Havørredfiskeri på lavt vand

Sommer og efterårsfiskeri efter havørred på ultra lavt vand

Af Ulrik Jeppesen

Det er en solbeskinnet formiddag i oktober. Det er højvande i fjorden, der er god bevægelse i vandet og vandtemperaturen er 15 grader. Alt er perfekt. Eneste skår i glæden er det allestedsnærværende ålegræs, som driver dovent rundt i overfladen. Men det hører nu engang efteråret til. Jeg vader forsigtigt ud og orienterer mig om pladsens forhold. Lige her er der sandbund, som kun dekoreres sporadisk med enkeltstående blæretangsbuske. Vandet går mig omtrent til læggene, og jeg overvejer at vade en anelse længere ud.

Men jeg tager mig sammen, og erindrer mine bitre erfaringer om store, skræmte fisk inde på det helt lave vand. De første kast fungerer som en slags kalibrering. Det er ikke helt nemt at styre en 7 grams Stripper ind mellem tangplanter, som bryder overfladen hele kastelængden ud. Og den halvpotente modvind gør det bestemt heller ikke nemmere. Men efter få kast sidder den efterhånden velkendte teknik igen i kroppen.

Jeg når ikke at vade mere end nogle få skridt, før en stor brun skygge følger blinket. Et brat spinstop, hvor Stripperen snurrer langsomt mod bunden er meget ofte svaret på en sådan situation. Og det er det også her. Fisken tager resolut, og nogle tunge træk forplanter sig i stangen. Fisken rusker voldsomt med hovedet og pisker overfladevandet til skum. Det gør de store næsten altid. Bortset fra nogle korte udløb, er kræet ret medgørlig og ender hurtigt i landingsnettet.

Der er tale om en næsten blank hunfisk et godt stykke oppe i 60’erne. Det er en smuk fisk, som jeg er rigtig glad for. De næste 200 meter henad kysten byder på et utroligt spændende fiskeri med store trykbølger bag blinket, mange fisk i nettet og ligeså mange mistede. Oplevelserne kulminerer med en grov hanfisk, der er væsentlig større end den første dame. Den tager Stripperen i et gigantisk skvulp på 20 -30 cm vand!

Skvulp! En stor dame snuppede Stripperen på 30 cm vand!

Lavt vand og svære forhold

Fiskeri efter havørreder på meget lavt vand, er gået hen og blevet min specialitet. Det er både en nervepirrende og meget givende tilgang. Jeg ser stort set alle fisk før de hugger, og ofte følges blinket af en stor trykbølge over flere meter, inden hugget falder.

Der er som sådan ikke noget nyt i at fiske ørreder på lavt vand. Det er veldokumenteret, at de fleste fisk befinder sig langt inde, og mange lystfiskerskribenter har udfoldet lavtvandsfiskeriets praktiske detaljer. Men jeg tror alligevel, at de fleste vil blive forbløffede over, at jeg fanger størstedelen af mine store sommer- og efterårsørreder på 20-50 cm vand. Og det vel at mærke på lokaliteter med så højtstående blæretang, at fiskeri ved første øjekast synes umuligt.

Det siger næsten sig selv, at dette fiskeri kræver en særlig tilgang. I det følgende vil jeg med udgangspunkt i to specifikke agn udfolde detaljer i fiskeriet. Det drejer sig om Stripper- og Doradoblinket, som faktisk er de eneste agn, jeg benytter.

Jeg har nemlig gennemtestet stort set alle andre agn; alt lige fra små gennemløbere til overfladewoblere, men alle falder de igennem på et eller flere punkter. Brede microblink fra især Rapture Lures har dog en berettigelse i denne sammenhæng, men det er en helt anden historie.

Det kræver den rette teknik at fiske over ultra lavt vand med blæretang!

Ørreder på gydetræk og krav til agnen

De krav, som lavtvandsfiskeriet stiller til agnen kan opstilles i følgende punkter:

1. Agnen skal kunne fiskes meget højt – uden at tempoet skal skrues kunstigt op, og agnens optimale bevægemønster brydes.

2. Agnen skal have et bevægemønster, der fungerer i varmt vand (her forstået som hele spektret mellem 8 og 20 grader) og i forhold til ”tricky gydefisk”.

3. Agnen skal fungere i spinstop på meget lavt vand.

Den vakse læser vil måske bemærke, at løsningen ligger lige for: At benytte små kystwoblere. De kan fiskes højt og samtidig i et passende tempo. Min erfaring siger imidlertid, at woblernes bevægemønster er utilstrækkeligt til at skabe reaktion hos de fisk, vi fisker efter. Sagen er, at sommer- og efterårsørreder på det helt lave vand, ofte er fisk på gydetræk. Eller mere præcist: Gydefiskene har en forkærlighed for at gemme sig på lavt vand med blæretang.

Jeg har i en anden artikel benævnt sådanne forhold som karakteristika for ”opsamlingspladser”, dvs. afgrænsede områder hvor fiskene opholder sig i kortere eller længere perioder, inden de trækker videre mod vandløbene. De bedste opsamlingspladser er kendetegnede ved, at de optræder som små oaser af blæretang i områder, der ellers er domineret af helt bar bund (sand, mudder eller småsten). De inviterer simpelthen de trækkende fisk til at gøre holdt og gemme sig i den vegetation, der pludselig dukker op.

Ulrik Jeppesen sværger til Stripperblinket og Doradoblinket når han fisker efter havørreder på ultra lavt vand

Pladser med ålegræs bliver meget lidt produktive henover sommeren og især om efteråret. Her finder vi ofte kun mindre og sporadisk jagende blankfisk. Nuvel, hvis der i fiskenes trækruter kun findes områder med ålegræs og anden vegetation, må fiskene nødvendigvis opholde sig her. Men de trækker ofte hurtigt videre. Finder du en plads med både ålegræs og blæretang, så vil jeg garantere dig, at du finder fiskene inde i blæretangen!

Vi må således forvente, at vi så at sige skal ”hive gydefisk ud af blæretangen” og få dem til at tage vores agn. En wobler kan være fremragende i køligt vand og til jagende sommerfisk. Men i forhold til vores aktuelle fisk, virker dens dovne, vuggende og stereotype bevægelser ikke optimalt. I spinstoppet går wobleren desuden helt i stå, og fiskene mister alt for ofte interessen.

Stripperen

Et Stripperblink står som agntype i skærende kontrast til wobleren (og til mange andre blink i øvrigt). Ophavsmanden, Kent Andersen, beskriver stripperen som et ”kaosagn”. Og har man én gang fisket med blinket, ved man præcis hvad han mener: Stripperen har et totalt kaotisk bevægemønster, hvor den med udpræget voldsomme bevægelser slår til siderne og flakser adskillige centimeter op og ned, frem og tilbage.

Af grunde, som jeg ikke skal teoretisere om her, provokerer det gydefiskene voldsomt, og de vil næsten altid reagere i en eller anden form. Nogle gange falder hugget uden pardon. Andre gange laver de hurtige skinangreb, hvor blinket angribes med et stød eller puf. Og i endnu flere tilfælde kan man få fiskene til at følge.

Stripperen er en agn, der så at sige ”fisker selv”, dvs. man skal ikke nødvendigvis lave alle mulige tricks for at få det optimale udbytte af den. Den kan i princippet fiskes med en jævn og monoton indspinning, hvilket er en klar fordel, når blinket skal fiskes ind mellem højtstående planter. Det er dog min erfaring, at Stripperen bliver endnu mere giftig, når den fiskes med hyppige spinstop og kontinuerlige ændringer i hastigheden.

Stripperblinket ses til venstre og Dorado til højre.

Nuvel. Det er absolut teknisk krævende at fiske med spinstop og variationer i hastighed på lavt vand og i tæt bevoksning. Det forudsætter, at man for det første påmonterer sig god tålmodighed, og lærer at aflæse fiskepladsen. Nærmest centimeter for centimeter. Det er faktisk sådan, at jeg ved hvert eneste kast vurderer hvordan blinket skal fiskes: Jeg sørger for at øge hastigheden, når blinket skal passere en plante, sænker den igen, når blinket er over sandbund eller på lidt dybere vand, osv.

Det er et fiskeri, der fordrer dyb koncentration hele tiden (Og det er faktisk slet ikke så tosset for hjernen at praktisere en sådan fiske-mindfullness). Samtidig kræver dette fiskeri, at man hele tiden og præcist kan se hvad man foretager sig. Et par gode polaroidbriller og en skyggende kasket er selvsagt et must. Og det er den rigtige placering i forhold til solen også.

I modsætning til andet kystfiskeri, hvor jeg helst fisker med vinden, er solen ved lavvandsfiskeriet afgørende for min fiskeretning og placering i vandet. Kun med solen i ryggen (eller lidt fra siden), skabes de optimale betingelser for det ekstremt visuelle fiskeri. Så jeg fisker gerne i strid modvind, hvis bare solen er i ryggen. Jeg kan sågar finde på at vade langt ud og fiske indad, når solen står lavt i horisonten ved aftenstide.

Høj sol og klart vand – så kan du se alt hvad du foretager dig. Og det kommer der ofte noget godt ud af…

Når du således har sørget for at kunne se alt hvad der foregår ude i vandet, kan du begynde at raffinere din teknik med Stripperen, som faktisk har mange funktionelle egenskaber: Med højt løftet stang, kan du selv med langsommere indspinning få blinket til at flakse så højt i vandet, så det bryder vandskorpen. Du kan nærmest ”parkere” det mellem tangplanterne, mens det stadig vugger kraftigt. Og du kan i spinstoppet få det til at rotere, mens det synker meget langsomt.

Jeg foretrækker helt klart selv at fiske Stripperen med løftet stang, men må også erkende at teknikken medfører mistede fisk. Ofte får jeg hævet stangen så meget, at jeg ikke kan stramme ordentligt op i de fisk, der hugger. Derfor øver jeg mig i kun at lade stangspidsen pege akkurat så meget opad, at det bliver muligt at stramme op i en huggende fisk med de 2-3 hurtige omgange på hjulet, som ofte udgør mit ”tilslag”.

Med stangspidsen sænket mod overfladen kan stripperen fiskes markant hurtigere uden at ”kæntre”. I spinstoppet står den dog mere stille, og bevægelserne bliver generelt lidt mindre dramatiske. Tilslagene kan bedre kontrolleres, om end det være svært at styre Stripperen mellem planter ved denne fiskestil. Ovenstående iagttagelser og teknikker gælder for Strippere på 7-10 g.

Dorado

En vittigt fiskeskribent beskrev det engang således, at Stripperen ”kun kaster marginalt bedre end en død høne”. Og det er fuldstændig korrekt. Men netop den korte kastelængde er faktisk en fordel ved lavtvandsfiskeriet. Fuldstændig kontrol over blinket er afgørende, og opnås kun, når det fiskes på kort line. Desuden fisker du mellem blæretangsplanter, der bryder overfladen, og et langt kast vil således medføre, at du hænger fast i flere af dem på vej ind.

Du er med andre ord ude på et regulært ”listefiskeri”, hvor du placerer dine korte kast præcist og strategisk. Ind imellem vil du skulle øge indspinningshastigheden drastisk grundet vegetationen. Her oplever du – især med hævet stangspids, at Stripperen kan kæntre, ja endda helt miste forbindelsen til vandet. Den skøjter simpelthen på overfladen, og kan være svær at få ned og arbejde igen. Kent Andersen har derfor modificeret Stripperen en anelse, så dette problem ikke længere opstår. Den modificerede version vil erstatte den gamle i løbet af et års tid.

Under alle omstændigheder, er situationer hvor du skal fiske meget hurtigt og have blinket helt op og pløje buler i overfladen, ikke der, hvor Stripperen er stærkest. Her kommer Doradoen ind i billedet. Den ligner umiddelbart Stripperen, men der er en verden til forskel. Den er udført i 1 mm stålplade, som er bukket let indad på den smalle led, hvor stripperen er helt flad. Den har samtidig et voldsomt buk over længden.

Igen er det Stripperblinket til venstre og Dorado´en til højre

Disse karakteristika medfører en agn, der mest af alt går som en skewobler. Faktisk minder bevægemønstret om en klassisk, flydende Rapala. Doradoen arbejder højt i vandet, og beholder selv ved hurtigt indspinning sin dybde og sitrende gang. Også med stangspidsen sænket.

Kent Andersen udviklede oprindeligt Doradoen til put and take fiskeri, hvor agnen både skal kunne fiskes ultra langsomt, samtidig med at den bevæger sig livligt, men kontrolleret. På kysten skal Doradoen ikke fiskes så langsomt. Men det – i modsætning til Stripperen- mere kontrollerede bevægemønster, er på visse dage uhyggeligt effektivt. Især når vi kommer et stykke ind i efteråret.

Dog har Doradoen den umiddelbare svaghed, at den går totalt i stå i et brat spinstop. Den står simpelthen bomstille i vandet. På den anden side kan netop denne egenskab udnyttes til et giftigt trick, ørreden næppe har set før: Doradoen synker ufatteligt langsomt i spinstoppet, og holder sig nærmest svævende i vandet. Dermed kan den ”parkeres” foran næsen på en følger, som i de fleste tilfælde hugger brutalt, hvis spinstoppet følges af nogle meget hurtige omgange på hjulet. På samme måde kan Doradoen køres helt ned i tempo og forlænge et ”svævende spinstop” i selv tæt bevoksning.

Kent Andersen med Stripper- og Doradoblinket

Lidt grejnørderi

Hvis man synes, Stripperen kaster dårligt, så er det endnu værre med Doradoen. Den er som sagt slet ikke udviklet til kystfiskeri. I blæsevejr kan det være overordentligt svært at præstere acceptable kast. Jeg har delvist kunne imødekomme problemet ved at fiske Doradoen på en ul-stang med blød spids og med tynd fletline på hjulet. Med Gunkis ”Streefishing” (0-7g), samt fletlinen ”Slide Braid” i 0,08 mm, kan jeg både kaste både fornuftigt og have fuldstændig kontrol med det lette blink.

Jeg kører normalt aldrig fletline direkte til blinket, da den er absolut uelastisk. Dermed bliver den alt for kontant, hvis der fiskes med stive stænger og skarpe kroge. Krogen flås simpelthen ud af fiskens mund. Men med en blød stangspids, en lettere løsnet bremse på hjulet, samt med en ikke alt for skarp og tynd krog, fungerer det rigtigt fint at anvende fletline hele vejen igennem. Slide Braid er nok den bedste tynde line, jeg har prøvet – men den er gul! Jeg hader fornemmelsen af, at fisken kan se min line tydeligt. Men der er intet, en sort sprittush ikke kan klare.

Endnu en efterårsfisk er gået til stålet!

Lidt omvendt forholder det sig med Stripperen. Den fisker dybere – og tit for dybt, hvis den fiskes direkte på fletlinen. For at imødekomme dette, fisker jeg altid med en stump nylonline (ikke flourcarbon!) i 0.28-0.32 mm, hvor stripperen monteres i en løkke. Nylonlinen har en lav massefylde og større overfladespændning i kontakten med vandet. Disse omstændigheder medfører, at blinket fisker højere og synker en anelse langsommere. Og det er præcis disse egenskaber, vi ønsker ved lavtvandsfiskeriet.

De optimale forhold

Det ville være dejligt – og banebrydende – hvis jeg kunne opstille en universel liste over optimale forhold til lavtvandsfiskeriet. Det vil sige forhold, som er optimale på tværs af samtlige kystpladser i Danmark. Men det kan jeg selvfølgelig ikke. Jeg kan derimod pege på nogle faktorer, som jeg har iagttaget, spiller væsentlig ind på mit fynske kystfiskeri. Hvorvidt de er i overensstemmelse med iagttagelser andre steder, og hvorvidt de følger videnskabelige fund, aner jeg ikke. Men jeg ved, at bestemte omstændigheder omkring vandtemperatur, vandstand, månefaser og nedbør, er konsistent influerende på mit fiskeri:

Først og fremmest vil jeg igen fremhæve pointen om, at det i vid udstrækning er ørreder på gydetræk, vi fisker efter. Dermed går der faktisk lidt naturvidenskab i den. Dette for så vidt, at bestemte faktorer påvirker fiskenes vandringstrang, udvikling af æg og sæd (og dermed også anlæg af gydedragt og regulering af fødeindtag) samt hvilken biotop, de ynder at opholde sig på.

Tidligt på sommeren, opholder mange fisk sig langt fra vandløbene og jager på meget forskellige pladstyper – alt efter fødeudbuddet forstås. Når vandet bliver varmt, dvs. 18-19 grader og derover, er der stadig fisk på det helt lave vand. Det er dog en forudsætning, at der i nærheden er dybt og/eller strømmende vand. Således har fiskene en flugtmulighed, hvis vandet bliver for varmt. Temperaturbetinget dødelig ses ved omkring 25 grader, men ørrederne har det skidt og bliver passive længe inde denne temperatur opnås. Min egen erfaring er, at ca. 21 grader er grænsen for at kunne dyrke lavtvandsfiskeriet.

Ulrik Jeppesen elsker UL fiskeri efter havørred

Men et pludseligt – og gerne drastisk – fald i vandtemperaturen efter en varm periode, giver lynhurtigt et rykind af fisk på det lave vand. Selvfølgelig er der også tale om jagende fisk, men faldende vandtemperatur påvirker alment ørredens vandringstrang, hvorfor de begynder at indfinde sig på de beskrevne opsamlingspladser. Særligt, når den faldende temperatur assisteres af store mængder nedbør. Jeg planlægger faktisk mit sommerfiskeri efter nedbøren.

Hvis vi en længere periode har haft varmt og tørt vejr, og de efterhånden gængse sommerskybrud pludselig indtræffer, så kan jeg være næsten sikker på fisk på opsamlingspladserne. Min egen teori er, at fiskene ganske enkelt registrerer ”duften” af ferskvand, når en stigende mængde strømmer ud gennem åmundingerne. Husk på, at havørreder selv på lang afstand kan registrere ”duften” af det vandløb, de forlod som smolt.

Falder den faldende temperatur og nedbøren samtidig sammen med fuldmåne, så er den stensikker! Ikke fordi, at jeg har sat mig ind i, om selve månefaserne i sig selv har betydning. Men fordi at fuldmånen trækker en masse vand med sig, og medfører højvande over flere dage. Det er min klare opfattelse, at ørrederne trækker med vandet ind på pladserne. Særligt i lavvandede fjorde og bugter. Jeg oplever tit, at fiskeriet blomstrer op, når de nævnte faktorer falder sammen, og at det igen fader ud, når det varme, tørre vejr vender tilbage. Også selvom det fortsat er højvande.

Når sommerferiens solbadning afbrydes af regulært møgvejr, trækker de store blankfisk ind på opsamlingspladserne…

Når vandtemperaturen henover efteråret falder til 15-16 grader, bliver der for alvor liv på det lave vand. Det er efter alt at dømme den optimale temperatur for lavtvandsfiskeriet. Dette for så vidt, at temperaturen på den ene side igangsætter de store gydetræk på kysten – og på den anden side ikke igangsætter det egentlige træk op i åerne. Det sker typisk ved væsentlig lavere temperatur. I hvert fald i de mindre vandløb, som samtidig er vandstandsafhængige. Der skal ganske enkelt være vand (og dermed nedbør) nok til, at fiskene kan trække op på gydepladserne.

Nogle vandløb er karakteriseret af et dybt stræk ud mod mundingen. Her indfinder fiskene sig relativt tidligt og venter på gunstig vandføring for den videre færd. På den tilgrænsende kyst, vil man derfor opleve, at fiskene hurtigt er væk fra opsamlingspladserne, Fiskeriet slutter således, medmindre et nyt træk indfinder sig. Andre steder er vandløbet lavvandet hele vejen ud mod mundingen, og fiskene er derfor tvunget til at opholde sig i saltvand, indtil vandføringen er tilstrækkelig.

Er man så heldig, at der udenfor vandløbets fredningsbælte findes gode opsamlingspladser, kan fiskeriet fortsætte et godt stykke ind i efteråret. Dette særligt i områder, hvor fiskene tiltrækkes af dræn eller andre løb, som nok udleder ferskvand, men som fiskene ikke kan gyde i. I sådanne områder vil fiskene så at sige ”cirkulere rundt” i længere tid, og i enkelte tilfælde forbliver de i området vinteren over, hvis de ikke finder egnede gydevandløb. Denne teori kan i hvert fald forklare hvorfor man selv længe efter ørredens gydeperiode kan fange tykke, farvede opgangsfisk i visse områder.

Efterårets store genudsættere kan være et flygtigt bekendtskab eller fast inventar på de forskellige pladser… check beskaffenheden af vandløb i nærheden

Knæk og bræk

Formålet med denne artikel er at introducere læseren til kystfiskeri på meget lavt vand. Jeg påstår, at visse afgrænsede områder med højtstående blæretang, fungerer som opsamlingspladser for havørreder på gydevandring. Jeg har specificeret centrale omstændigheder ved fiskeriet på sådanne pladser, og har fremhævet to agn som særligt relevante for spinnefiskeren. Endelig har jeg kort skitseret lidt tekniske detaljer, og har beskrevet iagttagelser omkring de faktorer, som udgør optimale forhold for lavtvandsfiskeriet.

Tilbage er kun ønsket om, at du har fundet artiklen nyttig for dit eget fiskeri. Fra mit perspektiv er lavtvandsfiskeriet karakteriseret ved nærvær, koncentration og intensitet. Jeg håber således, at du oplever den samme behagelige fryd ved at liste rundt i blæretangen.

https://www.youtube.com/channel/UCX-G90kXzHW1QM8lGLW8grQ

Stik Specineers et Like på Facebook!

Følg Specineers på Facebook