Specineers

Microblink på kysten – Hvornår og hvordan?

Af Ulrik Jeppesen

Det er som om udviklingen af dansk spinnefiskeri på kysten er gået lidt i stå. Allerede eksisterende koncepter og agntyper bliver finpudset en lille smule, men ellers er der ikke de store revolutioner at spore. Efter vi kystfiskere fik bombardaen, gennemløberne, de 3D-printede agn og de duftende softbaits, synes vi ikke at mangle noget. Der er simpelthen agn til enhver situation.

Den opfattelse deler jeg imidlertid ikke. Jeg oplever stadig situationer, hvor mit ellers heftige arsenal af agn og teknikker, ikke slår til. Det er nogle af disse situationer, der danner baggrund for nærværende artikel. Situationer, hvor fiskene er mere end almindeligt svære, og hvor forholdende gør, at der må tænkes i alternative, men alligevel bestemte baner.

Vinterfiskeri i iskoldt vand er fluefiskeriets domæne, men her hører mikroblinkene afgjort også til…

Når microblink får æren af at være hovedpersoner i en hel artikel, er det ikke fordi de er smarte eller sjove at fiske med. Det er simpelthen fordi de ofte er svaret på de allersværeste situationer. Selvom microblinkene kan være virkelig effektive på kysten, er der ikke mange der dyrker dette fiskeri. Som følge heraf, findes der meget lidt litteratur og – i det hele taget – generel erfaring vedrørende emnet. Det er denne omstændighed, min artikel søger at råde bod på. Jeg vil derfor forsøge at besvare de to mest grundlæggende spørgsmål: ”Hvornår?” og ”hvordan?”.

Microblink er specialagn

Lad mig med det samme afsløre, at der ikke sidder et microblink for enden af min line hele året og i alle slags situationer. For mig tilhører de små blink kategorien ”specialagn”, dvs. agn der kun i særlige situationer er det bedste at fiske med. I modsætning hertil, henviser kategorien ”opsøgningsagn” til agn, der virker godt på tværs af årstider og situationer. I en senere artikel vil jeg komme nærmere ind på disse forskellige kategorier af agn, men lige nu er ovenstående beskrivelser tilstrækkelige.

Her ses de microblink Ulrik primært bruger til havørredfiskeriet

Microblink er således kun effektive i situationer, hvor de konventionelle havørredagns egenskaber er uhensigtsmæssige. Det drejer sig især om agnens størrelse og bevægemønster. Microblink har nemlig helt særlige karakteristika, som adskiller dem markant fra alle andre agn. De er udviklede til put’n take fiskeri efter opdrættede ørredarter, som foretrækker noget helt andet end vilde havørreder. Microblinkenes karakteristika kan sammenfattes i følgende overskrifter:

• De vejer efter min kategorisering mellem 0,5 og 5 g.
• De bevæger sig vuggende, eventuelt let sitrende i et fast og forudsigeligt
mønster.
• De fisker bedst – eller kun – ved et meget langsomt indspinningstempo.
• De synker utroligt langsomt ved spinstop.

Iskoldt vand og de allersværeste ørreder

Det er en rigtig kold vinterdag. Natten har budt på tocifrede frostgrader, og på den første plads, Jack og jeg prøver, er der faktisk is på vandet. Vi finder en anden plads, hvor der er dybt vand i nærheden. Det plejer at give en højere temperatur kystnært, idet det dybe vand holder en relativ stabil temperatur og opvarmer det lave vand, når det strømmer ind med tidevandet.

Disse agn er blandt Ulriks foretrukne til havørredfiskeriet, men i de rigtig svære situationer skal der tænkes anderledes

Termometeret siger omtrent halvanden grad, hvilket efter min bog er for koldt. Især når vandet – som på denne plads – er meget saltholdigt. Havørreder, skal ligesom alle andre dyr, opretholde en relativ stabil mængde salt og vand i kroppen, for at cellerne fungerer som de skal. Saltholdigheden i saltvand er meget højere end i ørredens blod. Saltet bevæger sig naturligt fra højeste koncentration (saltvandet) mod den laveste (ørredens blod), hvilket vil medføre dehydrering samt vitale organer, der sætter ud, såfremt ørreden ikke formår at holde den indre saltholdighed stabil.

Jeg skal ikke her redegøre for de biologiske teknikaliteter i osmosereguleringen, men vil blot fremhæve, at den er en energikrævende proces. Når vandet bliver koldt, falder ørredens stofskifte, og der bliver således mindre energi til at opretholde en tilstrækkelig osmoseregulering. Reguleringen kræver nemlig en konstant mængde energi, uanset om vandet er koldt eller varmt. I meget koldt og saltholdigt vand bruger ørreden således en stor del af sin sparsomme energi på blot at opretholde saltbalancen. Formår den ikke dette, kan det have fatale konsekvenser.

Brug dine foretrukne farvekombinationer fra de konventionelle agn på de små blink også

Det hører dog til ekstremerne, at fiskene ligefrem dør af at befinde sig i det iskolde saltvand. De flygter eller bliver helt passive, mens de venter på bedre tider. Og det er præcis situationen på den plads, Jack og jeg befinder os på. Der er helt klart fisk. Mange fisk. De har klumpet sig sammen på et større plateau mellem to fredningsbælter, hvor vandet sandsynligvis er en lillebitte smule mere ferskt end i resten af området. Men fiskene har det stadig svært. De er passive og meget nervøse ved selv de mindste bevægelser i omgivelserne. Således flygter de i panik, hver gang mit blink rammer vandet.

Store trykbølger rejser sig på det lave vand og fiskene spredes for alle vinde. Jeg har ikke et hug. Jack går med fluestangen og kan langt mere diskret præsentere sin agn i flokken. Desuden fisker han med en vægtneutral flue, der synker ekstremt langsomt. Disse omstændigheder gør, at han kan parkere sin flue lige foran næsen på fiskene og ”jigge” den i mikroskopiske bevægelser. Fiskene bliver ikke skræmt, og de afmålte bevægelser i fluen får en halvmeters fra flokken til at hugge alting til trods.

Det er ikke svært at gætte hvilken af disse to agn der skræmmer sky og forsigtige fisk mindst

Microblinket fungerer som en flue

Oplevelsen har siden haft afgørende betydning for mit vinterfiskeri. Jeg er blevet meget mere opmærksom på sammenhængen mellem vandtemperatur, salinitet, fiskenes adfærd – og så den meget diskrete agnpræsentation, der ofte er behov for. Microbombarda og bittesmå fluer har i nogle år været en tilfredsstillende løsning ved mit fiskeri i koldt vand. Men heller ikke med bombarda voksede træerne ind i himlen.

Ind imellem larmer de også for meget, og fluens bevægemønster og tempo er alene bestemt af, at jeg også får banket liv i en plastikklods – bombardaen! Og det er i de sværeste situationer ikke vejen frem. Jeg vil gerne som fluefiskeren kunne præsentere min agn diskret, svævende og med mulighed for at tilføje den bittesmå bevægelser – uden alt muligt ”udenoms støj”.

Microblinket har mange af de samme egenskaber som en flue har

Den opmærksomme læser vil nu bemærke, at der er et sammenfald mellem min opstilling af microblinkenes grundegenskaber og den præsentationsmulighed, jeg efterspørger. Altså, spinnefiskeren forsynes med et agn, der kan fiskes langsomt og svævende som en flue. Dog med den klare fordel, at blinkets bevægemønster kan varieres langt mere end fluens. Nu kunne det måske lyde som om, mine overvejelser om microblinkenes ideelle egenskaber i iskoldt vand alene er teoretiske. Men to års praktisk testning på tværs af lokaliteter har formet teorierne. Microblink giver fisk, når forholdende ellers taler for en nultur.

Umulige forhold – og teknikken, der giver fisk til trods

Jeg vil ikke opstille nogle absolutte værdier, men tommelfingerreglen er, at pludselige eller vedvarende vandtemperaturer under 2 grader sætter fiskeriet i stå. Fiskeriet bliver helt umuligt, når saliniteten samtidig er høj (over 20 promille), og når der i området ikke er udsigt til indstrømning af mere ferskt vand – de såkaldte ”ferskvandslommer”.

Overspringer fra en hårdt fisket plads ved Kerteminde. Et halvanden grams Illex Native Spoon fik alligevel overtalt en mistroisk fisk

Som bonusinformation kan her nævnes, at ferskvandslommer sjældent optræder nordpå, dvs. i Odense Fjord, Kattegat, Samsø Bælt og i Lillebælt. Her er saliniteten gennemgående høj. Lommerne optræder hyppigere sydpå dvs. i den sydlige del af Storebælt, den sydfynske del af Bælthavet, Smålandsfarvandet og Østersøen. De to sidstnævnte farvande er kendt for gennemgående lav salinitet, og på Fyn opleves ferskvandslommer ofte som tilstrømning herfra. Den rammer især Langelands østkyst og Storebæltskysten syd for Nyborg.

Microblinkene kommer således i aktion, når forholdene er rigtigt svære, og når man som lystfisker oplever situationer som den, Jack og jeg havde. Eller mere generelt: Når fiskene er passive som følge af kulden. Blinkene fungerer både ved almindeligt blindfiskeri og ved decideret spotfiskeri efter sete fisk. I forhold til sidstnævnte situation, udmærker microblinkene sig ved at være så diskrete at de – lige som fluen – ikke skræmmer de ”nervøse” fisk nævneværdigt. Man kan faktisk med fordel kaste og præsentere blinket lige foran snuden på fiskene. Man skal nemlig ikke regne med, at de bevæger sig ret langt efter agnen.

Farvekombinationen hvid og pink er en klassiker til havørrederne

Min standardstrategi er at præsentere blinket så tæt på fisken som muligt og stramme linen hurtigt, men forsigtigt op. Herefter påbegyndes indspinningen, som er langsom. Meget langsomt. Husk på, at microblinkene er designet til netop dette, og de arbejder rytmisk vuggende selv ved det langsomste tempo. Spinstoppene er hyppige, og blinket står her nærmest stille i vandsøjlen. Det synker ufatteligt langsomt, og nogle modeller vugger fortsat i stoppet, mens andre går i stå. Begge egenskaber er effektive, men det er min generelle erfaring, at ingen eller bittesmå bevægelser i stoppet, er de mest effektive i meget koldt vand.

Ovenstående erfaringer gælder for brede og relativt flade microblink på 2- 3,5 g. Selv anvender jeg modellerne ”Iride” og ”Prism” fra Rapture Lures. Hvis blinket har et buk indad, har det lidt voldsommere, sitrende bevægelser, hvilket jeg ikke foretrækker. Hvis blinket er mere kompakt, synker det typisk for hurtigt og kræver højere tempo i indspinningen. Det er selvsagt heller ikke at foretrække.

Hvid, pink og sølv går man ikke fejl af til fiskeriet i koldt vand

Jeg afholder mig generelt fra at lave en masse tricks, som f.eks. jigging. Til dette fiskeri skal alle stimuli dæmpes – på nær farverne. De klassiske vinterfarver som f.eks. hvid, pink, hvid-pink, sølv-pink fungerer. Man skal her være opmærksom på, at disse havørredfarver ikke altid er nemme at få fat i. Microblink er som sagt udviklet til andre ørredarter, og kommer – set med en havørredfiskers øjne – i et væld af ubrugelige farver. Løsningen er simpel: Slib blinkene ned og giv dem selv de rigtige farver. Men vær opmærksom på ikke at tilføje mere end to-tre tynde lag spraymaling, da det ellers vil påvirke blinkets egenskaber.

Vedligeholdelsessagn

Det er en efterårsdag, og jeg lusker rundt i Helnæsbugten. Jeg har fisket adskillige hundrede meter kyst af med mit pink-hvide tre grams blink. Der har sådan set været fint med fisk på hele strækket. Mestendels grønlændere selvfølgelig, men der var faktisk også en stor blankfisk, som ikke blev hængende. Den kom susende og snuppede blinket ved mine fødder, og jeg fik på ganske urutineret vis fumlet med både tilslag og den indledende fight. Det var dømt til at gå galt. Og det gjorde det så også.

Nu har jeg næsten fisket mig retur til bilen, og opdager, at en fluefisker har indfundet sig på netop det lille stræk, jeg havde gemt til sidst. Jeg er egoistisk nok til at ærgre mig over situationen, men har ikke helt opgivet planen. Fluefiskeres aftryk på et spot er som oftest diskret, og jeg har således ikke noget imod at fiske i baghjul på en fluefisker.

Til nogle situationer fungerer Shothotten perfekt og i andre situationer skal der microblink til

Mens jeg nærmer mig fluefiskeren iagttager jeg, at han lander en fisk. Jeg holder en respektfuld afstand, men kaster selvfølgelig i mandens retning. Og smask! Der er fisk med det samme. Det er der også i næste kast… og i det næste… og i det næste.. Der er ingen tvivl om, at det her er en rigtig stor flok fisk. Sagt på godt fynsk, så skovler jeg bare ørt op.

Grønlændere, farvede fisk, overspringere. Det er helt vildt! Når hugintensiteten daler, skifter jeg blot blink, og showet fortsætter forfra. Jeg skifter således mellem tre blink. Alle sammen mellem 2,6 og 3,3 gram, men med forskellige farver. De diskrete blink i rent sølv bliver ved med at fange, når fiskene ikke længere rører det pink-hvide.

Jeg får normalt ubehagelige tics over min egen eller andre fiskeres trang til at skulle sætte antal på fangsten. Men for at underbygge min pointe om microblinks momentane overlegenhed, vil jeg her gøre en undtagelse og fortælle, at dagens resultat blev over 30 ørreder. Fiskene huggede såmænd endnu, da jeg forlod pladsen. Fluefiskeren fik i alt to fisk, mens jeg var der!

Ulrik med en havørred der huggede på microblink. Pladsen havde lige været fisket igennem af to andre fiskere

Pointen er ikke, at fluefiskeren var elendig, og at jeg var en helvedes karl. Den er heller ikke, at blink er bedre end flue. Pointen er derimod, at microblink kan noget særligt i afgrænsende situationer, som den, der opstod i Helnæsbugten. Microblink kan vedligeholde fiskeriet, når fiskene i forvejen reagerer godt på blink eller andre spinneagn for den sags skyld. Med en konventionel agn fanger du måske fire-fem fisk i sådan en stor flok. Herefter bliver fiskene mistænksomme, og du må skifte til noget andet, som giver yderligere et par fisk. Men inden længe udebliver huggene, uanset hvor mange agn og farver du prøver.

Med microblink er det anderledes. De er diskrete, men alligevel stimulerende nok til at udløse hug. Man kan sige at de er akkurat så stimulerende, at de fanger fisk – og akkurat så lidt stimulerende, at fiskene ikke med det samme gennemskuer deres farlighed. I et teoretisk perspektiv er det spørgsmål om forskellen mellem stimulus og superstimulus. Det er en historie for sig, som jeg vil reservere til en anden artikel.

Teknik og gear

Lad det være sagt med det samme: Med microblink kaster du ikke langt, og de fungerer – bortset fra om vinteren – elendigt som opsøgningsagn, dvs. agn der generelt skaber reaktion hos fiskene på tværs af steder og situationer. De fungerer derimod rigtigt godt, når der fiskes til flokke af fisk (i koldt vand), som befinder sig tæt på dig. Man anvender microblinkene, når man i forvejen ved, at der er fisk på pladsen.

Microblink fungerer perfekt til fiskeri over helt lavt vand

For at kunne præstere bare nogenlunde lange kast med blink på tre-fire gram, kræver det særligt grej – og selvfølgelig en kystplads hvor man ikke har vinden i hovedet. Almindelige kyststænger er sjældent anvendelige, idet de er for langsomme og stive. Fiskeri med microblink kræver korte og meget tynde stænger, der giver minimal luftmodstand i kastet. Kun med sådanne stænger kan man så at sige ”få fart nok på blinket ”. Stangspidsen skal være meget blød, idet en stiv spids dels absorberer blinkenes fine, små bevægelser, og dels flås de små enkeltkroge ud af fiskens mund ved tilslag.

Faktisk skal man vænne sig til ikke at give et decideret tilslag. Når fisken tager blinket, følger den bløde spids med, og man strammer op i fisken med et par hurtige omgange på hjulet, når man mærker dens tyngde i klingen. Grundet den bløde spids, mærker fisken kun begrænset modstand, og vil ikke spytte blinket i panik. Denne fremgangsmåde er svær at beskrive, men når man på ul-stangen har oplevet hugsituationen et par gange, er teknikken med opstramning nem at lære. Ofte kroger fisken sig selv, uden at man når at registrere det.

Det kan være svært at finde egnede stænger indenfor det gængse kystsortiment i butikkerne. Man må som regel vende blikket mod put’n take afdelingen. Her må man identificere stænger på syv-otte fod, som dels har den påkrævede bløde spids, og dels har tilstrækkelig rygrad og holdbarhed til at klare mosten på kysten. Det sker jo ind imellem, at man taber sin stang i stenene eller hamrer den ned i vandet.

En sky havørred lod sig friste af det lille blink

Da put-stængerne er udviklet til fiskeri i ferskvand, må man desuden undersøge om øjerne og materialet på håndtaget kan klare salt. Selv bruger jeg Gunkis ”Streetfishing” i 8 fod, og det er en stang, der på alle parametre imødekommer de beskrevne krav. Desværre har jeg hørt rygter om, at denne stang er udgået af produktion, men under alle omstændigheder kan man bruge den som reference i den lokale grejbutik.

Hjulmæssigt er hovedkravene en silkeblød gang og en ditto bremse. Det kan ikke betale sig at gå på kompromis her, for det dræber enhver fiskeglæde og -effektivitet – at stå med et hjul, der kører stramt og ”gungrende”. Microblinkene fiskes som beskrevet meget langsomt og selv små udsving i indspinningshastigheden, har stor betydning for deres bevægelsesmønster. Disse omstændigheder kræver således hjul, der kører let og lækkert, selv når omdrejningshastigheden sænkes eller hæves marginalt.

Jeg har selv en forkærlighed for Daiwas ”Magsealed” hjul, dvs. hjul som er næsten hundrede procent tætnede mod vand og skidt via magnetisk olie. De bedste af hjulene kan tabes i saltvand og rulles i sand, uden at det får nogen betydning. Mit gamle ”Certate” kører perfekt på tiende år, selvom det har fået massive prygl, er blevet paneret i sand og har været ude på en længere svømmetur i Odense Fjord.

Fletlinen skal dimensioneres ned, så den passer til de små blink. Der er som sådan ikke nogen større videnskab i det, men det er selvsagt vigtigt, at man finder en line, der hverken flosser, krøller eller generelt virker for stiv. Sådanne uheldige egenskaber vil påvirke kastelængden og blinkenes gang i vandet. En passende tykkelse er mellem 0,05 og 0,10 mm, og især ved de helt tynde liner er det vigtigt, at brudstyrken er så høj som muligt. Det er et generelt problem, at producenterne er uærlige omkring både diameteren.

Microblink er en specialagn, der kun er relevante i afgrænsede situationer. Men her virker de til gengæld også!

Jeg har oplevet liner angivet til 0,05 mm, som reelt er omkring 0,10-0,12 mm! De eneste liner, jeg har prøvet, som er præcise i angivelse af diameter og som samtidig holder i lang tid, er Gunkis ”Slide Braid” og Illex’s ”Saltwater Game”. Især Gunki linen er rasende dyr, men når man får en line hvis levetid regnes i år, så er pengene givet godt ud. Illex-linen fås mig bekendt kun ned til 0,12 mm, og det klart lige kraftigt nok. Men hvis man kun fisker med de større microblink, så er diameteren acceptabel, idet linen er meget langtkastende på grund af sin blødhed og en coating, der giver minimal friktion.

Montage af microblink

Montagen foregår helt simpelt ved at microblinket bindes direkte på fletlinen. Ikke noget med nylon- eller flourcarbonforfang her. Et forfang vil kun ødelægge blinkets bevægelsesmønster, idet vandmodstanden og overfladespændingen er for stor. For at eliminere disse omstændigheder, vil man skulle ned i en linetykkelse, hvor brudstyrken er meget lavere end fletlinen, og det giver ingen mening.

Da mine foretrukne fletliner udelukkende findes i skrigende blå og gul, maler jeg de sidste ca. to meter ned til blinket sort med en sprittusch. Jeg skal indrømme, at jeg ikke har plasket rundt i dykkerdragt eller søgt i videnskabelig litteratur for at undersøge, om en sort linefarve er mindre synlig for fiskene end andre farver. Men jeg vælger at tro, at sort trods alt falder mere naturligt i med omgivelserne under overfladen.

Ulrik farver de yderste meter af sin gule fletline sort

Det er vigtigt at bemærke, at microblink aldrig eller sjældent er monteret med en springring i det øverste øje. Blinkene er så små og lette, at en sådan vil påvirke deres gang. I stedet monteres de med snaplåse, som er bittesmå hægtelåse i tynd og let wire. De er ret skrøbelige, men holder fint til deres formål. Men det kan godt betale sig at være lidt forsigtig, når man fisker med det fine ul-grej. Stram ikke hjulets bremse alt for meget, og lad være med at fight fiskene alt for hårdt (men lad også være med at fighte dem for længe, så de stresses unødigt). Hvis man er for voldsom, opnår man som regel kun det, at de tynde enkeltkroge på blinket skærer sig gennem fiskens munddele.

Apropos kroge: De fleste blink er fra fabrikken monteret med ultratynde kroge, som er meget skarpe. De er udmærkede til at fange små regnbueørreder i de udenlandske ”Trout Areas”, som blinkene er udviklede til. Men de er jammerlige til det danske kystfiskeri. Pil dem af, og monter i stedet enkeltkroge i kraftigere wire og med et stort øje, så de bevæger sig frit på springringen. Den danske grossistvirksomhed ”Splash Danmark” er på det nærmeste specialist i grej til ul-fiskeri, og jeg er sikker på, at hvis man spørger dem til råds om kroge og andet på deres facebookside, så returnerer de et brugbart svar.

Det kan være en god ide at skifte den enkeltkrog der sidder på microblinket ud med én i en bedre kvalitet

Bombarda til de hårdt fiskede ørreder

Der er gennem de senere år kommet mange havørredfiskeri til. Det er positivt, at mange har fået øjnene op for verdens bedste fritidsaktivitet. Men vi må også erkende, at visse kystpladser er udsat for et højt fiskepres. Pladser der er let tilgængelige eller pladser, der er blevet eksponeret i medier for lystfiskeri har ofte og kontinuerligt mange besøgende. De fangstmæssige meldinger jeg får fra disse pladser, er ikke prangende. Ikke fordi at ørrederne er forsvundet eller er blevet fanget. Jeg er overbevist om, at de er der endnu. De tager bare ikke lystfiskernes agn længere.

Ørreder er ligesom alle andre dyr udstyret med tilstrækkelig kognitiv kapacitet og hukommelse til at identificere fare, og reagere hensigtsmæssig på den. Dyr, der ikke har denne basale egenskab, klarer den ikke i naturen. Således lærer ørreden relativt hurtigt, at agnene er farlige og ikke spiselige. Og hvis de dagligt præsenteres for agn i alle afskygninger, er der ikke meget, de tør tage i munden. Men med microblink har man en chance overfor de hårdt prøvede fisk. Som beskrevet ovenfor, er der med denne agn skruet gevaldigt ned for de stimuli, ørreden oplever som farlige. Og på de fleste pladser, har ørrederne endnu ikke gjort sig nogen erfaringer med microblink.

Folk er sjældent klar over hvor LAVT vand havørrederne kan træffes på!

I hvert fald har det vist sig, at man ind imellem kan overliste selv de mest mistroiske fisk med de små blink. Enten fisket som beskrevet ovenfor – eller i kombination med et bombardaflåd. Bombardaen giver en større rækkevidde på pladser, hvor fiskene ikke nødvendigvis står indenfor de 30-40 meter, man kan kaste med microblinket. Det gælder især på ”flats’ne”, dvs. større områder med samme, lave vanddybde og vegetation mange hundrede meter ud. Her er det en klar fordel at kunne afdække meget vand for at finde fiskene.

Når jeg fisker microblink på bombardaen, sker det næsten altid i kombination med en lille, vægtneutral ophængerflue. Det er nemlig ikke altid at de mistroiske ørreder vil tage blinket. Men det fungerer i det mindste som en ”attractor” dvs. det pirrer fisken i en sådan grad, at den resolut tager fluen. Fluen har den i mindre grad end spinneagn forbehold overfor. Rigget består således af knap en stanglængdes forfang efter flåddet, en kort tavs med fluen, og efter 50-60 cm kommer blinket.

Ulriks bombarda opsætning med microblink og vægtneutral ophængerflue

Jeg beskrev tidligere, at jeg aldrig anvender nylonline ned til blinket. Ved bombardafiskeri gør jeg en undtagelse. Selvom den tykke line ødelægger blinkets fine bevægelser, er det faktisk en fordel. Det er nemlig muligt at øge indspinningstempoet markant, uden at blinket begynder at snurre uhensigtsmæssigt rundt. Muligheden for at kunne øge tempoet er en fordel i de fleste situationer (på nær om vinteren) og kan uden problemer sættes op til det, man typisk vil benytte, når der kun sidder en flue på forfanget.

Det er vigtigt, at bombardaen står i en bestemt vægtmæssig relation til blinket. Jeg kan desværre ikke opstille en formel, men kan nævne, at blink på 1-1,5 g. kræver et bombarda på mindst 10 g. Ellers vil blinket trække en stor mængde line gennem flåddet i kastet. Og det medfører et sandt mareridt af kludder og klodsede kast. Jeg kan derfor ikke anbefale dig at anvende blink større end 1,8-2 g. Nogle lystfiskere klarer problematikken med at fiksere flåddet.

Bombardaflåd, microblink og flue er et godt set up når fiskene står længere ude

I ”Havørredens Hemmeligheder” nr. 7 eller 8 viser Thomas Hansenen sådan montage. Personligt vil jeg ikke undvære gennemløbsfunktionen. Et fikseret flåd skaber i min verden al for meget modstand når fisken hugger og ”tilslaget” gives. Jeg anvender desuden altid et flydende bombarda: Blinket synker trods alt hurtigere end en flue, og et intermediate eller synkende flåd, vil kun medvirke til at øge synkehastigheden. På lavt vand medfører det selvsagt behovet for at øge indspinningshastigheden. Den vil jeg selv kunne bestemme.

Jeg skal lige advare imod, at bombardafiskeri med microblink forudsætter visse uomtvistelige forholdsregler. Ellers kan man bruge stort set hele fisketuren på at vikle den ene håbløse fuglerede ud efter den anden. Jeg taler af bitter erfaring. Normalt anvender jeg aldrig bombasticks, dvs. et lille plastrør efter bombardaen, som efterfølges af perle, svirvel og forfang. Men i det aktuelle tilfælde, afhjælper det klart mange af de frustrerede øjeblikke.

Valget falder oftest på en af disse fluer når Ulrik benytter en ophængerflue foran microblinket

Disse bliver endnu færre, hvis du har en skrå fralandsvind på fiskepladsen og sørger for at fiske med vinden. Disse forhold medfører, at forfanget automatisk rettes ud i kastet. Hvis du vælger at fiske i pålandsvind, så beder du selv om det! Og det vigtigste: Sørg altid for at bremse bombardaen i luften, inden den rammer vandet. Du vil blive overrasket over, hvor tidligt du skal sætte din pegefinger på spolen for at rette forfanget ud!

Ud og prøv!

Artiklens formål var at give svar på hvornår fiskeri med microblink på kysten er relevant, samt hvordan dette gribes praktisk an. Jeg har argumenteret for, at microblinkene kan noget særligt, når vandet er meget koldt, når man vil ”plukke” flest muligt fisk fra en flok og når hårdt fiskede ørreder skal overtales.

Jeg har lavet en detaljeret beskrivelse af anvendeligt grej, opsætning og montage. Tilbage er kun ønsket om, at du som læser har fået ny inspiration til dit kystfiskeri. Jeg håber, at du har fået lyst til at prøve denne spændende og effektive disciplin indenfor ul-fiskeriet. Du er meget velkommen til at give artiklen feedback på Specineer’s facebookside. Knæk og bræk derude!

Der var minsandten en stor blankfisk også! Microblink kan altid lige trække een mere ud af flokken…

Stik Specineers.dk et Like på Facebook!