Specineers

Sommerferie i Danmark – Husk fiskestangen! (Del I)

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og som det ser ud lige nu, kan man vist godt skyde en hvid pil efter mulige planlagte ferier i udlandet sommeren over, for COVID-19 pandemien har vendt op og ned på hele vores hverdag. Dermed bliver sommerferie i Danmark en realitet for rigtig mange danskere i år. Når man holder ferie i Danmark, kan man jo lige så godt benytte sig af nogle af de mange muligheder, der er for at dyrke lystfiskeri i vores dejlige land – så husk fiskestangen på ferien!

I denne artikel vil jeg prøve at inspirere til at tage fiskegrejet med på sommerferien i Danmark og give nogle forslag til, hvordan man kan gribe det an.

Sommerferie, solnedgang og makrelfiskeri på molen!

En sommerferie i Danmark kan afvikles på mange måder. Nogle tager i sommerhus, andre indlogerer sig i en ferielejlighed, mens andre igen vælger at bo i campingvogn eller telt. Transportmidlet kan være bil, tog, cykel eller ens fødder. Særligt transportmidlet kan sætte sine begrænsninger i forhold til, hvor meget fiskegrej man kan tage med på sin ferie. Meget lystfiskeri kan dyrkes med et minimum af grej, så selvom man tager på cykelferie eller vandreferie rundt i landet, så er der mulighed for at have en let fiskeudrustning med i oppakningen.

Med en lille teleskopstang (en fiskestang der kan foldes ind i sig selv), et hjul, en lille boks med lidt kroge, lodder og flåd, samt et par spinnere og blink, kan man faktisk klare sig i rigtig mange situationer. Med en simpel basis udrustning, kan man fiske på de steder, man kommer frem. Der er naturligvis også mulighed for at supplere op med grej i forskellige forretninger, man passerer, og ofte er der nogle ting, der fungerer rigtigt godt under lokale forhold. Hos den lokale grejhandler kan du købe disse ting samt få uvurderlige råd til fisketuren.

Molefiskeri efter fladfisk – her kan alle være med

Nogle fiskemetoder kræver lidt mere udstyr, og så skal man selvfølgelig have planlagt sit fiskeri lidt nøjere hjemmefra og sørge for, at få det nødvendige grej pakket til ferien. Her er det nok en god ide at have forventningsafstemt med hele familien, så pladsen i bilen udnyttes rigtigt og mængden af fiskegrej er i de rette proportioner i forhold til resten af familiens pakkenelliker.

Vi har forskellige tilgange til lystfiskeri. Nogle nyder at tage ud og koble af med fiskestangen et par gange om året, andre er af sted hver anden dag, og mange ligger et sted derimellem. For mange er lystfiskeri en hobby, som dyrkes alene eller sammen med ligesindede venner. I en feriesituation vil man som udgangspunkt være sammen med sin nærmeste familie.

Det er muligt at campere ved mange put & take søer

Her er der mulighed for at tage på fisketur med hele familien og give alle en god oplevelse. Børnene kan lære om naturen og fiskeri og måske få tændt en interesse for lystfiskeri, hvis de ikke allerede har den. Selvom resten af familien måske ikke lige ”konverterer” til lystfiskeriet, så kan de sagtens have gode stunder med fiskeri som et indslag på sommerferien.

Hvis resten af familien ikke har lyst til at fiske, kan det være at man kan ”bevilges” en dag, som er øremærket til, at man selv kan tage ud og fiske i det område, hvor man holder ferie. Et alternativ er, at man står tidligt op og fisker inden resten af familien vågner, eller at man ”sniger” sig ud om aftenen, når alle andre sover.

Hvis resten af familien ikke vil med på fisketur, kan man “snige” sig ud og fiske når de sover

Inden man tager afsted

Hvis ferien er planlagt til et specielt geografisk område i landet, så søg på nettet for informationer om fiskesteder og fiskemetoder. Så har man bedre mulighed for at få pakket det rigtige grej og/eller få suppleret op med det, man mangler. Husk at Google er din ven!

Hvis man bruger lidt tid på research, så er der faktisk mange steder rundt om i landet, hvor der er gratis fiskeri. En simpelt Google søgning på ”frit fiskeri” giver mange hits. Udvider man sin søgning ved at tilføje et geografisk område, kan man hurtigt finde de informationer, der er relevante for én. Mange kommuner har søer eller små stræk af åer, hvor der er frit fiskeri.

Der er mange steder i Danmark hvor der er mulighed for frit fiskeri

På Naturstyrelsens hjemmeside, udinaturen.dk, kan man også finde søer og å-stræk, hvor der er gratis fiskeri. Her kan man ligeledes finde primitive overnatningspladser, shelters, cykel- og vandreruter og meget mere. Hjemmesiden er et godt sted at starte, hvis man er friluftsmenneske og gerne vil holde en mere ”primitiv” ferie i Danmark, hvor man er tæt på naturen.

Ud i Naturen

Hvor kan man fiske, og hvad kan man fange?

Mulighederne er nærmest uanede, og langt hen ad vejen er det ens temperament, der afgør hvilken fiskeform, man kaster sig over. Vil man kaste et forfang agnet med børsteorm ud og sidde og vente på at en fladfisk hugger? Vil man gå langs kysten og kaste sit blink eller sin flue i håbet om, at en havørred vil hugge? Eller vil man stå på en lystfiskerkutter og prøve at få en torsk til at hugge på pirken mange meter nede under havoverfladen?

I Danmark kan man alt dette og meget mere. I det følgende gennemgår vi nogle af mulighederne.

Kystfiskeri

Langs de danske kyster er der særligt to typer fiskeri, der tiltaler lystfiskerne. Det er enten fiskeriet efter fladfisk eller havørred.

Rødspætte, skrubbe og ising er vores mest almindelige fladfisk

Fiskeriet efter fladfisk er hyggeligt og afslappende. Dertil er det ganske simpelt og yderst familievenligt. Alle kan være med, for der behøves i princippet kun nogle fladfiskeforfang og nogle orm. Børsteorm (eller sandorm) kan købes hos velassorterede fiskegrejsforretninger og nogle steder ved vejboder. Har man ikke lige mulighed for at skaffe friske orm, kan man benytte regnorm, skalrejer, muslingekød eller de kunstige GULP! Orme.

Et forfang agnet med børsteorm eller Gulp! så er man kørende til fiskeriet efter de flade

Hvis man gerne vil fange fladfisk, skal man finde kyster med sandbund, for det er her at fladfisk som skrubbe, ising og rødspætte godt kan lide at opholde sig. Når det er sagt, så skal man ikke lige finde de mest populære badestrande og gå ned og kaste sine forfang ud mellem badegæsterne. Der findes gode steder til at fiske fladfisk over hele Danmark.

Fiskeriet på strandene har også den fordel, at der er mulighed for andre aktiviteter, mens man fisker. Der kan for eksempel bygges sandslotte, spilles med bold, kastes med frisbee o.s.v.

Der hygges igennem på stranden

Havørreden er vel nærmest den danske nationalfisk, og den kan også fanges de fleste steder i landet. Fisken har fået det ry, at den om sommeren kun kan overlistes om natten, men det passer ikke! Hvor havørreden om foråret stort set kan fanges på pladser, forholder det sig dog lidt anderledes, når vandet bliver rigtigt varmt.

Her vil havørreden foretrække steder med god strøm og pladser, der er tæt på dybt vand. Men ingen regler uden undtagelser, for havørreden kan også findes på lavt vand med sandbund på en solskindsrig sommerdag.

Havørrederne kan sagtens fanges om dagen på selv varme sommerdage!

Læs mere om havørredfiskeri om dagen, om sommeren her

Natfiskeriet efter havørred om sommeren er dog en klassisk fiskemetode, der har sin helt egen charme. Ens sanser bliver skærpet på en helt anden måde, når man fisker i mørke, og så er det super spændende at høre ørrederne, der plasker rundt i deres jagt på føde. Rev og pladser med god strøm er de steder, man skal koncentrere sit fiskeri. Denne type fiskeri er oplagt, hvis man er på ferie og er nødt til at fiske, mens resten af familien sover.

Det kan godt betale sig at droppe nattesøvnen, og i stedet fiske efter havørreder

Læs mere om havørredfiskeri om natten her

Foruden de forskellige typer af fladfisk og havørred, så er der mange andre arter, man kan være heldig at fange ved kystfiskeri hen over sommeren. Hornfisken er en af vores sommergæster, der kan fanges alle steder. Makrellen er også en sommergæst, der nogle steder kan fanges direkte fra stranden.

Hornfisken er en af sommergæsterne i de danske farvande

Her kan du læse om hvor og hvordan du fanger hornfisk

Havne- og molefiskeri

Der er ikke noget så folkeligt som fiskeriet fra havne og moler. Jeg har mange gode minder fra min barndom fra netop denne type fiskeri, og nyder stadig den mangfoldighed, som denne fiskeform tilbyder.

Under de rette forhold kan man se alt under vandoverfladen, og det er spændende at se en fladfisk nærme sig ens krog!

Det er utroligt populært at fiske med forfang agnet med orm fra havnekajer og moler, og disse steder kan man med selv korte kast fiske på forholdsvis dybt vand. Fladfisk er en almindelig fangst, men det dybere vand giver også mulighed for at fange torsk mange steder.

Et forfang agnet med naturlig agn giver også mulighed for en masse bonusfangster i form af f.eks. hvilling, ulk, ål, ålekvabbe, knurhane og fjæsing, blot for at nævne nogle få. Hvis man fanger en fjæsing, skal man være opmærksom på dens pigge (gællelåg og forreste rygfinne). Det kan være ekstremt smertefuldt at stikke sig på en af disse, og er man allergisk over for ”giften”, er lægehjælp nødvendigt.

Fjæsingen er en smuk fisk med sine neonblå farver, men pas på med ikke at stikke dig på dens pigge!

Med blink eller lette kastepirke er det andre arter, der er inden for rækkevidde. Alt efter hvor man fisker efter i landet, så har man arter som makrel, hornfisk, torsk, sej, havørred, regnbueørred og havbars inden for rækkevidde.

Et sildeforfang eller et makrelforfang med en let prik i enden kan, ud over at fange makrel, også overliste de fleste af ovennævnte arter. Ønsker man at fiske mere passivt, så kan man jagte disse arter med et glideflåd set up, hvor fiskedybden kan justeres. En strimmel af sild eller makrel er universal agnen til de fleste fisk.

En fin stribe makreller fanget på makrelforfang og kastepirk

Søger man større udfordringer, så kan man rette sigtekornet mod havnens multer. Multen er primært ”vegetar” og den nemmeste måde at overliste den på er at fiske med brød. Nogle gange er multen ”let” at fange, men for det meste kræver det megen tålmodighed at overliste den sky fisk. Når det endelig lykkes, så belønnes man med en god kamp, for multen er en stærk fighter.

Multen kaldes ofte for havnens grå spøgelse. Fisken er sky og kan være svær at overliste

Put & Take fiskeri

Der findes omkring 300 put & take søer i Danmark, så der er sjældent langt til nærmeste ørredsø. Put & take fiskeriet er nemt at gå til, og man betaler blot for det antal timer, man ønsker at fiske. En prop, en krog, et splithagl og en bøtte Powerbait – så er man i gang.

Regnbueørrederne i de danske put & take søer elsker Powerbait

Put & take fiskeri kan dyrkes helt simpelt, men kan også praktiseres mere raffineret. Man kan fiske passivt med prop og Powerbait eller aktivt med bombardaflåd og Powerbait. Man kan fiske med spinner, gummidyr og microblink.

Ved mange put & take søer findes der kiosker, hvor man kan købe det mest nødvendige grej til fiskeriet, og nogle steder kan man også leje fiskestænger. Oftest finder man også en legeplads ved søerne, så familiens yngste kan udfolde sig på disse, når tålmodigheden med fiskeriet bliver sat på en for hård prøve.

Ved put & take søernes børnesøer er der næsten fangstgaranti

Hos mange put & take søer findes der deciderede børnesøer, hvor der sættes mindre ørreder ud. Her er der næsten fangstgaranti, så børnene kan få succes med fiskeriet.

Når temperaturen stiger i søerne hen over sommeren, så begynder ørrederne at mistrives. Har man mulighed for det, kan man på de særligt varme dage besøge ørredsøerne om morgenen eller aftenen. Her vil fiskene være mere samarbejdsvillige.

Her kan du læse artikler om put & take søer og agn til put fiskeriet

Dette var nogle af de muligheder, der er for fiskeri i Danmark, som man dyrke på sin sommerferie. I anden del af artiklen kigger vi ind i flere muligheder.

Læs del II af denne artikel her

https://specineers.dk/sommerferie-i-danmark-husk-fiskestangen-del-ii/

På Specineers.dk findes der et stort artikelarkiv med artikler om lystfiskeri i alle afskygninger, og der kommer hele tiden nye artikler til. På nedenstående link kan du følge/synes godt om Specineers.dk på Facebook. Så kan du hele tiden holde dig opdateret på nye artikler, der udgives på hjemmesiden.

https://www.facebook.com/specineers.dk/