Fiskechallenge 2019 – Pigerne mod drengene (Del II)
Morgenstund har… søvn i øjnene (Af Chris Gregers Halling)
For et års tid siden opstod ideen om en Fiskechallenge – en fiskekonkurrence efter havørred, hvor det var pigerne mod drengene. Ideen blev til samtale om emnet. Samtale om emnet blev til planlægning. Planlægning blev til realitet og udførelse af idé, og pludselig står vi så her på en p-plads på Wedellsborgs nordside.
Fire kvinder og fire mænd med fiskestænger i hænderne. Klar til at udkonkurrere hinanden. Udkonkurrere hinanden på havørredfiskeri. Det lyder måske nemt nok, men når man nu står her tidligt om morgenen og kigger på de fremmødte kvinder, så slår det én, at det her kan gå grueligt galt. Her står faktisk nogle virkelig kompetente og … Lad os kalde det for … veludrustede piger.
Vejrudsigten siger alt andet end fiskeri, og en virkelig varm og vindstille dag er i vente. I går aftes mødtes vi hos vores værter Birgitte og Christian. Det var en hyggelig aften, der bød på spisning med efterfølgende hygge. Det blev hurtigt klart, at pigernes plan var at drikke drengene i gulvet, så de ville få det svært morgenen efter. En plan der selvfølgelig fejlede, da vi fyre var skarpt fokuserede på Challenge dagens formål.
Fiskespottet er nøje udvalgt, for der skal være plads til otte fiskere. Wedellsborg pynten har alt, hvad en havørredfiskers hjerte kan rumme. Plads, badekar, rev, store sten, massive tangbælter og mere end syv kilometer toptunet havørred vand. Det er nu da vi står her alle sammen, at en pudsighed går op for mig. Jeg er den eneste fluefisker på stedet. Noget der senere skal vise sig, at få stor betydning for dagens resultat.
Et stærkt pigehold (Af Birgitte Bendtsen)
Drengene vil nok kalde det kvindelist, men det er jo bare almindelig sund fornuft, at dem der får mest søvn, er dem der er mest friske. Det grænser til et lille mirakel, at vi har fået alle drengene med ud til kysten, for der var nogen, der så mere døde end levende ud under morgenmaden.
Nu gælder det og vel fremme ved kysten, ser alle pludselig mere friske ud. Det er som om en fiskedjævel er gået i os alle og giver os både energi og fornyede kræfter, selv hos dem der ikke lignede mennesker før. Der løber en bange anelse igennem mig, da jeg ser hvordan det mandlige hold pludselig traver derudad mod deres mål på kysten. Især Chris, der ellers nok er den, der har snakket mest hele natten og sovet mindst, næsten løber afsted.
Men i kvindegruppen er vi en god portion inkarnerede og passionerede lystfiskere.
Linda, der har viet sit liv til havørreder, og rent biologisk har en langt større viden om havørredernes liv end vi andre. Hun er Fiskemester på Elsesminde (Fyns Laksefisk), og en kvinde der har været i medierne flere gange. Hun går ikke af vejen for en udfordring og kæmper ihærdigt for at vinde.
Karen, der har fisket Langeland tyndt og til stadighed vender hjem med store fangster. Hun er nok en fiskedronning på Langeland. Hun fisker ihærdigt og udholdende og giver ikke så let op.
Christina, Jacks bedre halvdel, der har lært en masse lumske tricks af sin mand og nogle gange også fanger større fisk end ham, selvom man helst ikke skal sige det højt.
Og så lige mig, der fangede en stor havørred første gang jeg fiskede efter havørreder, og som ikke kan stoppe med at fiske, når jeg først er på kysten. Jeg går bestemt heller ikke af vejen for at konkurrere med en flok galpende mænd.
Nogle gange skal de bare sættes på plads sådan for alvor. Man skal skrabe lidt af deres ydre ego af og se dem lide lidt.
Sol fra morgenstunden (Af Chris Gregers Halling)
Selv den tidlige morgentemperatur har sneget sig tæt på de tyve grader. Det kan mærkes, når man begiver sig afsted på den lange tur ud mod Wedellsborg Hoved. Sveden pibler hurtigt frem på panden og sandet føles tungt at gå i. Ikke for mig selvfølgelig, for jeg er jo i rigtig god form, men der går ikke længe, inden vi har mandefald.
”Jeg starter her.” Råber Christian bag os andre.
Fordel : Han tilhører drengegruppen og vil nu have agnen i vandet som den første.
Ulempe : Han stopper langt inde i vigen, hvor fangstchancerne måske ikke er optimale på en tropedag.
Efter halvanden kilometer er det så pigeholdet, der må efterlade en fisker. Sådan går det slag i slag. Jo længere væk vi kommer fra bilen, desto færre er der stadigvæk med i kortegen. Jeg har et eneste mål for øje. Revet for enden af pynten. Absolut længst væk fra bilen.
Cirka en kilometer derfra stopper Linda og Karen. ”Selvfølgelig kunne de ikke stå distancen”, tænker jeg. ”De har jo ikke trænet, som jeg har”, fortsætter tankerne. Jeg bør glæde mig over det, men bliver i stedet bekymret. Ved et rent tilfælde vælger de to tøser at gå i vandet på et af de absolutte hotspots på Wedellsborg. En bekymring, der i tankerne, følger mig resten af vejen ud til revet.
Lidt senere giver David også op og vælger et spot, og pludselig er jeg alene på vej det sidste stykke mod en sikker sejr. Det er da jeg runder den sidste pynt inden revet, at jeg ser lige netop det, som enhver der har bevæget sig hele vejen herud frygtet mest af alt.
Revet er optaget. En båd har lagt sig for anker og to fiskere kaster deres agn i alle retninger omkring revet. Mit blik må være mere tomt end universet. Fire ugers nøje planlægning ødelagt på sekunder. Alt hvad jeg har forestillet mig for mit indre blik…… Værdiløst….. Destrueret…….. Tilintetgjort.
Men der er ikke tid til at lægge nye planer nu. Challenge er jo i gang. Frustreret og sur går jeg forbi revet og hilser venligt på de to i båden. Jeg smiler selvfølgelig til dem, men lyden, der kommer ud mellem tænderne på mig, minder mest af alt om lyden fra en hvæsende og virkelig arrig kobraslange.
Bekymrede tanker (Af Birgitte Bendtsen)
Jeg begynder at overveje om vi har valgt den rigtige kyst. Det her er Chris territorie, et område som han kender som sin egen bukselomme. De andre følger efter ham derudaf, undtagen Christian, som vælger at fiske længere inde.
Karen og jeg standser længere ude end Christian og lader de andre fortsætte. Vi står et stykke tid sammen, og har flere følgere efter vores agn. Fortroppen af kortegen kan vi ikke længere se, men jeg kan næsten regne ud, at revet er målet.
Efter nogen tid vælger Karen at bevæge sig efter de andre. Jeg har haft en stor drillefisk efter mit blink flere gange, og kan simpelthen ikke forlade dette spot. Kan jeg bare få den på krogen, så er chancerne for at pigeholdet vinder, temmelig store.
Jeg kaster ud og spinner ind fuldstændig manisk, og har hverken tid til at drikke, spise eller ryge. For tænk nu hvis jeg netop holder pause, når havørreden ønsker at bide på.
Hvert sekund er jeg bange for at telefonen skal give lyd fra sig. Bange for at mændene skal få en havørred, frygter billeder af store havørreder og et bredt og triumferende smil.
Hallings badekar – Når nu Bubber ikke er her (Af Chris Gregers Halling)
På den anden side af revet kommer en kyst, der får mit hjerte til at banke hurtigere. Et badekar strækker sig flere hundrede meter ned langs kysten. Ikke et almindeligt badekar, som på revlekysterne, men sådan et badekar, som stinker langt væk af fisk. Mørkt, dybere og cirka et fluekast bredt. Et badekar fyldt med tang og store sten. Et badekar, der giver en fisker en øjeblikkelig tro på, at her har han fundet havørredens paradis.
Forbandelser og eder over at have mistet revet bliver med ét glemt og en ny tro på succes begynder at dæmre i tankerne. Jeg vader ud til kanten af badekarret og kaster fluen Vildsvinet ned langs kysten. Inden jeg har foretaget ti kast, vender en havørred i overfladen efter fluen, dog uden at ramme den. En god start og en tydelig indikator for, at der er fisk i badekarret denne varme morgen.
Ti kast senere oplever jeg så det der magiske øjeblik. En havørred på målet hugger fluen hårdt og bliver siddende. Nogle fisk i livet er bare vigtigere end andre. Dette er så afgjort en af dem. For den må nemlig betyde, at der står 1 – 0 til drengene.
Et hurtigt billede som dokumentation og en kort besked til de andre fiskere. ”Nr. 1” står der bare, for selvfølgelig fanger jeg flere fisk i dag. Efter få minutter kommer Jack om til min position. Han har ikke været der længe inden fluelinen atter strammes op på kanten af badekarret. Endnu en målsfisk har taget fluen og efter et hurtigt foto taget af Jack, genudsættes den.
”Ski godt Crisser”, nærmest råber Jack på klingende fynsk. David finder få minutter senere om til os. Der er langt herud og alle kan selvfølgelig ikke være i samme formidable form som mig. Han skal lige til at gøre klar til sine første kast på stedet, da fluelinen atter strammes. Denne gang er det en lidt bedre fisk og David får lov at dokumenterer den, inden en besked sendes til pigerne. ”Nr. 3” står der under billedet af en storsmilende mig.
Vi jubler, for vi er på vej i den rigtige retning. Det vil sige den retning, hvor fyrene ikke taber. Kort tid efter kommer beskeden fra Linda. Det er svært at se, hvor stor en fisk egentlig er, når den ligger på jorden ved siden af en spinnestang. En ubehagelig stemning breder sig. Er det umulige virkelig sket? Har pigerne nu den største fisk?
Håbet lever (Af Birgitte Bendtsen)
Første gang telefonen giver lyd, står jeg ude i vandet på jagt efter den monsterstore havørred, som jeg jo som bekendt ikke bare kan lade gå. Da jeg endelig ser på telefonen, har den givet lyd fra sig flere gange. Det er den rene spam fra Chris. Han haler den ene havørred op efter den anden, og ingen andre lægger noget op i vores gruppesamtale på Messenger.
Det er næsten ikke til at holde ud for, for hver fisk han hiver op, må vi se nederlaget i øjnene. Mismodigt kigger jeg på displayet på telefonen, da den for fjerde gang siger pling. Denne gang bliver jeg glædeligt overrasket, for det er en af os – Linda – der har fanget en flot fisk. Troen og håbet på succes giver fornyet energi, og jeg kaster mig ud i kampen igen. Hurtigt fanger jeg et par undermålere og sender en lille tekst om fangsten. Jeg nævner bevidst ikke noget om fiskenes størrelse. Så kan drengene gå og svede lidt over ikke at vide, om pigerne har bragt sig i front af dysten.
De sorte skyer forsvinder (Af Chris Gregers Halling)
Vi prøver at få bekræftet størrelsen på pigernes fisk, men der er totalt ro på linjen. Få øjeblikke efter kommer en melding om, at Birgitte har fået et par stykker. Selv på denne virkelig klare dag med blå himmel, føler drengene, at der pludselig er fyldt med sorte skyer på himlen.
Jeg er nået tilbage til revet, da Christina pludselig kommer fra den anden side. Hun kan berette, at Lindas fisk ikke er ligeså stor som min, og at de ellers ikke har fanget noget af betydning. Som ved et trylleslag forsvinder de sorte skyer igen, og jeg lyser kraftigere end solen, som ellers er ved at stå højt på himlen.
Vi holder samlet pause med Christina, for selv om dette er en meget alvorlig Challenge, så er vi her alle sammen for en og samme ting. At hygge os med havørredfiskeriet og bevise, at det der måske oftest betragtes som en mandeverden, på alle måder kan udføres af kvinder også. At der er for få lystfiskende kvinder, er vi alle enige om.
Denne Fiskechallenge skal være med til at skabe fokus på netop dette også. At fiskeri er en hobby, som kan dyrkes sammen og på tværs af køn og alle mulige andre skel. Men vinde skal de nu ikke alligevel disse piger, så da pausen er slut, vender jeg snuden ned mod starten af badekarret igen. Nu fuld af ny energi og gåpåmod.
Jeg har kun taget få kast, da en fisk hugger fluen. Den falder dog hurtigt af igen og tæller derfor ikke med i Challenge resultatet. Men det gør den næste til gengæld, da den bliver landet og dokumenteret, og så går det pludselig stærkt.
Inden for tredive minutter lander jeg yderligere to og mister tre havørreder. Jack og David er nu også kommet tilbage til badekarret, men fiskene vil ikke rigtig hugge på de der metal tingester, de fisker med. I stedet hugger endnu en fisk fluen, og mens David fotograferer den, tænker jeg nøje over, hvad det er der sker herude lige nu.
Jeg er eneste fluefisker mellem syv spinnefiskere. Metal svingerne fortæller mig, at de ofte har følgere efter blinkene, men fluen jeg går med, hugger fiskene hårdt og kontant. Det er en af de små uforklarlige ting, som havørredfiskeri ofte byder på. Nogle dage er det omvendt selvfølgelig, men lige netop i dag, der vil fiskene have små rejelignende fødeemner.
Og selv om vi knægte er et samlet hold i dag, så byder lystfiskeriet altid på den der interne kamp om hæder og håneret. De bedste venner i verden, som fisker sammen, har altid den der konkurrence kørende i baggrunden. Sådan er spillets regler, og det ødelægger intet for hverken venskaber eller fisketure. Det er bare sådan det er, nogle gange bevidst, men oftest også ganske ubevidst.
Jeg overvejer at spørge, om det er Fly vs. Jerks jeg er med i, men besinder mig hurtigt. Det er vigtigt at gutterne holder fokus nu, da pigerne sagtens kan fange en stor fisk endnu. Jack har luret hvad der foregår, og får hurtigt skiftet til bobbel og flue. Han er derefter ikke længe om at lande to fisk på kanten af badekarret. Nu ser det rigtig godt ud for drengene, og humøret er højt.
Jeg lander endnu en fisk, og så bliver det pludselig svært. Solen står midt på himlen, og temperaturen har rundet magiske 28 grader på en sen augustdag. Havørrederne bliver passive i badekarret, men forholdene er de samme for pigerne længere omme ad kysten, så det er med høj stemning, at vi går tilbage imod dem.
Da vi møder pigerne, er alle glade trods det nu tropiske vejr. Det har været en fantastisk fiskedag for os alle. Sådan som alle ture efter havørreder altid er. For det er også det, som Fiskechallenge handler om. At vise at havørredfiskeri er hyggeligt og kan dyrkes i fællesskab.
Afslutning på Fiskechallengen
Chris:
Turen tilbage til bilerne er lang og ustyrlig varm. Vi går i små grupper og fisker os på vej tilbage langs kysten. Nu ikke som to hold af forskellige køn, men blandet og snakkende om dagens og hele eventens oplevelser. Det er pisse hyggeligt, for at sige det lige ud og føltes faktisk virkelig dejligt, at følges og fiske sammen med en kvinde……
Nej……. Der lå ingen beskidte undertoner i den sætning.
Tilbage hos weekendens værter samles vi igen, og snakken omkring turen fortsætter. Flere af fiskerne beretter om store- og flere følgere. Jeg kan nu mest berette om fisk, der blev fanget, men det er også ganske tydeligt, at mine forberedelser har været særdeles grundige op til denne tur.
Birgitte:
Desværre vandt mændene i år takket være Chris med sin flue og et vanvittigt kendskab til netop denne kyststrækning. Gad vide hvad Chris´s træning i virkeligheden har været? Har det været at gennemfiske denne kyststrækning med blink i dagene op til vores challenge, for at gøre fiskene så trætte af blink, at han var sikker på fluens succes?
Nej der er nok desværre ikke nogen undskyldning. På den varme dag i august ville fiskene ikke rigtig bide på blink, det må vi vist sande. Men vi rejser os igen, for intet kan få en lystfisker til at give op. Så næste gang er det pigernes tur til at le.
Vi gør det igen i 2020! (Af Chris Gregers Halling)
”Lad os gentage det næste år”, lyder det pludselig fra én i forsamlingen. Denne gang er der ingen der griner, men en hurtig og bred enighed om, at det da er det mest naturlige i verden at gentage en så hyggelig og dejlig fiskedag.
Præmieoverrækkelsen finder sted, og jeg tror, at der er fire fyre, der indeni dem selv ånder lettet op. For under havørredfiskeri kan det utænkelige altid ske og mange års slid, slæb og erfaring intet betyde, hvis blot en eneste havørred gør det, som man ikke forventede, at den ville gøre.
Drengene vinder et fiskeweekend ophold på Ærø, der er venligt sponseret af vores fantastiske værter. Anden pladsen, eller trøstepræmien om man vil, er ligeledes en tur til Ærø. Pigerne må dog selv til lommerne, da deres tur ikke er med All Inclusive. Tillægsgevinster omfatter et hel arsenal af Snurrebasser, der er sponseret af Fiskeri & Natur i Odense.
Havørreden skeler ikke til, hvem eller hvilket køn, der står bag fiskestangen, så derfor er der absolut ingen grund til, at vi ikke ser flere piger på de dejlige fynske kyster. Alle kan være med til det her og skabe et hyggeligt fællesskab og nogle gode historier.
Fiskechallenge mellem kønnene eller ej, så vandt vi alle noget ved denne tur. At snakke om køn er egentlig mærkeligt, for selvfølgelig er pigerne kønnere end os. Og…………….. Selvfølgelig vinder fyrene da igen næste år. Vores ego tåler slet ikke tanken om et nederlag, så glæd jer til at læse om vores sejr igen næste år.
Datoen for pigernes revanche er sat til d. 26. september 2020, og vi håber med denne historie at have inspireret andre fiskepiger- og drenge til at udfordre hinanden i en fiskedyst rundt omkring i landet.
26. september 2020 kan måske gå hen og blive en national Fiskechallenge dag, hvor det er pigerne mod drengene i havørredfiskeri i det ganske land?
