på siden.

Jeg dyrker stort set alle former for fiskeri og sætter pris på mangfoldigheden og afvekslingen. Der er ikke fiskearter eller fiskemetoder, der for mig er finere end andre. Det er derimod en fordel at have flere strenge at spille på og kunne tilpasse sig til forholdene på en given dag. Man kan også lade sig inspirere af forskellige metoder og tage disse med ind i andre typer fiskeri.

Ud over at jagte ”nye” arter så nyder jeg også at fiske efter de arter, jeg allerede har fanget, lære nyt og optimere mit fiskeri. Afslapning, naturoplevelser, kammeratskab, hygge og spænding er de faktorer, der definerer lystfiskeri for mig og gør det til en fornøjelse.

På dette site vil jeg bringe artikler og indlæg fra mine fisketure. Det vil være fra helt aktuelle ture men også gode minder, der hives frem – for en god fiskehistorie kan sagtens fortælles igen. Der vil også komme artikler med fokus på forskellige arter eller fiskemetoder og indlæg om mine tanker omkring forskellige emner inden for lystfiskeri. Hertil anmeldelser af fiskegrej og fiskesteder og det vil helt tydeligt fremgå, når et indlæg er sponsoreret. Som mange andre lystfiskere bruger jeg mange penge på min hobby, og derfor vil meget af det grej der skrives om, og vises på billeder, være det jeg selv har anskaffet og benytter, uden at der er kommerciel reklame indblandet.

Formålet med sitet er at inspirere og underholde! At dele mine historier og tanker og forhåbentligt inspirere andre til at prøve noget nyt eller give inputs, som den enkelte kan bruge i en eller anden grad og tilpasse til sit eget fiskeri.

I nogle indlæg vil de givne fiskepladser blive nævnt med navns nævnelse, men hvor lokaliteter ikke er nævnt, er der en grund til dette. Det kan være, at det er et privat vand jeg har fået lov til at fiske i, at et sted er særligt sårbart for overfiskeri, eller at jeg har fået anvist et bestemt sted mod et løfte om ikke at offentliggøre dette. Sidstnævnte respekterer jeg altid! Formålet er derfor ikke hemmelighedskræmmeri eller blær. Men der er ikke altid en facitliste, så formålet er at inspirere og opmuntre til selv at lave research og gå nye veje for at nå sine mål.

Jeg håber, du har lyst til at følge med i mine fiskeeventyr.

God læselyst!