Artsfiskeri på Storebælt

I mine bestræbelser på at fange 50 forskellige fiskearter i Danmark i år, er jeg nået op på 38 arter. Målet kan skimtes forude og mine fisketure planlægges, så jeg har mulighed for at tilføje nye arter til årslisten. En fisketur på Storebælt kan forøge min score, og min gode kollega og fiskeven Søren indvilger uden tøven i at lægge båd til en lille ekspedition.

Han spørger mig, hvad mine mål for turen er, og jeg fortæller ham, at jeg ikke har fanget hornfisk, makrel, rødspætte, hvilling samt almindelig- og langtornet ulk i år, så disse har min største interesse. Disse arter er lige til at gå til, men pighvar og slethvar er andre arter, der også vil være velkomne, men de kræver som udgangspunkt lidt mere tålmodighed og held at fange end de andre.

Søren mener ikke, at missionen er helt umulig, og han har mere eller mindre sikre pladser til alle arter. Søren er godt i gang med sin ferie, mens jeg stadig er arbejdsramt. Vi får aftalt en dag at tage ud og aftaler at mødes, når jeg får fri fra arbejde.

Vejrudsigten ser fin ud, og Søren beslutter sig for at sejle tidligere ud nu, da han har fri fra arbejde. Vi aftaler afhentningssted over sms og ved samme lejlighed skriver Søren, at han har fundet hornfiskene, så den skal nok komme på listen i dag.

Til sidst er nedtællingen til fyraften slut, og jeg kan sætte kursen mod Nyborg og det aftalte mødested. Vi starter ud med at prøve at fange nogle tobiser til agn. Det plejer ikke at være svært at fange disse, men nogle gange kan det være svært at fange agn, når man skal bruge dem.

Selvom vi kan se tobisstimerne på ekkoloddet, så vil de ikke hugge på vores små sabiki forfang. Vores agnbeholdning består af børsteorm, skalrejer, fjordrejer og sild, og tobiserne vil primært være et supplement, hvis vi vælger at bruge lidt tid på hvarrefiskeri.

Tobiserne vil ikke lege med, så i stedet for at spilde en masse unødig tid, sejler vi mod Sørens sikre hvilling plads. Det er et lille vrag, vi skal fiske på, fortæller Søren. Min fiskemakker og jeg har forsøgt os efter rødspætter på dette spot, da vi har hørt at spætterne ofte træffes omkring vrag. Men rødspætter er nærmest det eneste, vi ikke har fanget på pladsen, fortsætter Søren med et grin. Til gengæld har vi fanget mange hvillinger og foruden isinger, skrubber, torsk og sej, så er det også blevet til nogle ulke.

Der er med andre ord mulighed for at fange flere af de arter, jeg har på dagens ønskeseddel på denne plads, og det er med en vis grad af spænding, at det agnede forfang sendes mod bunden. Der er noget, der piller ved krogene hos os begge, men på trods af vores tilslag, kommer der ikke fisk med op.

Vi tager yderligere tre drev hen over vraget, og hver gang har vi noget småpilleri. Den ellers så sikre hvilling er ikke så sikker, og nu skal der tages en beslutning om, hvorvidt vi skal fortsætte anstrengelserne på denne plads, eller vi skal sejle videre. Beslutningen bliver at sejle videre og så besøge pladsen igen på vejen hjemad.

Specineers.dk på Facebook

Næste stop er lavbroen, hvor den fæster til Sprogø. Der løber en god strøm mellem pille to og tre, og vi ligger og trækker frem og tilbage her nogle gange for at se, om vi kan få en hornfisk eller makrel i tale. Det var her Søren fangede hornfisk tidligere på dagen, og vi har også tit fået makreller på stedet, så det er nok kun et spørgsmål om tid, før vi får hug.

Der går noget tid før Søren endelig får hug og kan lande en hornfisk. Er der én, er der flere, og vi fortsætter tålmodigt med at trække blink efter båden. Endelig får jeg et hug, og et stykke bag båden plasker en hornfisk rundt i overfladen. Bare den ikke ryger af, tænker jeg, nu da vi har brugt så meget tid på at finde den. Fisken følger med ind mod båden, men ti meter fra det ventende net, får den vristet sig af krogen.

Pis! råber jeg og kan alligevel ikke lade være med at more mig over, at jeg ærgrer mig over at miste en hornfisk. De lange fisk med de grønne ben er normalt lette at fange. Men når man gerne vil fange én, så kan de for alvor drille. Normalt ville vi aldrig lande en hornfisk med et net, men til konkurrencer hvor de tæller og i dette tilfælde, hvor den også betyder noget, tager man ingen chancer.

Det er faktisk lidt som at deltage i en artskonkurrence, for vi har sat os nogle mål og lagt en plan, men er nødt til konstant at revidere planen ud fra, hvordan de enkelte arter samarbejder, og hvad vi tror på kan lykkes. De næste par ture under broen giver ikke nogen kontakter, så vi bjærger stængerne, sejler syd om Sprogø og sejler ud til højbroens østlige ankerblok.

Makreller ombord

Her er der altid makreller i sæsonen, fortæller Søren. Det skal lykkes at få den krydset af på listen, fortsætter han. Set uppet består af en stang, der fisker med et blink nær overfladen, en stang der fisker med en Apex efter en Dipsy Diver, og en stang der er monteret med et makrelforfang og et lille blink fisket efter en paravane.

Der er ikke noget, der er let i dag og det samme gør sig gældende med makrellerne. Vi dørger området tyndt og er så småt ved at indstille os på, at det ikke skal være i dag, vi får de sortstribede fightere i båden. Ud af det blå er der pludselig en af stængerne, der flexer. Det er stangen, der fisker med makrelforfanget, der har udløst hugget. Stangen bøjer godt, og det viser sig, at der er to makreller og en stor klat tang med ind. Fiskene kommer sikkert i båden, og jeg kan sætte kryds ved art nummer 39 i år.

Så kom makrellen på listen, og vi tager en hurtigt beslutning om at skifte over til at fiske efter fladfisk. I stedet for at benytte én type agn på krogene, så bruger vi kombinationer af de ting, vi har med. Det er for eksempel skalreje sammen med børsteorm, skalreje og fjordreje og musling og børsteorm. Tanken er, at vores agnede kroge bliver ekstra tiltrækkende med flere forskellige duftstoffer.

Vi håber på, at fladfiskene er sultne og kan samtidigt konstatere, at vi selv er blevet sultne. Søren finder et lille kogeblus og en pande frem. Frem fra køletasken fremtryller han ostepølser og krydderpølser. Pølserne syder lystigt på panden, og snart breder der sig en himmelsk duft omkring båden.

Mens pølserne stille og roligt steger sig sprøde, står vi med fiskestængerne og afventer det forjættede hug. Det er nærmest blevet symptomatisk for denne tur, at der er langt mellem huggene, og når der endelig sker noget, så får vi ikke fiskene kroget. Det er først efter, at vi har sat aftensmaden til livs, at det endelig lykkes for Søren at få en skrubbe ombord.

Solen har kurs mod horisonten og farver skyerne i flotte nuancer. Et træskib har passeret os og nærmer sig Storebæltsbroen. Det er et smukt skue på en hyggelig fisketur. Langt om længe bliver det igen min tur til at mærke en fisk for enden af linen. Det gør egentligt ikke så meget, at jeg ikke fanger mange fisk, hvis det bare er de arter, jeg gerne vil fange, der kommer op. Jeg håber, at det er en rødspætte, der har nappet kombinationen af reje og børsteorm. Det viser sig et være en fin skrubbe, og man skal huske sig at glæde sig over sine fangster, selvom det ikke er det man lige håber på.

Der er ikke meget succes på denne plads, så vi flytter tilbage til lavbroen og giver stedet en chance mere. Igen er det fladfiskene, der får et skud, men samtidigt har jeg rigget en stang til med et flåd og et kort forfang agnet med et sildestykke. Stangen placeres i en stangholder, og jeg håber, at den kan kaste en hornfisk af sig, mens jeg fisker efter fladfisk.

En enkelt gang går flådet under, men fisken bliver ikke hængende. Fladfisk er der heller nogen af, og da solen nu er forsvundet i horisonten, sejler vi tilbage mod Fynssiden for at prøve pladsen, hvor vi startede. Nu har vi monteret nogle forfang med mindre kroge, og så kan det være at sidste stop kommer til at redde hele turen.

Søren finder positionen, og straks stryger de agnede kroge mod bunden. Der går ikke lang tid, før vi begge har nap. Mine kroge er blevet suget rene for agn, men Søren har en ulk med op. Vi tager flere drev hen over pladsen, og der er nap hver gang. Jeg bommer endnu et hug, og ved siden af mig hiver Søren en hvilling op.

Det kører slet ikke for mig i dag, men det er godt at se, at de arter jeg havde sat mig som mål for turen faktisk er tilstede, hvor vi fisker. Vi snakker om hvordan fiskeri kan være. Nogen gange fanger alle en masse fisk, nogle gange er der ingen, der fanger noget og atter andre gange, er det som i dag, hvor der er én, som ikke har heldet med sig.

Så mangler jeg bare en rødspætte, siger Søren med en slet skjult hentydning til, at han efterhånden har fanget alle de arter, jeg gerne ville fange i dag. Vi kigger på hinanden et splitsekund, og så bryder vi begge ud i et kæmpe grin. Selvom tingene ikke går helt som planlagt, så et det jo fiskeri, det er hyggeligt og man skal man kunne lave sjov med det, der ikke fungerer.

Mørket er faldet på, og det er på tide at vende snuden hjemad. Vi tager et sidste drev, og hurtigt har Søren hug. En lille ising kommer op og dermed undgår jeg den totale ydmygelse, tror jeg. Jeg sætter min stang i en stangholder og får renset dagens sparsomme fangst. Da jeg tager stangen for at hale forfanget op, er der noget, der trækker i den anden ende. Det er en lille fisk, og der er ingen modstand. Det er nok bare en lille torsk, siger jeg til Søren, men håber i mit indre, at det er en anden art.

Selvfølgelig er det en lille torsk, fristes jeg til at sige. Det gik ikke som jeg havde håbet i dag, men vi fik da fanget lidt fisk, og så er det jo bare hyggeligt at være på fisketur med en god kammerat.

>>> Følg Specineers på Facebook <<<