Cold Flats Seatrouting

Det er med store forventninger, jeg har set frem til dagens fisketur. Selvom jeg efterhånden har fyrre år på bagen som lystfisker, så er vinterfiskeri efter havørred en disciplin, som jeg ikke har gjort meget ud af i tidens løb. Efter at have skrevet flere artikler om Chris Halling og hans havørredfiskeri, er jeg blevet overbevist om, at vinterfiskeriet kan byde på vilde fiskeoplevelser, og sådan nogle går jeg helt sikkert ikke glip af.

I slutningen af januar måned 2018 havde jeg min første vintertur med Chris, hvor han introducerede mig til fiskeriet i sumphullerne. Den dag blæste det halvanden pelikan plus det løse, og vandet var plumret helt til. Forholdene var nærmest umulige, og vi trak således en kold nulbon den dag. Chris lovede mig en revanche, og den forsøger vi os så med i dag, hvor vintersæsonen for alvor er ved at starte igen.

Det er stadig mørkt, da jeg parkerer bilen på det aftalte mødested. Chris og Per har allerede rigget til, så de napper sig en kop kaffe, mens jeg får iført mig waders og får grejet pakket ud De fortæller, at de fiskede her i går, og at det gav fint med fisk. Pers søn, Marius, der også var med, fangede otte havørreder inklusive turens største, en tyk blankfisk på 58 centimeter. Han gjorde det så godt, at han ikke fik lov til at komme med i dag, joker de to morgenfriske fluefiskere.

Rørskoven i vandkanten kendetegner fiskepladserne med mudderbund – de såkaldte sumphuller.

Per havde også en god dag med en blank fisk på 51 centimeter på toppen. Jeg pjattede kun med mindre fisk i går, siger Chris, men det har jeg tænkt mig at ændre på i dag, fortsætter han, inden han tømmer kaffekoppen. Det er gode bulletiner at starte årets sidste fisketur på, og mine forventninger stiger lige en tand mere.

Vi laver en lille camp i rørskoven, hvor rygsækkene med termokander og forfriskninger sættes. Vi splitter os op, så vi kan få afsøgt et større område og se, om vi kan lokalisere fiskene, for de har det med at koncentrere sig forskellige steder. Per fisker den ene vej, og Chris og jeg følges ad den anden vej.

Mit første møde med mudderbunden i sumphullet faldt ikke så heldigt ud. Lad os bare konstatere, at det ikke var kærlighed ved første blik eller snarere skridt. Det at synke ned i mudderbunden til anklerne ved hvert skridt var noget af et chok, og det resulterede da også i, at jeg i et øjebliks panik mistede balancen og fik en ufrivillig vandgang. Chris måtte støde til og ”redde” mig ved den lejlighed.

Det er de små blanke havørreder der er klart i overtal hen over vinteren.

I mudder til anklerne

I dag er jeg mentalt bedre forberedt på, hvad der venter mig, så derfor kan jeg fiske mere afslappet. De to andre går og fisker med fluegrejet, men jeg har valgt at rigge en spinnestang til med bombarda og flue. Som urutineret fluefisker har jeg ikke lyst til både at kæmpe med fluegrejet og med at holde balancen i det bløde underlag.

Vi vader på den måde, at jeg holder mig på lidt fastere grund, mens Chris går over de blødere områder. Det falder godt i tråd med, at jeg har længere rækkevidde med bombardaen, end han har med fluegrejet. Men i princippet har kastelængde intet at sige, for fiskene trækker rundt over det hele.

Dagen før kom der, ifølge mine to medfiskere, først gang i fiskene lidt op ad formiddagen, men her til morgen har Chris hurtigt tre kontakter. Fiskene hugger meget forsigtigt, og han har sit eget begreb for denne adfærd, som han kalder smølfehug. Efter en lille halv times fiskeri er der en fisk, der bliver hængende, og den lille grønlænder kommer nærmest op og plane på vandoverfladen i Chris´ tilslag.

Chris med dagens første fisk.

Chris misser yderlige et par fisk, før han lander endnu en lille blankfisk. Selvom vi fisker med samme fluemønster, så lader det kun til, at det er hans Polar Magnus fiskene vil have. Den næste fisk, der napper Chris´flue, er tydeligvis en lidt større fisk, for den får han ikke bare lige hevet ind.

Så har fisken overgivet sig!

Fisken kæmper ivrigt for sit liv, og da vi får det første syn af den i overfladen, kan vi se, at det ikke er en blank fisk. Da den endelig kapitulerer, kan vi konstatere, at det er en nedfaldsfisk, altså en fisk der er kommet retur fra gydning i åen.

Turens første nedfaldsfisk.

Vi napper et hurtigt billede, og så slipper havørreden med skrækken og kan fortsætte sin jagt på at få noget sul på kroppen. Nu har Chris landet flere fisk, og jeg har kun mærket et par små stød i linen, der med lidt god vilje kan karakteriseres som kontakter. Jeg fisker ufortrødent videre, for der er mange fisk på pladsen, og det kan jo være, at jeg er ved at ”sparre op” til en større fisk.

I det fjerne kan vi se Per, og han bevæger sig nærmest ikke ud af flækken. Det ligner ikke ham at fiske så langsomt, fortæller Chris. Han må have ramt ind i en ordentlig omgang fisk, konkluderer han. Vi beslutter os for at fiske hen mod Per, for at høre om han har gang i fiskene og for at foreslå en kaffepause.

Undervejs er der endelig en fisk, der forbarmer sig over min flue, og hugget falder hårdt og kontant. Det er tydeligvis ikke en lille grønlænder, for den tager flere gode udløb inden jeg til sidst har den ved hånden. Det er endnu en nedgænger, og denne måler små tres centimeter. Det er en slank fisk, der har smidt en stor del af dens kampvægt under den overståede gydning.

Så var der endelig bud efter min flue.

Kolde flats

Vi går og fisker over knæ- og ankeldybt vand. Det minder mig om de store flats på Bahamas, dagdrømmer Chris. I januar måned oplever jeg sværmninger af børsteorm på denne plads. Det er en lille brun børsteorm, der sværmer lige over bunden. Havørrederne står nærmest på hovedet for at æde dem, og kan have halerne over vandet på det lave vand, fortæller Chris. Det ligner nærmest bonefish, der æder små krabber i troperne, og vi drager en parallel mellem de to typer fiskeri. Derfor bliver vi enige om, at det her må være cold flats seatrouting, for det lyder lidt mere cool end vinterfiskeri efter havørred i sumphullerne.

En større fisk har nappet den Polar Magnus som Chris fisker med.

Lidt efter får Chris et kontant hug, og fisken går fri af vandet flere gange i høje spring, mens jeg kæmper med at finde kameraet frem. Luftturene er vel overstået, da jeg endelig er klar til at forevige øjeblikket. Vi fik set fiskens proportioner, da den udfordrede tyngdekraften, og det er en stor fisk. Fisken farer rundt, snart er den til den ene side og i næste nu til den anden, og smilet på Chris´ ansigt bliver bredere og bredere.

Da fisken har kæmpet færdig, måler vi den til 68 centimer og tager et billede, inden den atter får friheden. Et par måneder mere inde i dette spisekammer, så kan denne fisk blive en fantastisk genfangst, smiler Chris. Så snart vi får en lille periode med frost, så finder de store blanke overspringere også herind, og så bliver det for alvor sjovt, fortæller Chris.

Dagens største fisk der selvfølgelig fik friheden igen. Om nogle måneder er dette en sand drømmefisk!

Per har rigtigt nok haft et vildt bonanza fiskeri. Det er helt vildt siger han. De fleste fisk er små, men en enkelt er over mindstemålet. Det var så vildt, at jeg skiftede flue for at fange lidt mindre, fortæller Per. Chris og jeg griner lidt af den kommentar, for der er ingen af os der nogensinde har oplevet at fange så mange fisk, at vi har overvejet at skifte agn for at fange mindre.

Ny flue på forfanget

Vi fisker alle tre med fluen Polar Magnus, men fronthacklet på deres fluer er mere hidsig i farven end det på min. Spørgsmålet er, om det er denne lille faktor, der gør forskellen i antallet af kontakter med fisk. Tilbage i campen drikker vi en kop kaffe, og jeg beslutter mig for at skifte over til en lille pink flue. Per har en anden aftale, så han takker af for i dag og kører hjem.

Polar Magnus hvor fronthacklet er i to forskellige farvenuancer. Dette kan gøre en stor forskel!

Chris og jeg tager samme tur igen, og hurtigt fanger jeg en lille blank fisk. Det er åbenbart ikke en dårlig ide at få en flue med lidt skarpere farver på forfanget. Vi fisker hen mod den plads Per fiskede på om formiddagen, og tager os god tid, så pladsen lige kan få lidt ro, inden vi kommer derhen. Der sker ikke meget på vejen, og det er først, da vi er forbi det stræk vi tidligere har fisket, at der begynder at ske noget.

Et agnskifte gjorde udfaldet.

Flere gange ser Chris trykbølger fra fisk, der følger efter hans flue og flere gange hugger de et par gange, inden de bliver hængende. Nu er jeg også kommet med i kampen og fanger inden for få kast et par smukke små blankfisk. Chris fortsætter sin gode stime med fisk og bliver ved med at have hug.

Der er godt gang i de små grønlændere.

Nøjagtigt som metrologerne har forudsagt det, begynder det at regne ud på eftermiddagen. Det er en mild vinterdag, og jeg har ikke følt behov for at benytte handsker. Men regnen i samspil med afkrogningen af flere fisk i vandet gør, at kulden efterhånden trænger ind under huden.
Jeg fanger yderligere et par små havørreder, inden Chris slutter årets sidste fisketur af med en god fisk. Den er lige oppe og vende i overfladen efter hugget, og på lang afstand ligner det nærmest en stor bækørred med den gyldne bug.

En havørred i gydedragt ligner til forveksling en bækørred.

Det er selvfølgelig en havørred, der stadig er i sin gydedragt, og det er en flot fisk at slutte året af med. Vintersæsonen er først lige skudt i gang, og der venter mange gode fiskestunder i sumphullerne. Selvom jeg ikke bryder mig sønderligt om kulde, så glæder jeg mig til, at vi får en periode med frost, så vi kan få sat lidt skub i de store overspringere. Mit nytårsforsæt kan passende blive, at der skal en stor fed overspringer på land i 2019.

>>>> Følg Specineers.dk på Facebook >>>>

Chris med årets sidste fisk.

>>> Læs flere havørredartikler her >>>