Polarekspedition på den fynske østkyst

Glem alt om slædehunde, isbjerge og isbjørne for overskriften skal ikke tages helt bogstaveligt! Men en lang dag på kysten i to grader varmt vand får hurtigt tankerne mod arktiske egne, og det som kendetegner disse.

Ulrik og jeg har begge taget en fridag fra jobbet og har sat hinanden i stævne til en havørredekspedition på den fynske østkyst. Det er en smuk vinterdag med solskin fra morgenstunden, men alligevel er det hundekoldt. Det bliver svært i dag siger Ulrik. Vi skal nok ikke sætte næsen op efter det vilde havørred bonanza supplerer han, mens vi nyder en kop kaffe på vej mod den første fiskeplads.

Der bliver da fanget lidt fisk, forsøger jeg mig – det har jeg da set i Facebook gruppen ”Havørredfiskeri på Fyn”. Men bliver straks skudt ned af Ulriks statistiske betragtninger. Tre fisk fanget på én dag og der har været flere hundrede ude og fiske… Det giver ikke særlig gode odds griner han. Vores bedste skud er, når vandet falder ud på eftermiddagen spår Ulrik. Er vi heldige oplever vi måske en kort hugperiode på ti minutters varighed på det faldende vand.

UL taktikken må droppes

I februar udgaven af Fisk & Fri kunne du læse en artikel af undertegnede omhandlende havørredfiskeri på Fyn om vinteren. Artiklen er bygget op om inputs fra de fire dygtige og erfarne fynske havørredfiskere Peer Petersen, Chris Halling, Jack Schultz og Ulrik Jeppesen. De nævner alle at havørredfiskeri, når det er koldt, kan være svært, men det er dog ikke umuligt.

I dag er jeg ude med netop Ulrik og er spændt på, om vi kan få en vinterfisk på land. Drømmen er selvfølgelig at fange en stor fed blank overspringer, men det er nok mere realistisk at rende ind i nogle små grønlændere. Overspringerne er en flidspræmie eller en utrolig heldig jackpot. Men dermed ikke sagt, at de er et uopnåeligt mål. Den rette plads, de rette forhold og benhårdt arbejde er grundlaget for succes.

Vi starter ud på Kerteminde kanten, og Ulrik rigger sit UL grej til med et mikro bombarda og en Polar Magnus flue. Under udpakningen af mit eget UL grej kan jeg skuffet konstatere, at topøjet på stangen er defekt. Heldigvis har jeg min almindelige kyststang med, og derfor rigger jeg denne op. Der er ikke behov for lange kast på pladsen, så jeg holder mig til min oprindelige plan med at eksperimentere lidt i dag. I stedet for at benytte et bombardaflåd, vil jeg benytte et såkaldt glasvægt som kendes fra put & take fiskeri. Det ligner et aflangt gennemløbsbly, der bare er lavet i glas. Hovedlinen trækkes igennem glasset, der fæstnes i begge ender af små flådstop. En lille svirvel mellem hovedline og fluocarbon forfanget på ca. 70 centimer fuldender montagen. Tanken er, at glasvægten er stort set usynlig i vandet, og at jeg derfor kan bruge meget kortere forfang end ved brug af bombardaflåd.

Med lånte fjer

Du må gerne låne en af mine fluer tilbyder Ulrik elskværdigt, mens han galant åbner sin flueæske. En mængde Polar Magnus ligger lit de parade i æskens skum og gør sig til, men mit valg falder på en, der skiller sig lidt ud. Den der har fanget mange fisk og den er temmelig smadret, fortæller Ulrik og følger alvorligt op: Den må du ikke miste. Så napper jeg en anden skynder jeg mig at sige. Det kan der ikke være tale om forsikrer en grinende Ulrik.

Solen skinner og det er helt forårsagtigt. I hvert fald oven vandet, for Ulrik tager temperaturen på vandet og her er det i den grad vinteragtigt. To grader celsius! Der skal nok være fisk derude, siger Ulrik, men vi skal ikke forvente, at de vil noget som helst. Ulrik har vel hvad man kan kalde en akademisk tilgang til havørredfiskeriet. Det skal forstås på den måde, at han kigger meget på de faktorer, der spiller ind i forhold til, hvor fiskene bør opholde sig og ikke mindst de faktorer der afgør, om fiskene er i hugget. Fiskens biologi og osmose, vandets salinitet og vandtemperaturer er ting, som det godt kan betale sig at sætte sig ind i. Forstår man havørreden og lærer at ”tænke” som en havørred, så optimerer man sine chancer for at få den i tale markant. Samtidig kan man også undgå at spilde mange timer under kedelige vejr forhold, hvis succes i fiskeriet står højt for én.

Min montage med glasvægten driller lidt i vinden og ofte slår linen op. Der står ”slow” på det syv gram tunge glas, og det er helt perfekt, at det synker langsomt, for så kan jeg fiske fluen langsomt ind. Men virkeligheden er en helt anden, for glasset synker temmelig hurtigt synes jeg. Vi fisker pladsen af uden at have nogle kontakter, og efter en hurtig rådslagning beslutter vi os for at prøve en plads mere i nærheden. Den giver heller ikke noget og vi sætter kursen mod en plads syd for Nyborg.

Pladsen fiskes godt igennem, men ingen af os ser eller mærker fisk. Vi beslutter os for at tage en plads mere inden vi afblæser ekspeditionen. Ulrik nævner en plads længere syd på som en mulighed. Jeg foreslår at give Slipshavn et skud. En klassisk vinterplads der ofte holder fisk. Typisk mindre fisk, men det er også et af de steder, hvor man har mulighed for at rende ind i stimer af undslupne regnbueørreder. Valget falder på Slipshavn, og et af de afgørende argumenter er, at det er så dejligt mageligt at man nærmest bare kan stå ud af bilen og starte fiskeriet med det samme på denne plads.

Ihærdighed belønnes!

Vi fordeler os i bugten og efter ganske få kast lyder der en række høje eder fra Ulrik. Jeg havde hug to gange i træk råber han. Tror det var en regnbue – den har nok vejet omkring fire kilo! Wow! tænker jeg. Er der én fisk, så er der flere, og er de i hugget, så kan det her blive godt. Jeg fisker mig over mod Ulrik, og undervejs kommer der flere ærgerlige udbryd fra ham. De et godt forsigtige, siger han, da jeg er så tæt på, at han ikke behøver at råbe. Den næste fisk, der hugger, er knap så forsigtig, og Ulrik får timet sit tilslag perfekt. En smuk lille havørred lige over målet bliver hurtigt afkroget i vandet, og straks er fluen kastet ud igen. Ulrik har flere kontakter, inden endnu en fisk bliver siddende på krogen. Denne gang en ørred der lige er en anelse større end den sidste. Det må være en pæn stor stime, siger Ulrik. Vi fisker tæt på hinanden, men min flue virker de ligeglade med.

Men så længe agnen er i vandet, er der mulighed for fisk, og pludselig falder hugget. Det står hurtigt klart, at det ikke er en lille havørred, og straks glemmes de kolde fødder og fingre. Fisken kæmper godt og tager nogle fine udløb. Da den plasker rundt i overfladen i forsøget på at slippe fri, bekræfter dens lyserøde side, at det er en regnbueørred, der sidder for enden af linen.

Ulrik netter fisken, og vi er glade for at der er kommet fisk på land og tilmed en fin fisk på små to kilo. Mens jeg får aflivet fisken, napper Ulrik en havørred mere, og denne bliver dagens største for ham.

Nu er fingre og fødder så mærkede af temperaturen, at vi beslutter os for at kalde det for en dag. Grejet rigges af og Ulrik forærer mig den lånte flue. Nu har du fanget fisk på den, og så kan jeg ikke, siger han højtideligt. Om det er gas eller sagt i ramme alvor er svært at blive klog på, men jeg sværger til det første. Termokanderne vrides for de sidste dråber og bilens varmeapparat skrues op på max. Således forløste og forfrosne begiver vi os hjemad i dagens sidste lys.

>>>> Følg Specineers.dk på Facebook >>>>

Læs flere artikler om havørredfiskeri her