Nye arter på arts CV´et og en Danmarks Rekord

At fange fiskearter, jeg ikke har fanget før, er en af de store drivkræfter i mit fiskeri. Det er ikke bare det at tage ud og fange en fisk, men hele optakten med research, planlægning og selve fiskeriet, der giver mig en stor tilfredsstillelse.

Nogle gange er det meget let at fange den fiskeart, der er målet, og andre gange tager det mange ture og mange timers resultatløst fiskeri at fange den fisk, man har set sig lun på. Det kan være en lidt flad fornemmelse, når man ”bare lige” går ud og gør det og være en kæmpe forløsning, når der har skullet slides for en fiskeart.

De sidste par år har en del af mit fiskeri gået ud på at fange så mange forskellige fiskearter som muligt, men i år er fokus på at få fanget nogle af dem, jeg mangler på mit arts CV. En fiskeart, der har stået højt på min ønskeseddel i mange år, er stenbideren.

Jeg kan allerede nu afsløre at det lykkedes at fange en stenbider her i foråret, og i sidste uge kunne jeg føje yderligere tre nye arter til min livsliste (listen over fiskearter jeg har fanget i mit liv, også kaldet mit arts CV). Artiklen kommer ikke til bruge mange ord på, hvordan de fire arter blev fanget, for det var ganske let, derimod vil jeg berette om rejsen hen mod at nå mine mål.

Stenbideren er nok mest kendt for sin rogn, og den har også status som en forårsbebuder, for dens ankomst i det tidlige forår, når altid mediernes nyhedsspalter. Den plumpe fisk kan på ingen måde kaldes en sportsfisk, og det er nok de færreste, der har overvejet at fiske målrettet efter den.

Når man godt kan lide at fange forskellige arter, er man på et tidspunkt begyndt at interessere sig for, hvor og hvordan man fanger en stenbider. De første fangster af stenbider hørte jeg om for tyve år siden (og fiskene var fanget fem-ti år før det). Min gode ven Thorke Østergaard havde fanget tre stenbidere, og det var en mindre åbenbaring for mig om, at det rent faktisk kunne lade sig gøre.

Så vidt jeg husker var de to af fiskene fanget ved Thorsminde, og den sidste blev taget i Vejle Fjord. Fiskene fra Thorsminde havde han spottet og simpelthen fisket en orm foran hovedet på dem. I Vejle Fjord havde fisken hugget på et blink.

I de efterfølgende mange år var stenbideren mere en drøm end noget, jeg aktivt gjorde nogle forsøg på at finde og fange. Fisketiden blev i stedet brugt på jagten af forskellige arter i udlandet og herhjemme.

Jagten går ind på stenbideren

Sammen med Michael Timm forsøgte jeg nogle gange om foråret i Kerteminde Havn, hvor Michael havde set stenbidere under dyk. Pludselig en dag ringede min kammerat Michael Sørensen til mig og fortalte, at han havde set en stenbider svømme rundt i Odense Havn.

Sammen med Michael Sørensen og Michael Timm begyndte jeg nu at besøge havnen regelmæssigt i håbet om at fange en stenbider på fiskestang. Omtrent på samme tid dukkede der et blogindlæg op fra Frank Næsager Sjøgreen (kendt fra Fangstgaranti/Frankfisker.dk) med fangsten af to stenbidere fra Randers Havn. Frank havde fanget fiskene ved at servere en regnorm fisket foran fiskene.

På havnen faldt vi i snak med andre lystfiskere, der fiskede her tit, og de kunne berette om fangster af stenbidere hvert år. Typisk blev de fanget på sildeforfang under fiskeri efter sild. Nogle gange blev de taget på et sildeforfang fisket passivt lige over bunden (på otte meters dybde).

En kold dag i starten af april 2015 var Michael Timm og jeg taget på havnen. Vi fiskede efter sild, men lurede selvfølgelig på, om vi kunne spotte en stenbider. Der var mange folk, der forsøgte sig efter sild denne dag. Tæt på os fiskede tre generationer af en familie. Kulden blev for meget for en af drengene, så han firede sit sildeforfang til bunden og lagde sin fiskestang fra sig på havnekajen og satte sig ind i deres bil.

Da han lidt efter trådte ud af bilen, hoppede hans stangspids op og ned. Forfanget blev halet ind og en stor stenbider kom til syne i overfladen. Hele familien stødte til, og de så ingen anden udvej end at prøve at hale fisken op i linen.

Michael og jeg fik dem stoppet i deres forehavende og hjalp dem med at lande fisken med vores medbragte dropnet. HOLD NU OP EN FISK! Kulsoen, som stenbiderhunnen kaldes, var tromletyk og lignede en fodbold, der var ved at eksplodere. Fisken vejede over tre kilo…

Under min research af hvordan man fanger stenbider på fiskestang, stødte jeg på en del norske fangster. Her spottes fiskene i havnene, og de fanges ved at servere en agn lige i hovedet på den.

På de efterfølgende ture til Odense Havn så jeg en gang imellem en stenbider komme svømmende, men fik aldrig muligheden for at placere en agn foran fiskene. Taktikken blev simpelthen at fiske passivt med et par stænger monteret med sildeforfang. En tredje stang var rigget til med en enkeltkrog agnet med en regnorm. Denne stang stod klar i tilfælde af at en stenbider blev spottet.

Ifølge mine optegnelser fiskede jeg i havnen mellem seks og otte gange hvert forår de kommende år. Det var ture på mellem en og to timers varighed. Hver gang var det ”blindfiskeri” med passivt fiskende sildeforfang og et UL set up med små jigs.

Stenbideren er inde for at gyde, og når hunnen har lagt sine æg, bliver hannen og vogter over disse. Min tanke var, at jeg med en lille rød/brun jig kunne tirre en stenbider til hug. Jeg så en stenbider i ny og næ, men ikke nogen, jeg kunne fiske til. Det blev til et enkelt lille eksemplar, der blev fejlkroget på jiggen, men den talte jo ikke.

Lidt rundspørgen blandt lystfiskere jeg kender afslørede, at de havde spottet stenbidere under vadefiskeri efter havørred i Odense Fjord og Vejle Fjord. I 2020 ledte jeg efter stenbidere i Odense Fjord ved at vade rundt med en vandkikkert. Det blev også til en tur på Vejle Fjord i kajak – også bevæbnet med en vandkikkert. Jeg besøgte også Odense Havn og et par andre fynske havne i de mørke timer for at se, om jeg kunne spotte nogle fisk med en kraftig lygte. Alle forsøg var endnu engang frugtesløse.

En dag her i foråret 2021 dukkede der et billede op på Facebook med en fangst af en stenbider. Fangeren var Jørn Nordahl (der driver hjemmesiden ulfisk.com), og han lavede et blogindlæg om fangsten på sin hjemmeside. Fangstlokaliteten blev hurtigt genkendt og i ugen der kom, blev der rapporteret fangster fra andre ivrige artsjægere.

Til sidst kunne jeg ikke sidde disse fangster overhørig, så jeg planlagde en feriedag og tog en god køretur nordpå. Jeg mødtes med min gode fiskebuddy Martin Bech Pedersen, der havde lovet at agere guide og som stort set garanterede mig fangsten af min første stenbider.

Stenbidere på spottet

Martin viser mig hen til et sted, hvor han et par dage forinden har fanget en stenbider. En fangst det ikke tog ham mange minutter at få i hus. Det står hurtigt klart, at vandet her har et meget bedre sigt, end hvad jeg er vant til i Odense.

Stenbiderne sidder ofte suget fast på den lodrette kajvæg, ca. en meter under overfladen, forklarer Martin. Jeg går en tur den vej og kigger, siger han og peger. Jeg ifører mig polaroid solbriller og kigger ud over kajkanten. Tyve meter fra udgangspunktet spotter jeg de to første stenbidere. Det er en han og en hun, der kommer svømmende.

Stangen er monteret med en enkeltkrog størrelse 6, som er agnet med to regnorme. Jeg forfølger fiskene og forsøger at fiske til dem, men de svømmer blot væk. Den næste halve time fisker jeg til flere fisk, men det er alle fisk, der svømmer rundt, og de ænser ikke agnen.

Vi beslutter os for at prøve nogle andre steder på havnen, men det blæser kraftigt, og de andre steder er det ikke muligt at spotte fisk. Derfor tager vi en runde to på det første spot, som ligger godt i læ. Martin kalder på mig, da han har spottet en fisk, der står en meter nede under en træbro. Fisken står stille i vandet og kigger op mod overfladen.

Jeg får sænket krogen med regnormen ned foran fisken, og den skal bare flytte sig en centimeter og åbne munden. Fisken bliver bare stående lidt og derefter lader den sig synke mod bunden. FANDENS OSSE!

Tyve meter derfra spotter Martin endnu en fisk og før nævnte scenarie gentager sig. Efter lidt tid er den første stenbider atter på plads en meter under overfladen. Endnu engang forsøger jeg at lokke den til at nappe en regnorm, og endnu engang stikker den af ned i dybet.

Den efterfølgende halve time fisker jeg på skift til de to fisk, og hver gang forsvinder de, for at dukke op samme sted igen lidt efter. For nylig var de nemme at fange siger Martin, men de virker sky efter det fiskepres, de har været udsat for.

Det er første gang jeg nogensinde ser så mange stenbidere på et så afgrænset område, og samtidigt første gang jeg ser dem stå stille, så der kan fiskes til dem. Martin og jeg bliver enige om at give fiskene nogle timers pause, og så give dem et forsøg igen senere på dagen.

Sidst på eftermiddagen er vi på plads igen. Stenbideren står under træbroen præcist hvor vi ”efterlod” den. Denne gang agner jeg op med et lille stykke musling, for fiskene har åbenbart dårlige erfaringer med regnorm, der danser foran øjnene på dem.

Krogen med muslingen fires ned til fisken. En stenbider ser ikke særlig klog ud og denne står stille i vandet og kigger dumt på agnen i ti sekunder. Så flytter den på sig, åbner munden og inhalerer agnen. Tilslag og ”fighten” er i gang.

Det vil være en overdrivelse at sige at en stenbider kæmper godt. Den plasker lidt rundt, mens jeg kalder på Martin. Han kommer tililende med nettet og lander sikkert fisken for mig. Efter en highfive og et fangstkram, laver vi en hurtig fotoseance inden fisken genudsættes.

Så lykkedes det endelig at fange min første stenbider, og det er fedt at dele oplevelsen med en god fiskekammerat, der mindst er lige så glad for fangsten, som jeg er. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timer jeg potentielt skulle have brugt for at være heldig at fange en stenbider, de andre steder jeg tidligere har forsøgt mig.

En Danmarks Rekord!

For halvanden uge siden nappede jeg endnu en fridag, og denne gang startede turen ved høfderne ved Agger i Thy.
Et par kraftige stænger monteres med surfforfang og tunge lodder. Krogene agnes med sandorm, og forfangene kastes ud mod den smukke solnedgang.

Mørket falder hurtigt på, og ved det første agntjek kan jeg konstatere, at samtlige kroge er blevet støvsuget for orm. Det er formentligt krabber, der er på spil. Der agnes med friske orm, og forfangene lægges ud igen. Endnu engang forsvinder ormene, så da jeg for tredje gang kaster ud, er jeg mere opmærksom på stængerne.

Kort før midnat registrerer jeg et hug. Efter det obligatoriske tilslag spinner jeg linen ind, og der er tydeligvis et eller andet for enden af linen. Linen eller forfanget sætter sig fast i tangen på en af de store sten på høften, og det er umuligt at lirke det fri.

I mørket må jeg forsigtigt kravle ned over de store sten og orientere mig i pandelampens skær. Efter nogle anstrengelser lykkes det at få forfanget fri, og på en af krogene sidder der en lille fisk. Det er en havkvabbe af en slags.

Tydeligvis det første eksemplar jeg har fanget, men fangsten er ikke sikret endnu. På turen tilbage over stenene er jeg hele tiden nervøs for at fisken skal ryge af krogen. Med fast grund under fødderne kan jeg endelig juble over tilføjelsen af en ny art til listen, nemlig en femtrådet havkvabbe.

En tur på målebåndet afslører at fisken måler 25,5 cm og derfor er ny potentiel Danmarks Rekord på Mikrolisten (Fisken blev godkendt som Dansk Rekord d. 7. maj 2021).

På hjemturen næste aften bliver der tid til lidt fiskeri i Lillebælt på et spot længere sydpå, end hvor vi plejer at fiske. Det er vadefiskeri, hvor man går og kigger ned i vandet gennem et tungevindue (en forstørret vandkikkert), og fisker til de fisk man spotter.

I starten ser jeg mange kutlinger, men dem vil jeg ikke bruge tid på. Så spotter jeg en tangspræl, men da jeg får agnet en lille krog op med sandorm, kan jeg ikke finde fisken igen.

På vejen tilbage over strækket støder jeg på en tangsnarre, og den skal naturligvis have et forsøg, da den mangler på mit arts CV. Ved to tidligere lejligheder har jeg fået en tangsnarre til at hugge, men det er ikke tidligere lykkes mig at fange en.

Tanago krogen bliver agnet med et lille fragment af en sandorm, og dette sænkes ned foran fisken. Først virker fisken uinteresseret, men så skyder den frem og napper agnen. Nogle gange kan man fiske til en mikroart i lang tid, hvor de ingen ting vil, og andre gange er det bare ualmindeligt nemt at fange fisk med selv små munde.

På falderebet af turen spotter jeg en lille panserulk. Siden Brian Kristensen fangede en panserulk sidste efterår, mens vi lavede en film om mikrofiskeri, har Brian og mine andre fiskevenner landet en del panserulke.

De få gange jeg har stødt på dem, har de fleste stukket af fra min agn. En enkelt huggede, men røg af krogen i overfladen, og en anden blev skræmt og svømmede ind i agnen og blev kroget i finnen.

Denne fisk lader sig ikke skræmme af det lille stykke sandorm, jeg præsenterer foran den. Det er svært at vurdere om fisken har bidt på krogen, men jeg giver den et lille øjeblik inden jeg hæver stangen. Heldigvis løfter panserulken sig fra bunden, og årets fjerde nye art er en realitet for mig.

Jagter du din første havørred eller har du brug for lidt tips og tricks til at fange flere havørreder? Så se med i denne film! Husk at abonnere på Specineers YouTube Kanal!