Specineers

Pighvar på Vestkysten

Der går efterhånden lang tid imellem, at der dukker noget op i den danske lystfiskerverden, der revolutionerer området. Men det var netop det der skete for efterhånden ti år siden, da de første sensationelle artikler om spinnefiskeri efter pighvar på Vestkysten blev bragt i diverse fiskeblade. Interessen for denne fiskeform eksploderede nærmest, og antallet af lystfiskere, der dyrker fiskeriet efter den eftertragtede fladfisk, er på ingen måde dalet med tiden, snarere tværtimod!

Før ”pighvar-revolutionen” var Vejers-, Børsmose- og Henne Strand mest benyttet af badegæster og af folk der gik og/eller løb ture langs stranden. En gang i mellem kunne man støde på en bundsnørefisker, der med sine lange og kraftige stænger fiskede efter skrubber og isinger. Besøger man de nævnte strande i april og maj nu om dage, vil man se, at et nyt klientel har blandet sig i billedet. Kystspinnefiskerne iført waders er nu at finde i vandkanten, når vindforholdene er til det.

Ifølge de artikler man kan finde i fiskebladene og på nettet, så kommer pighvarrerne helt tæt på kysten i april og maj måned. Hen over sommeren trækker de ud på dybere vand, for så igen at komme ind i en periode i september og oktober. Dette sker på hele strækket fra Blåvand til Nymindegab ifølge de førnævnte kilder. Når man ser på kysterne længere nordpå langs Vestkysten, så ligner de mange steder til forveksling kysterne længere sydpå. Der burde vel også kunne dyrkes et målrettet pighvarfiskeri på mange af strandene på strækningen fra Nymindegab til Skagen. Man hører om sporadiske fangster af pighvar på disse stræk, men jeg skal ikke gøre mig klog på, om der er specielle forhold, der gør, at pighvarrerne ikke er til stede her i samme mængder, som de er på den sydlige del af Vestkysten.

På vej mod Vestkystens pighvarrer

Turen går vestover

De sidste par år har jeg haft en stående aftale med min kollega Søren Assersen om at tage på pighvarfiskeri, når vi kan få optimale forhold på kysten til at gå op med et hul i kalenderen. Med det stabile gode vejr i sidste halvdel af maj måned og med flere dage med østenvind, lykkes det for os i år. Vi kører fra jobbet kl. 15, og har et par timers kørsel til den udsete plads.

På turen vestover gejler vi hinanden op til det vildeste pighvar bonanza, for forholdene ser super fine ud. Pighvarren er ikke et nyt bekendtskab for mig, men der er stor plads til forbedring af min personlige rekord. Jeg fangede min første pighvar fra Glatved Strand på Djursland for omkring femten år siden og har fanget nogle stykker fra båd sidenhen. Spinnefiskeriet efter pighvar på Vestkysten har jeg prøvet tre gange, og resultatet har været et par enkelte undermålere.

Vel fremme får vi hurtigt rigget til ved parkeringspladsen og så begynder bestigningen af klitterne. Turen gennem sandet bliver hård iført waders under den brændende sol. På toppen af klitten kan vi se, at der kun er to andre fiskere at se så langt øjet rækker.

Glem alt om at vade langt ud! Fiskeriet efter pighvarrer foregår helt kystnært

Der er flere forskellige måder at rigge op på til pighvarrerne. Mange lystfiskere benytter et pater noster forfang med en enkelt ophænger tavs. På tavsen bindes et dobbelt krogsæt, som agnes med en strimmel fisk. I bundet af rigget monteres et blink eller en let pirk, som fungerer som kastevægt og attraktor. I et stykke line efter blinket monteres endnu et dobbelt krogsæt, der ligeledes agnes med en fiskebid. På de tidligere ture har jeg fisket med dette set up. Efterfølgende har jeg læst, at mange lader krogen sidde på blinket/pirken, da der er rigtig mange hvarrer, der hugger på dette. Så I dag lader jeg trekrogen sidde på blinket.

Søren og jeg fordeler os hen ad stranden med et par hundrede meter imellem os, og så fisker vi os ellers stille og roligt syd over. Det er noget sjovt fiskeri det her. Jeg har altid forbundet fiskeri på vestkysten med kraftigt surfcasting udstyr og lange kast. Men her render vi rundt med vores havørredgrej i vand til anklerne og kaster parallelt med kysten, hen over knædybt vand.

Fiskeri på Vestkysten forbindes ofte med kraftigt grej og lange kast. Så det er noget anderledes at gå rundt med almindeligt havørredgrej.

Min kammerat Peter Rødsgård fangede mange pighvarrer i 2017 sæsonen, og han har fortalt mig, at han konsekvent skiftede agn efter hver femte kast. Han benyttede sildestrimler, som blev surret godt fast på et dobbelt krogsæt ved hjælp af agnelastik. Sildestrimlerne var så hårdt snøret fast, at de gik snorlige gennem vandet, og det virkede!

Det er altid en god ide at lytte til andre og lade sig inspirere af, hvad der har virket for dem, så jeg agner op efter Peters anvisninger. Det tager dog lidt tid at agne på denne måde, så efter det første agnskifte tager jeg en beslutning om, at agnen godt kan bruges i mere end fem kast, ja faktisk i meget mere end fem kast…

Det er lige til at holde til at gå og fiske i det dejlige vejr. På et tidspunkt ser jeg tre andre fiskere komme ned til stranden og begynde deres fiskeri langt bagude. Jeg får et hug, og der følger da også en lille fisk med ind. Det viser sig at være en lille pighvar, der er fejlkroget på blinket, så den kommer hurtigt ud igen.

Efter et par timers fiskeri sætter jeg farten op, så jeg kommer på omdrejningshøjde med Søren. Han har fanget en lille skrubbe, men ellers ikke mærket noget. Vi beslutter os for at fiske os tilbage mod bilen i rask tempo. Denne gang går vi side om side og snakker, mens vi fisker. På vejen møder vi de tre fiskere og får en lille snak med dem. De har fanget en enkelt pighvar og mistet en. Jeg noterer mig, at de fisker med et forfang med et par jighaler på ophængertavserne og en stor jig i bunden.

Solen nærmer sig horisonten, og der er ikke meget koncentration tilbage i vores fiskeri. Søren tager et kast og mener, at han har kastet ind over mig. I næste nu mærker jeg en stramning af linen, men giver ikke tilslag i den tro, at det er Sørens kroge, der har fat i linen. I stedet fortsætter jeg indspinningen og så kommer der ellers en fin fisk til syne i overfladen et stykke ude. Den plasker nogle gange, og så er den væk igen.

De sidste kast tages mens solen går ned over Vesterhavet

Vi har begge hørt, at hvis man først har kontakt med en pighvar, så skal man bare give den gas med fiskeriet, for ofte kan man opleve en god hugperiode af en halv times varighed. Den næste halve time fisker vi således fuldt koncentreret, men mærker ikke mere.

Tilbage ved bilen falder vi i snak med de to fiskere, som vi så på stranden. De har ikke haft kontakt med hvarrerne i dag, men har til gengældt set nogle kompakte fisk jage et stykke ude i vandet. Fisk som formentligt er havbars. Den ene fortæller, at han normalt fisker mest ved Vejers Strand og her har fanget pighvar op til 4,1 kilo. Derudover har han mistet en fisk, der var noget større.

En ny tur planlægges

En uge senere har mine svigerforældre inviteret til frokost i deres hjem i Vestjylland. Historien om de store pighvarrer har bidt sig godt fast i mig, og da vejret stadig er perfekt til fiskeri på Vestkysten, foreslår jeg min kæreste, at vi kan overnatte hos hendes forældre, og så kan jeg snige mig tidligt ud på en fisketur næste morgen.

Aftalen kommer i hus, og så går jeg i gang med et par enkelte forberedelser. Først og fremmest investerer jeg i en spand med Gulp! Tobiser, da jeg denne gang ikke gider at fedte med de ferske sild. Dernæst søger jeg lidt efter pighvarrigs på nettet og finder en glimrende artikel af Senja Furbo (se link nederst på siden). Hendes rigs minder meget om det set up jeg i forvejen bruger, men en interessant ting er, at hun på solrige dage ofte benytter et spinnerblad og nogle perler foran en lille trekrog på tavsen på rigget. Det sidder dybt i mig, at naturlig agn er den rette medicin til pighvarrer, men man skal jo lytte til eksperterne, så jeg får bundet mig et par nye tackler til turen.

Inspireret af Senja Furbos pighvarre set up, binder jeg et spinnerblad og nogle perler på en ophængertavs

På den igen

Efter en hyggelig familiesammenkomst, drager jeg næste morgen mod Vejers Strand. Klokken seks påbegynder jeg fiskeriet, og på dette tidspunkt er der allerede meget liv på stranden. Et par friske mennesker tager sig en kold morgen dukkert, mens andre lufter hunde eller tager en løbetur langs stranden. I vandkanten er der allerede en del fiskere i gang, og der kommer løbende flere til. Selvom der er god plads, så foretrækker jeg nu at fiske på steder, der er mindre crowded.

Efter en times fiskeri har jeg ikke mærket noget og heller ikke set andre fange noget, så jeg beslutter mig for at køre lidt længere nordpå og finde et sted, hvor der ikke er så mange. Drømmen er at fange en stor pighvar, men en bonusfisk i form af en pæn havbars vil heller ikke være af vejen. På Fiskeristyrelsens hjemmeside har jeg læst, at havbarsen er fredet i 2018, og at der kun må dyrkes catch & release fiskeri efter denne. Skulle man være heldig at fange en fin havbars, så er man jo nødt til at have et godt billede, så jeg har medtaget mit kamera i min vandtætte slingback. Ligeledes får mit fangstnet også en plads på ryggen, for hugger den store fisk, vil jeg gerne kunne nette den.

Der går ikke lang tid før jeg får et rigtigt tungt hug og efter lidt baksen frem og tilbage med fisken, kommer den ind mod mig. Det er ikke de største pighvarrer, jeg tidligere har fanget, men denne ser rigtig fin ud. Et forsigtigt bud er to kilo plus. Jeg griber nettet på ryggen med den ene hånd, mens jeg stadig har stram line til fisken. Nettet hænger fast i en af stropperne fra tasken, og i det samme nærmer fisken sig og svømmer ned til bunden, hvor den hvirvler sand op over sig og laver vakuum mod bunden. Dette er et scenarie jeg har læst om i mange fangstberetninger, men ikke noget jeg prøvet før.

Fisken er ikke til at få fri med hjælp af presset fra stangen. Jeg vader ud til jeg står i vand til livet, og linen står spændt ned mod fisken. Den har camoufleret sig godt, for det ligner nærmest, at blinket stikker direkte op fra sandet. Fisken er helt upåvirket af trækket i linen, så jeg prøver forsigtigt at skubbe til den med foden, da jeg har læst, at det er det, man skal gøre.

Intet sker og da jeg skubber lidt hårdere til den, blafrer den endnu en gang med finnerne langs siden af kroppen og bliver atter dækket af sand, og suger sig endnu bedre fast til bunden. Jeg kan godt mærke, at jeg mangler erfaring i denne situation. Der er ingen tvivl om, at det er god fisk jeg har lige nedenfor fødderne, men samtidig virker den også så langt uden for rækkevidde.

Montagen med en Gulp! Tobis på et slæb efter blinket fungerer godt!

Vandet der indtil nu har været helt klart, bliver hurtigt grumset efter at tre dønninger får hvirvlet en masse sand op. Jeg kan se blinket, men ikke fisken. Hvad dælen skal jeg stille op? Det er fristende at bruge fangstnettet, men jeg er bange for at krogen fra ophængeren vil sætte sig i nettet, med risikoen for en mistet fisk til følge. Endnu et puf til fisken er nytteløst, så jeg sætter alt på et bræt og forsøger at skovle fisken i fangstnettet.

Det er noget værre biks, og der sker selvfølgelig det, der ikke må ske. Den lille trekrog på ophængertavsen får fat i nettet. Et kort øjeblik aner jeg ikke mine levende råd, og da fisken mærker en ændring i trækket på den, reagerer den og får sig vristet fri. Den forsvinder tilbage mod havet i en sky af sand der hvirvles op…

PIS, PIS og PIS, tænker jeg. Det er dæleme deprimerende at miste fisken på grund af dårlig håndtering, men jeg må bare erkende, at den manglende erfaring med situationen gør, at jeg mister en rigtig fin fisk. Det kræver lige lidt mental kraft at få mig selv hevet op ved nakken og komme op på hesten igen.

Trøstepræmie

Tanken om at der måske er en hugperiode i gang yder en smule trøst. Lidt efter er der hug igen, men der er ikke meget modstand i forhold til fisken fra før. Det viser sig at være en pighvar under mindstemålet, der har inhaleret Gulp! Tobisen, så den kommer ud igen. Jeg kaster og kaster, og ophængertavsen med spinnerbladet bliver ved med at hægte sig op på linen. Så spinnerblad og perler bliver udskiftet med en hvid jig på et dobbelt krogsæt.

Montagen med spinnerbladet skiftes ud med en hvid jig

Det er en dejlig formiddag og humøret er stille og roligt på vej opad igen. Da endnu en fisk hugger, stiger det endnu et par grader. Igen er det Gulp! Tobisen der fiskes på et slæb efter blinket, der har lokket en af de flade til hug. Fisken måler 34 centimer og er derfor på den rigtige side af mindstemålet i forhold til at måtte komme med hjem.

Jeg har en følelse af at have fået hul på bylden. De tidligere ture, der kun har budt på enkelte undermålsfisk, er nu blevet afløst af flere kontakter og større fisk. Det giver et boost, der får mig til at fortsætte med at fiske koncentreret. Et hårdt træk, der strammer linen op signalerer, at en god fisk er ude efter en af mine agn igen. Desværre er den lige så hurtigt væk igen.

Det bliver ikke til flere fisk i dag. På trods af den kedelig situation med at miste en god fisk, så har jeg gjort mig nogle vigtige erfaringer og ikke mindst fået tanket noget selvtillid i forhold til pighvarfiskeriet. Næste gang dropper jeg nettet og vil i stedet forsøge at få en stor fisk kanet på land (såfremt jeg kan få den fri af bunden…).

Forårssæsonen efter pighvarrer fra land på Vestkysten slutter normalt her i starten af juni. Så mens jeg nyder sommeren og andre typer fiskeri, vil jeg se frem mod efteråret, hvor de store flade atter vender tilbage til det lave vand. Når den tid kommer, vil vejrudsigterne igen blive studeret minutiøst, og så rykker jeg vestpå, når det kan lade sig gøre.

>>>> Følg Specineers.dk på Facebook >>>>

Se hvordan Senja Furbo binder sine pighvarretackler her

 

Så lykkedes det at fange en pighvar over mindstemålet på Vestkysten