Sølvtøj i sommernatten

”I aften eksploderer strømmen i Bæltet igen. Det kan jeg ikke holde mig fra! Der er optimale forhold på pladsen, for vind, strøm og vandstand passer perfekt sammen”. Sådan lyder den korte besked fra Chris. Vi har haft en stående aftale om, at Chris skulle kontakte mig, når forholdene var perfekte til en nattur i Lillebælt, og nu er det nu!

Chris har ved tidligere lejligheder talt meget varmt om natfiskeriet efter havørred i Lillebælt om sommeren. Faktisk har talen ikke blot været varm. Den har været medrivende og passioneret og har gjort, at jeg har set frem til at prøve fiskeriet i Lillebælt om natten i omkring trekvart år.
Klokken 22 mødes jeg med Chris og Claus. Fiskeriet spiller først, når det er blevet mørkt, men Chris vil gerne gå det udvalgte fiskestræk igennem med mig inden mørket falder på. På denne måde kan jeg få en føling med, hvor der bliver dybt, og hvor der er store sten og så videre, som man skal være særlig opmærksom på, så man ikke falder.

Jeg tager ofte ud ved 21-22 tiden, selvom jeg tidligst begynder at fiske ved 23 tiden, fortæller Chris. Ved vinterfiskeriet sidder man inde i sofaen, hvor der er varmt og behageligt, og så kan det være svært at tage sig sammen til at komme ud. Det er det samme med natfiskeri, for det er bælgravende mørkt, og det kan være svært for folk at tage sig sammen til at komme i gang med det og komme afsted. Så derfor kan jeg sagtens sidde ved vandet i over en time og nyde naturen og en tår kaffe, inden jeg fisker, for alternativet kunne være, at jeg slet ikke kom afsted, griner Chris.

Et velkendt syn ved Lillebælts kyster i sommernatten: Chris Gregers Halling med en havørredfangst

En succesfuld tur

Vi går hen ad stranden, og undervejs fortæller Chris om forholdene på stedet. Dette stræk fisker jeg ofte igennem, og dette stræk går jeg forbi. Her er der dybe huller, og her arter strømmen sig sådan og sådan under bestemte forhold og så videre. Hans mange års erfaring skinner tydeligt igennem, og der er ingen tvivl om, at der er brugt rigtig mange timer i området.

Det handler ikke om det særlige spot, men om at være på spottet under de helt optimale forhold. Det kræver rigtig mange ture at lære at kende, hvad der er optimale forhold på de forskellige pladser, fortæller Chris. Men alle de investerede timer kan man sidenhen høste sit udbytte af, for så kommer afkastet i form af mange havørreder.

For to dage siden havde jeg en ung gut, der hedder Andreas med herude, og det var en god tur, som han aldrig kommer til at glemme, beretter Chris. Andreas havde før turen aldrig fanget en havørred, og Chris havde påtaget sig opgaven at få ændret på dette. Det lykkedes at guide Andreas til hans to første havørreder. Et par rigtig flotte fisk på 44 og 56 centimer lykkedes det Andreas at lande.  Det var super fedt at se glæden ved fangsten lyse ud af den lykkelige unge mand, husker Chris (Chris´ fantastiske beretning fra denne tur kan læses i Facebook gruppen ”Havørredfiskeri på Fyn” – posted d. 12/6-2018).

Det var her Andreas fangede sine fisk forleden, siger Chris og peger, mens vi går langs med stranden. Det er en lille plads på ca. 75 meter, som jeg kalder ”Kutterpladsen”. Der ligger ikke nogen kutter her, men har man været på havfiskeri på en lystfiskerkutter og ikke har fanget noget nævneværdigt på dagen, så kender Skipper altid et sted, der altid holder fisk. Sådan en plads er det her. Der er altid en fisk hjemme her, smiler Chris. Vi støder på en gut der hedder Christian omkring Kutterpladsen, og han er allerede i gang med fiskeriet. Efter en lille snak med Christian går vi videre mod den udsete fiskeplads.

Chris fisker aldrig med andre fluer end Den Sorte Sølvræv om natten

Fisk i natten

Strømmen bliver ifølge fcoo.dk meget kraftig omkring midnatstid, og dette i samspil med sydgående strøm og faldende vand, er de optimale forhold på lige netop denne plads, fortæller Chris. Vi laver en lille camp, hvor taskerne med termokanderne stilles, og så går vi ellers strækket igennem. Strækket er ca. 300 meter langt, og planen er at fiske strækket igennem fire-fem gange, alt efter hvad der sker.

Nogle fluefiskere har flueæsker, der er så fyldte med fluer, at de knap kan lukkes. Mange fluemønstre i forskellige størrelser og variationer for der skal være noget at vælge imellem til enhver lejlighed. Jeg tænker at grejbutikkerne elsker disse fluefiskere, for de må lægge en betragtelig sum i kasseapparaterne til fluebindingsmaterialer. I helt modsatte grøft er Chris. Han benytter ét eneste fluemønster til sit natfiskeri, så posten på budgettet til fluebindsmaterialer kan næppe være ret stor. Chris har altid fluen Den Sorte Sølvræv for enden af forfanget, når han fisker havørred om natten.

Vi begynder fiskeriet lige inden uret passerer 23 med Chris vadende forrest over strækket på første tur. Der går ikke mere end et kvarter før Chris står med fast fisk. Fisken kæmper godt i den tiltagende strøm, og det er sjovt at fighte de formstærke tobisædere. Nattens første fisk er et fint eksemplar på omkring 45 cm og efter et par hurtige billeder, er den retur i vandet.

Nattens første havørred er en realitet

Efter første tur over strækket er det tid til en lille mundfuld kaffe. Vi står i mørket og skuer ud over Lillebælt. Af og til brydes stilheden af plasket fra en fisk, der går fri af vandet. En gang imellem er det sådan et stort plask, at der ikke efterlades nogen tvivl om, at det er en rigtig god fisk, der lige har været en tur i luften. Er det ikke bare skønt det her? spørger Chris med skinnende øjne. Det er magisk, og det er stærkt vanedannende, fortsætter han. Chris fisker to til fire gange om ugen hen over sommeren, og det kræver en stor del forståelse fra familien og arbejdet, når man er meget væk og konstant går rundt og er en smule klatøjet og har mere til fælles med en zombie end med et udhvilet eksemplar af Homo sapiens.

Næste tur over strækket går Claus forrest, undertegnede i midten og Chris bagerst. Når Chris har lagt fluelinen ud, placeres fluestangen hurtigt i armhulen, og så benyttes begge hænder til indtagning af fluen. Fluen fiskes hurtigt gennem vandet, noget der måske ikke virker logisk i den stærke strøm. Men sådan fisker Chris altid, og det virker. Dette beviser han endnu engang, da han lidt efter har fisk på igen. Vi hører lige fisken plaske nogle gange i overfladen, før den slipper af krogen. Ærgerligt, siger Chris. Det føltes som en fisk i en fornuftig størrelse.

Vi hører af og til fisk, der springer derude i mørket, men ifølge Chris er der dage, hvor man hører mange flere fisk. Når strømmen løber hårdt gennem Bæltet, så kan vadefiskeriet nærmest sammenlignes med ditto i en brusende norsk lakseelv. Det viser sig, at strømmen i dag ikke bliver ikke så hård, som de har lovet, så strømstyrken er på det normale.

Et godt hug

Jeg går gerne bagerst igen, siger Chris, og sådan bliver det på vores næste tur. Da vi er næsten igennem strækket, får Chris et hug, men fisken er kun på i et lille øjeblik. To kast senere er der fast fisk, og det er en fisk, der vil slås. Det er en bedre fisk, råber Chris. Selvom man nogle gange bliver overrasket, for selv mindre fisk giver en god fight her i strømmen.

Chris med flex på fluestangen og en havørred der plasker rundt i overfladen

Chris´ fluestang står spændt som en flitsbue, og fisken kæmper rundt i mørket. Claus og jeg har rullet linerne ind og støder til for at hjælpe med landingen af fisken. I lyset fra pandelamperne kan vi se, at det er en god fisk. Den plasker rundt i overfladen imellem os. Pludselig sætter den i et udløb og springer fri af vandet i et meter højt spring. Den lander med et gevaldigt plask, og vi griner henrykt alle sammen. Havørreden fortsætter udad på ny og kæmper godt. Da den kommer tæt på igen, springer den på ny en meter fri af vandet meget tæt på os. Det er ikke langt fra, at en af en af os er ved at få den i hovedet. Da fiskens kræfter slipper op, får Claus nettet under den, og der uddeles high fives.

Claus netter fisken

Det er en rigtig fin fisk! 61 cm og tæt på tre kilo. En sommerfisk i fin kondition. Fisken aflives og Den Sorte Sølvræv fjernes fra fiskens mund. Chris lægger fisken i tangen og tager sig lige et øjeblik til at betragte og nyde sin fangst.

Når man har fanget en flot fisk er det helt på sin plads at nyde fangsten et øjeblik

Fangsten fejres med en dåseøl og en kop kaffe. I mens springer fiskene lystigt ude i mørket. Det er det her natfiskeri kan. Det er simpelthen magisk, hvisker Chris drømmende. Jeg kan kun give ham ret. Sanserne bliver skærpet på en helt anden måde, når man går og fisker i mørket. Det er utrolig spændende, for hvert øjeblik kan en stor havørred indhalere ens agn.

Vi tager et par ture mere over strækket, og det resulterer i en mistet fisk til Claus, og jeg selv lander en lille torsk. Christian kigger forbi os inden han tager hjem. Mens han beundrer Chris´ fangst, fortæller han, at han selv har fanget tre fisk og taget en på 55,5 centimer med. Det er efterhånden blevet sent, eller snarere tidligt om man vil, så vi begiver os tilbage mod bilerne.

Christian har også haft et godt fiskeri med tre fisk på land

På vejen hjem lysner det, og jeg forudser allerede, at jeg nok vil opføre mig lidt zombieagtig i morgen ovenpå alt for lidt søvn. Men jeg mærker også noget andet. Chris har advaret mod at natfiskeri efter havørred er stærkt vanedannende, og at der for ham er tale om en direkte afhængighed. Der er jeg ikke endnu, men min trætte krop begynder allerede så småt at se frem mod det næste fix…

>>>> Følg Specineers.dk på Facebook >>>>

Læs flere artikler om havørredfiskeri her

Chris med nattens største havørred – en flot fisk på lige knap tre kilo!

 

https://www.facebook.com/specineers.dk/