En lang dag på Langeland

Min gode ven Jesper og jeg har en fast aftale om, at vi minimum skal til Langeland og fiske havørreder én gang om året. I løbet af året tager vi på kortere ture sammen på Fyn, men denne ene dag river vi helt ud af kalenderen og drager mod den lange ø. I forhold til at kunne holde fri på samme tidspunkt, har vi i god tid i forvejen fastsat en dato for fisketuren. Vi foretrækker at fiske på østsiden af øen, men er forholdene ikke til det, så er der jo også rigtig mange fine pladser på vestsiden. Det er således vind og vejr, der er afgørende for vores valg af fiskepladser.

Jesper kører ind i min indkørsel klokken fem om morgenen og får hurtigt læsset grej og waders over i min bil. Turen er blevet en fast tradition og er derfor også indbefattet af forskellige ritualer. Det første af slagsen er at gennemgå vejrudsigten og drøfte mulige fiskepladser. En del af forberedelserne har været at indhente lidt fif fra havørrednetværket, og vi vender disse, mens turen går sydover i mørket. Næste ritual er et pit stop på Tåsinge for at proviantere. Uden mad og drikke – dur heltene ikke, så vi får indkøbt rundstykker, kaffe og cola.

Vi har samme sunde skepsis til vejrtjenester og metrologer, som vi har til politikere, så vi er nødt til selv at tage bestik af vindforholdene. At kigge på vimpler og flag er endnu et af ritualerne, når vi er tur. Alt hvad vi ser der kan flagre i vinden på vores vej over Tåsinge og Siø nærstuderes. Vejrudsigten lover 10 m/s fra øst. Kommer vinden fra øst eller er den i virkeligheden nordøst? Vi analyserer på vimplerne, som tv kommentatorer ville analysere på en tvivlsom kendelse i en fodboldkamp. Selvom vi har de grove konturer for en plan klar, så tages den endelige beslutning om første fiskeplads først i det øjeblik vi befinder os halvvejs over Langelandsbroen.

I gang med fiskeriet

Både Jesper og jeg foretrækker lidt bølger, når vi fisker efter havørreder. Er der lidt gang i vandet, lader fiskene sig lettere overliste er vores klare erfaring. Men vind, i styrken en halv pelikan, direkte ind i sylten er lige en tand for meget, så dagens fiskeri må henlægges til vestsiden af Langeland. Fiskepladserne ligger som perler på en snor på bege sider af Langeland, og vi vælger at køre nordpå og starter på en plads midt i mellem Rudkøbing og Lohals.

Solen er stået op og fulde af forventninger ifører vi os waders og får grejet rigget til. Vi lægger begge ud med bombarda og flue. Jesper har monteret en grå rejflue for enden af forfanget, og jeg fisker med to fluer. Patterøret er hovedflue, og den nye Techno Orm bruges som ophænger. Begge fluer er bundet af Gerhardt Andersen, så det kan ikke gå helt galt tænker jeg.

Vinden står ind på os skråt bagfra og med en styrke, der giver udfordringer i forhold til at kaste med bombarda montagen. Jeg prøver at rette forfanget ud inden nedslaget ved forsigtigt at bremse spolen med et par fingre. Alligevel hægter ophængertavsen sig op i mange kast. Men dette til trods så går der ikke lang tid før, jeg har det første hug.

Så er der fisk!

Der går et millisekund fra jeg registrerer det første træk i linen til en lille fisk begynder at plaske i overfladen.  Så er der fisk! råber jeg til Jesper, der går lidt længere henne ad stranden. Det er en fisk under mindstemålet, men hold da op, hvor den kæmper. Fisken har hugget på Patterøret, som er en Pattegrisflue, der er bundet på et rør. Den bliver befriet fra krogen, mens den stadig er i vandet og piler straks tilbage mod tangskoven, hvor den kom fra.

Hvis den bibeholder sin kampiver i takt med at den vokser, så vil jeg gerne lave en aftale med den næste år, tænker jeg. Jeg fisker op mod Jesper, og på vejen derhen fanger han også en havørred, der lige knap kan holde målet. Det er da en god start det her, siger Jesper, og jeg må give ham ret. Vi har ikke fisket i meget mere end et kvarter, og det er allerede blevet til to fisk. Fiskene er på pladsen, og vi har hele dagen foran os. Det her kan godt gå hen og blive vildt!

Bunden ser lækker ud med blandet tang og sand, og stedet nærmest lugter af fisk. Inden for de næste tre kvarter mister Jesper og jeg en fisk hver. Derefter fisker vi yderligere en time uden at have nogle kontakter. Montagen med to fluer på forfanget kan jeg ikke håndtere i den hårde vind. Da jeg bruger mere tid på at kludre line ud end at fiske, fjerner jeg ophængerfluen. Vi samles til en rådslagning og står overfor et dilemma. Der er fisk på denne plads, men de hugger ikke i øjeblikket. Skal vi blive eller prøve noget andet? Beslutningen bliver at køre helt nordpå og så besøge nogle pladser nedefter. Vi skal lige have de sidste tre kast, og så siger det PLONG!

Dagens største…

Det er ikke en fisk, der hugger, men derimod min skulder, der bliver ramt af Jespers bombadaflåd. Wow siger Jesper og kigger betuttet på sin flue, der sidder lige så fint i min vadejakke. Vi priser os lykkelige over at fluen ikke ramte mig i ansigtet og kan så konstatere, at Jesper har fanget dagens største ind til videre. Han er dog lidt skuffet over ”fighten”…

På toppen af Langeland ligner farven på vandet Cocio, så det er der ikke meget sjov ved. Jesper forsøger sig med et par enkelte kast, mens jeg skriver sammen med min gode tyske fiskeven Walter Kaiser. Walter og hans kone Monika er på deres årlige forårstur til Langeland, og vi aftaler at mødes ved Københavnervej nord for Dageløkke.

Det bliver et glædeligt gensyn med mine to tyske venner, og vi får straks en opdatering på Walters fiskeri den seneste halvanden uge. Der går allerede seks lystfiskerturister på strækket sydover, så vi fisker i den anden retning. Fluerne er blevet skiftet ud med gennemløbsblink, men da ingen af os mærker det mindste, beslutter vi os for at køre tilbage til dagens første plads.

Fisk igen

Tre andre fiskere har også fundet denne plads, så vi koncentrerer vores fiskeri i området tæt på parkeringspladsen. Walter kommer med et udbrud og forklarer, at han havde hug. I kastet efter sidder den der. Det er en lille havørred, der må en tur med ind, inden den kan slippes ud igen. Pladsen bliver fisket godt igennem, og jeg har en enkelt kontakt og ser på et tidspunkt en sort skygge følge efter blinket hen over en plamage med sand. Walter har kontakt med tre fisk, men ingen af dem bliver hængende.

Klokken er efterhånden blevet halv fem, og det er vist ved at være på tide at tænke på frokost. Jesper har medbragt grillpølser, kul og en grillrist, for det er også en tradition at grille pølser på stranden, når vi er på tur. Jeg foreslår, at vi finder en grillbar i Rudkøbing i stedet for og får spisningen hurtigt overstået, så vi kan bruge så meget tid som muligt effektivt på fiskeri. Jesper indvilger i planen, selvom der falder en kommentar om, at hans grillkul nok ikke er gode nok.

Restaurant Neptun på Rudkøbing Skudehavn bliver stedet, der får fødebalancen på ret køl igen. Og efter indtagelsen af herregårdsbøffer med ærter, pommes frites og bearnaisesauce, er vi klar til at give den gas med fiskeriet igen. Vi tager en chance med en plads syd for Rudkøbing, men de aktuelle forhold gør pladsen umulig at fiske.

From Dusk til Dawn

Sidste skud i bøssen bliver et sted, hvor der formentlig ikke er mange der fisker. Bare adgangen via markveje og læhegn får nok mange til at opgive på forhånd.  I vores optik kan det være lige det, der gør, at pladsen måske holder fisk. Vi har været i gang siden solopgang, og nu nærmer vi os tidspunktet, hvor solen går ned. Den sidste times fiskeri foregår igen med bombarda og flue, og jeg er gået tilbage til at fiske med to fluer på forfanget. Mens solen langsomt, men resolut, bevæger sig mod horisontlinjen, tror jeg på, at den store havørred kan hugge i hvert kast.

Kære læser! Tak fordi du trofast har læst beretningen til ende. I film og bøger ender historierne ofte lykkeligt og tingene lykkes til slut for helten, der har været så grueligt meget igennem. Det ville være dejligt at kunne afslutte denne historie med at drømmefisken hugger i det allersidste kast. Men det sker ikke.

Alligevel står vi ikke tilbage med følelsen af, at det har været en dårlig dag – tværtimod! Timerne er fløjet afsted, og dagen har indeholdt de fleste af de ting, vi lystfiskere sætter stor pris på. Nemlig at tilbringe tid ude i naturen i gode venners lag. At opleve spændingen ved fiskeriet og dele oplevelserne med andre. At lægge strategier for fisketuren og justere disse efter forholdene. At tage beslutninger og evaluere på, om disse var de rigtige. At have kontakt med fisk og have nogle i hænderne, selvom de ikke er verdens største.

Godt slidte efter en lang dag på Langeland, begiver vi os atter tilbage mod Odense. Sytten timer efter vi forlod min indkørsel, er vi atter retur. Der bliver takket for turen, og selvom vi er godt trætte nu, er vi kede af, at vi skal på arbejde i morgen. For nu er det endelig blevet forår, og vi kunne sagtens tage en ny tørn på kysten allerede dagen efter.

>>>> Følg Specineers.dk på Facebook >>>>

Læs flere artikler om havørredfiskeri her