Mission: Den første havørred
Øjeblikket, hvor man fanger sin første havørred, er nok noget, der står klart i hukommelsen hos de fleste havørredfiskere. Det er en speciel fangst og er noget, man tænker tilbage på med stor glæde. Mange lystfiskere har stadig fangsten af deres første havørred til gode. Enten fordi de er nystartede ud i lystfiskeriet, eller fordi de endnu ikke har fået knækket koden på sølvtøjet.
For en lille måneds tid siden var jeg til konfirmationsfest, og her fik jeg en snak med min kærestes fætter, der hedder Nichlas. Han fortalte, at ham og hans kammerat Rasmus havde været på mange fisketure efter havørred, men desværre ikke havde fanget en endnu. Nichlas spurgte, om de måtte komme med mig på fisketur en dags tid, og for øvrigt havde de ikke nogen planer den kommende weekend…
Vi får aftalt at tage på en tur, og så går det op for mig, at der ligger et stort ansvar på mine skuldre. For Nichlas og Rasmus har store forventninger til, at de skal bryde deres stime af nulture, når de kommer på tur med mig. Jeg påtager mig rollen som ”guide”, og er nødt til at forberede mig lidt, for dagen skulle jo meget gerne byde på nogle fisk. Som allroundfisker fisker jeg også efter havørreder, men at kalde mig for havørredekspert vil være at gå for vidt. Men med dygtige havørredfiskere i vennekredsen er der ikke langt til nogen gode råd.
Store forventninger
Min kammerat Ulrik hjælper den pressede guide ved at sende sit detaljerede forslag til pladser, vi kan besøge, og hvordan de skal gribes an. Det er bare luksus! Vi er stadig tidligt i foråret og strategien er simpelthen at lokalisere fiskene på deres vandring mod de åbne kyster. Nichlas og Rasmus har primært fisket i Faaborg området, og dagens fiskeri vil også foregå her.
Kl. 6 mødes vi ved første fiskeplads og mens grejet pakkes ud, nyder vi kaffe og rundstykker med Nutella. Vi gennemgår dagens program og aftaler, at vi ser hvad der sker og justerer i planen, hvis der bliver behov for det. Nogle af pladserne kender de to gutter i forvejen. Hvis du går ned og fanger fisk der hvor vi har prøvet tidligere uden held, så bliver jeg sur, siger Nichlas. Dette er selvfølgelig sagt med et smil.
Vi er ved at være lidt frustrerede, fortæller Rasmus. På vores mange ture er det kun lykkedes at fange hornfisk. Jeg har fanget en lille havørred i åen, men den tæller ikke. Så vi har begge vores første kystørred til gode, fortsætter han. Rasmus fortæller også, at han har overvejet at hyre en guide for at komme videre med fiskeriet. Men lige nu er han glad for, at jeg gider tage med dem ud. Forventningens pres hviler nu tungere på mine skuldre.
De sidste bidder af morgenmaden fortæres, og så laver vi en forventningsafstemning. Der er rigtigt mange ting der bare ligger på rygraden hos mig, men jeg kan ikke bare tage for givet, at de kender til disse ting. Mindstemål og fredningzoner har de helt styr på og det samme gør sig gældende med begreberne grønlænder, overspringer og nedfaldsfisk. Sidstnævnte er vigtigt for mig, for det vil være surt, hvis én af dem fanger en stor nedfaldsfisk, og de ikke kan forstå, at jeg vil insistere på, at den skal genudsættes.
Hvad skal vi fiske med? er et obligatorisk spørgsmål, og vi gennemgår grejæskerne og udvælger nogle blink, der ser lovende ud. Jeg laver et ophængerrig til dem, så de kan fiske med en flue som ophænger. Tavsen med fluen bindes i en lille svirvel, som kan glide frit på hovedlinen mellem to gummistoppere. Denne montage har jeg set min fiskeven Peer Petersen bruge, når han fisker med to fluer på forfanget under bombardafiskeri.
Første fiskeplads er en lille bugt, og her skal vi fiske et tre hundrede meter langt stræk hurtigt af. Det er egentligt en ganske sund øvelse at skulle lære fra sig, for pludselig skal man tænke over de ting, man bare gør, og som man har lært over mange år. Vi fisker hurtigt pladsen igennem, og det er meget hurtigere end de selv ville have gjort. Vandet er helt klart, og der er ikke vind og bølger til at ruske det hele op. Der er efter min smag alt for stille. Der må gerne være noget gang i vandet, så fiskene er lettere at narre.
Havørredskolen
Undervejs snakker vi om de fysiske forhold, som er vigtige at holde øje med. I områder, hvor et dræn ledder ferskvand ud, er det altid værd at tage nogle ekstra kast, for særligt i den kolde tid vil ferskvandet virke som en magnet på havørreden. De har begge set videoer om havørred fiskeri på Youtube, hvor det nævnes, at det er godt at fiske, hvor der er tang og sten. Men hvorfor? Jeg forklarer på bedste vis, hvad jeg mener de skal kigge efter, og hvilke områder man skal bruge mere energi på at gennemfiske, og hvilke man bare skal hurtigt henover.
Jeg iagttager de to gutter og ser, at de nærmest konsekvent vader ud til de står i vand til livet. Det giver anledning til at forklare om badekarrene langs kysterne, og om hvordan det på mange pladser er en god ide at affiske det kystnære vand inden man vader ud. En anden iagttagelse er, at de ”overhaler” hinanden flere gange. Vi tager en snak om moral og etik ved vandet og det at udvise respekt overfor andre fiskere. De er helt klare over dette og overhaler kun hinanden, fordi de er kammerater og har en gensidig forståelse.
Ved næste plads skal vi kun affiske små 100 meter kyst, men da vi ser en fisker komme imod os, dropper vi helt at fiske denne plads. Det tredje sted på turen giver ikke noget, og vi haster videre til et nyt spot. Grejet pakkes ud på ny, og der kommer masser af spørgsmål fra Nichlas og Rasmus. Det er fedt med ”elever”, der er så opsatte på at lære en masse ting. Det er selvfølgelig nærliggende at spørge om, hvordan jeg opbevarer mine forfang mellem fisketurene, og her kan jeg vise de runde skumholdere, jeg ruller mine forfang på.
Det ligger helt indgroet i mig at man konstant skal holde øje med alle de tegn, der kan vise, at der er fisk i området. Nogle gange viser fiskene sig helt åbenlyst ved spring ud af vandet, men andre gange er det små plask eller en mørk skygge, der følger efter agnen. Jeg bruger som regel altid polaroid solbriller, så det er nemmere at se, hvad der sker under overfladen. På denne måde ser man mange fisk, som man aldrig ville lægge mærke til uden. Ser man en fisk, der følger efter agnen uden at hugge, vil et spinstop ofte udløse hugget.
Så er der fisk!
Pladsen vi fisker er kendetegnet ved store sandflader, der bliver brudt af større og mindre sandformationer. Der er ikke en vind der rører sig, og tågen omslutter os mere og mere. På et tidspunkt ser jeg en mørk skygge følge efter mit blink. Jeg stopper indspinningen i et kort øjeblik og fortsætter så igen. Denne manøvre udløser i rigtig mange tilfælde et hug fra fisken, men denne gang resulterer det i at fisken vender rundt og med stor fart svømmer retur til tangen.
Med ophidset stemme fortæller jeg de andre, at jeg lige har haft en følger. Tegn på liv i vandet giver altid lige lidt ekstra gejst, og jeg tager et kast ud mod det sted, hvor fisken forsvandt. To kast senere kommer hugget og jeg tænker ”Yes!”. I næste øjeblik tænker jeg ”Pis”, for det var de andre, der helst skulle fange fisk. Fisken gør sig mange anstrengelser for at komme fri af krogen og tager små udløb for i næste nu at plaske rundt i overfladen.
Det er en fisk på lidt over halvtreds centimeter, men den er stadig slank efter gydningen, så den kommer hurtigt retur igen efter et par hurtige fotos.
Stemningen stiger nogle grader, og Nichlas og Rasmus synes, at det har været fedt at overvære fangsten af en havørred, for det har de ikke prøvet før. Pladsen bliver herefter pisket godt igennem, og da der ikke sker mere, begynder der at falde kommentarer til guiden om, at han burde lære at holde lidt igen og lade de andre komme til.
En ny plads prøves med ny optanket optimisme. Fisken, jeg fangede på forrige plads, huggede på et Jægerblink. Dette blink er et gennemløbsblink, der roterer om sin egen akse og i den brune farve, jeg benytter, imiterer den på bedste vis en børsteorm. Endnu en gang lader jeg de andre gå foran for derved at have en chance på fiskene først. Men endnu engang er det mit blink, der er bud efter. Denne gang er det en lille havørred, der bliver befriet fra krogen uden at komme ud af vandet.
Jeg overvejer om jeg skal skjule fangsten for de to andre, men jeg er blevet luret. Det hjælper ikke på deres fiskeselvværd, men min entusiasme smitter åbenbart af, for de er helt med på at følge mit forslag om at hoppe i bilerne og prøve en plads tredive minutters kørsel væk.
Det sidste skud i bøssen
Nu må det briste eller bære tænker jeg. De to Jægerblink jeg har i grejboksen bliver monteret for enden af deres liner. Vi ser nogle sværmende børsteorm i vandet, og så er det jo helt perfekt at fiske med ”børsteormsblink”. Desværre lykkes det mig ikke at guide dem til en fisk på denne første tur sammen, men jeg bliver nødt til at høre, om de trods alt har fået noget ud af dagen.
Det har de heldigvis. Ud over at lære nogle nye fiskepladser at kende, så er de blevet meget bevidste om, hvad de skal kigge efter på pladserne. For eksempel var det her med dræn, der leder ferskvand ud nyt for dem. Vi har været meget statiske i vores fiskeri, fortæller Rasmus. På vores ture har vi prøvet én, max to steder på en dag. Faktisk har vi taget ud til én plads og er blevet der en hel dag, supplerer Nichlas. Så jeg har virkelig lært, at man måske skal rykke lidt og fiske pladserne hurtigere igennem.
Selvom det har været en god dag, så synes jeg, at jeg er noget uforløst med opgaven at lede dem til deres første havørreder. Da jeg tilbyder at tage med ud en anden dag igen, er de straks fyr og flamme, og vi aftaler at tage af sted sammen igen inden for nogle uger.
Fortsættes…
>>>> Følg Specineers.dk på Facebook >>>>
Læs flere artikler om havørredfiskeri her