Havørredtur i Helnæs Bugten
Endelig er tingene gået op i en højere enhed, så jeg kan indløse den stående invitation til en fisketur efter havørreder i Helnæs Bugten, som jeg fik af Per Smidt sidste sommer. Dato for turen og tidspunkt for afhentning aftales over sms, og så er det bare med at få pakket fiskeudstyret.
I en opfølgende sms skriver Per, at vi nok bliver beriget med hans datters selskab på turen, for hun fisker også. Emilie, som hun hedder, har vinterferie og vil nok ikke blive hjemme, når farmand skal på fisketur. Lad os ikke håbe at hun udfisker os, tilføjer han. Det er sket før, at hun har fanget både flest og størst fisk på vores ture.
Per og Emilie henter mig tirsdag morgen og så sættes turen mod Helnæs Bugten, som Per kender som sin egen bukselomme. ”Hjemme” udbryder Per med et drømmende blik i øjnene, da vi nærmer os Horne, hvor han og familien boede indtil for et års tid siden, hvor de flyttede til Odense. Vi boede hernede i elleve år, og det tog ingen tid at komme ud på en masse fede fiskepladser, fortæller han begejstret.
Vel fremme ved første plads ifører vi os waders og rigger så stængerne til. Inden vi går i gang med fiskeriet, napper vi os lige et rundstykke og en kop kaffe. Emilie er ikke til den sorte eliksir, så hun nøjes med kakao. Over det lette traktement fortæller Per, at han startede med at fluefiske for fire år siden. Grundet et færdselsuheld havde han en ufrivillig pause fra fiskeriet på små otte år, og da han kom i gang igen, fandt han ud af at kroppen bedst kan holde til at gå med fluegrejet.
Emilie, der er elleve år, har på trods af sin unge alder allerede en god del lystfiskererfaring. Hun fangede faktisk sin første havørred i sit første kast nogensinde som otteårig, beretter Per, og Emilie nikker samstemmende. Samme år fangede hun en laks på otte kilo i Skjern Å, og siden dengang tager hun min fluestang, når vi er tur, smiler Per.
I dag har jeg dog en spinnestang med til hende, siger Per. Den lyserøde fiskestang er monteret med den ”Den Stive” Jack Rapid wobler. Valget er faldet på denne agn, fordi den kan fiskes utroligt langsomt uden at gå i bunden på det lave vand, vi skal fiske over, beretter Per. Desuden laver den nogle ”sjove” ting, når man laver spinstop, og det kan fiskene ikke stå for, fortsætter han.
Nu mangler vi kun at få bundet nogle fluer på vores forfang, og da Per er min ”guide” i dag, er det naturligt at spørge ham, hvad han vil anbefale. Resolut hiver han en flueboks frem fra vadejakken og som bilelskere der sparker dæk, tager vi nu en gennemgang af hans fluer.
Du skal fiske med denne flue, siger han og forærer mig en af hans Pattegrisfluer. Per har modificeret fluen i forhold til det originale bindemønster og fortæller om tankerne bag dette. Den originale Pattegrisflue er bundet med speyhackler og med belastning. Jeg fandt hurtigt ud af, at fluerne sank for hurtigt, når jeg belastede mine fluer, og de gik for hurtigt i bunden. Når man fisker i lavvandede områder eller i områder med enten ålegræs eller sten og tang, så mistede jeg rigtig mange fluer.
Det skulle jeg finde en løsning på, så jeg startede med at tage belastningen væk. Det virkede rimeligt godt efter hensigten i områder med ålegræs, men i de lavvandede områder hang jeg stadigvæk fast i tang og sten. Løsningen blev nogle små gummikugler fra Stonfo, som oprindeligt er lavet til hugpunkt på fluer til laksefiskeri. Gummiperlen er flydende, og når man skubber den over krogbøjningen og op i munddelen på Pattegrisen, så fungerer den som opdrift, hugpunkt og samtidigt spreder den munddelene af speyhacklet, så man slipper for, at det hægter rundt om krogen.
Man undgår så at skulle stå hvert andet øjeblik og rette fjerene ud fra krogbøjningen. Bonussen er, at gummiperlen får munddelen til at sprede sig, og så pulserer materialerne endnu mere, fortæller Per. Fluen kan stå helt stille i vandet og fiske super effektivt. Det er bare noget der fungerer, når vandet er koldt som nu. Fisker man med et meget tyndt fluorocarbon forfang, så synker fluen ikke. Så kan man fiske lige så langsomt man vil inde på femten centimeter vand, og det er typisk her de findes, når det er koldt i et fjordområde som dette, siger Per.
Rundvisningen i flueboksen fortsætter med en lille multifarvede flue, som Per kalder nullermanden. Det er i bund og grund en variation over kobberbassen, siger han. Jeg har taget nogle fluorescerende flashfjer/stråler og klippet dem i bittesmå stykker og blandet disse ned i noget rainbow dubbing. Hen over ålegræsset tager ni ud af ti fisk denne flue, som jeg fisker som ophænger. I nogle perioder er det Pattegrisen der vinder, men i vintertiden er det oftest Nullermanden, fordi ørrederne går efter mindre fødeemner i vinterhalvåret.
Den sidste flue, Per giver et par ord med på vejen, er en twisted version af Omø Ormen. Her har jeg har sat to gummikugler på, og igen er det for opdriftens skyld, fortæller han. Jeg fisker sjældent, hvor der er rigtigt dybt (max en meters dybde), så jeg har ikke behov for at få fluen ned. Mine fluer til fjordfiskeriet bindes, så de synker så langsomt så muligt.
Per har kun bundet fluer i to år, men er allerede en habil fluebinder. Han prøver at tænke ud af boksen og eksperimenterer meget for at optimere sine fluer. Min ros af hans fluer udløser straks, at et par stykker af dem skifter bopæl fra hans flueboks til min.
Nu har vi snakket nok om fluer, så det er på tide at få dem dyppet i noget vand. Første plads er et rigtigt sumphul med siv langs kanten og blød bund, hvor man kan se aftegningerne efter orme. Normalt fisker Emilie i gummistøvler, og så fisker vi på den åbne kyst, hvor der er dybt vand ind under land, fortæller Per. I dag skal hun have sin debut i Waders.
Hun bliver kastet direkte for løverne på den bløde bund, men vi er begge tæt på, hvis hun får behov for hjælp. Som sagt fisker Emilie mest med fluestang, så Per skal lige opfriske for hende, hvordan hun kaster ud med spinnestangen. Han tager tre kast og har en følger i hvert kast, dog uden at havørreden hugger.
Stedet her er en rigtig fiskefælde, forklarer Per. Der er en lille tange, og den får samme effekt som et rev har. Ved et rev stopper fiskene op i badekarret før revet for at finde ud af, hvor de skal svømme hen. Skal de svømme hen over revet eller svømme udenom revet? Det kan havørreden ikke her, så der er den nødt til at følge kanten rundt og bliver således fanget i området i noget tid.
Selvom vi har set, at der er fisk, så lykkes det ikke at få dem til at hugge. Emilie er noget duperet over at være iført waders og siger, at det er ligesom om at luften er suget ud af hendes bukser, og at det er en lidt underlig følelse. For os andre er det helt naturligt og en vanesag at benytte waders. Jeg prøver, om jeg kan huske tilbage til mine første ture i waders, men det har fortabt sig i årtiers tåger. Dog kan jeg snildt forestille mig, at det har føltes underligt de første gange.
Anden plads vi besøger er lige på overgangen fra åben kyst til fjord. På den åbne kyst er der meget tang og sten. Her er vi i et område, hvor der er nogle sten og noget tang, men når man nærmer sig fjordområdet, begynder det at gå over i mere sandet bund, blød bund og i ålegræs. Lige pludselig tynder det bare ud, og så er der ikke mere tang og længere ude kan man se ålegræsset.
På denne plads er chancen for en stor blank overspringer størst, fortæller Per. Lige her kan fiskene gå ude over noget otte-ti meter dybt vand, ikke ret langt fra kysten. Når de så vil æde, kan de trække ind over det lavere vand, hvor der er størst chance for, at der findes nogle fødeemner.
Per har et nap og efterfølgende en følger, der går helt med ind til stangspidsen. Han løfter stangen og fører den tilbage og står til sidst helt oppe på tæerne, men fisken hugger ikke. Den står bare og kigger dumt på fluen og stikker af, da han sænker hånden igen.
På denne tid af året går havørrederne som regel i flokke, så det handler om at finde fiskene. Derfor er det en god idé ofte af skifte plads, ind til man finder fiskene. På vej mod næste plads sætter vi Emilie af hos en veninde.
Tredje plads er en typisk vinter fjordplads og ikke et rendyrket sumphul. Når vi har normal vandstand, er bunden hård og fin at gå på, forklarer Per. Når det er lavvandet, og man kan gå ud mod ålegræsset, så havner man i noget blød bund. Jeg kan lide at gå og fiske begge steder, fortsætter han. Fiskene kan godt finde på at klumpe sig sammen lige på kanten, hvor dette skiller, og her er der ofte en smule dybere. Her kan man opleve et rigtigt bonanza fiskeri, og jeg har oplevet at stå og fiske på en stime havørreder i både tre og fire timer, mindes han.
Fiskene er heller ikke på denne plads, så vi flytter os endnu engang. Igen bevæger vi os hurtigt for at få dækket noget vand af. Per er kommet et stykke foran mig, da jeg får hug af en fin fisk.
Jeg kalder på ham og ved synet af den flexende stang, sætter han straks kurs hen imod mig. Det er kanon det der, griner Per, mens jeg bakser med fisken. Så er der nok flere fisk i området. Nu sætter vi tempoet ned og fisker det godt igennem. Per finder kameraet frem fra min taske og tager nogle billeder af kampens sidste fase.
Det er en slank nedfaldsfisk på omkring en halv meter, der har hugget på Pattegrisfluen. Vi tager lige et enkelt billede af fisken, og så er den tilbage i sit rette element, hvor den kan fortsætte jagten på at få genopbygget noget sul på kroppen.
Lidt efter har Per et hug, men den bliver ikke hængende. Vi har sat tempoet helt ned og fisker koncentreret tæt på hinanden. Imens vi fisker, fortæller Per om en speciel oplevelse han har haft her ved Helnæs Bugten.
En dag da jeg kommer ned til fiskepladsen, ser jeg en havørn kredse rundt ude over vandet, indleder han. Jeg står og nyder synet af den prægtige rovfugl, da den pludselig dykker mod vandoverfladen. Sekundet efter letter den med en havørred i kløerne, men taber straks efter fisken.
Ørnen flyver væk, og jeg går i gang med fiskeriet. Efter et kvarter får jeg et ordentligt drøn af et hug og får en god fight, fortsætter Per sin beretning. Det viser sig at være en havørred på mellem 50 og 60 centimeter, og da jeg får den tættere på, kan jeg se, at den må have en eller anden form for svamp. Fisken har nemlig en stor rød klump med en hvid kant på ryggen, og det ser ulækkert ud.
Da jeg får den helt ind og i hånden, opdager jeg, at det er ryggen der er sprættet helt op på fisken. Den har indgangshuller fra ørnens kløer og den bløder stadigvæk. Det er en havørred, der var lige ved at blive et måltid selv, men som så selv jager videre. Det undrer mig meget, men snakken gik meget på det tidspunkt om fisk kunne mærke smerte. Denne episode kunne måske godt tyde på, at de ikke gør.
Per er midt i endnu en anekdote, da han får hug igen. Denne gang bliver fisken kroget, og så er det hans tur til at stå med flex. Det er en fin blank fisk og en rigtig springfyr. Vi måler ikke fisken, men skyder den til at være et sted mellem femogfyrre og halvtreds centimeter. Per sætter fisken ud igen, selvom han ikke bliver populær hjemme hos konen for denne gerning. Hun elsker fisk, og ser gerne at der kommer noget med hjem en gang imellem, siger han med et smil.
Fiskedagen går på hæld, og det har været en fin dag, hvor vi begge har fået fisk. Jeg må tilstå, at jeg er blevet lidt forvænt, griner Per. Jeg vil gerne fange minimum fem fisk på en dag, og det kan sagtens lade sig gøre i dette område. Da vi boede hernede i området, fiskede jeg nærmest hver dag, og så hørte det til sjældenhederne, at der var dage uden fisk, afslutter Per.
