UL flex ved Storkesøen

Sponseret indlæg

Det er en grå og halv kølig dag. Tim og jeg har valgt at besøge Storkesøen ved Ribe. Ved den første sø tættest på parkeringspladsen er der allerede en masse tyske lystfiskere i gang med deres flåd og powerbait. Vi går forbi dem og lurer nysgerrigt på, om de har fanget noget, men der er ingen fisk at se i græsset ved siden af fiskerne.

Storkesøen ved Ribe er en af Danmarks ældste Put & Take søer

Midt på søen er der en ledig plads, og her indleder vi fiskeriet. Både Tim og jeg har rigget UL stænger til og vil forsøge os med aktivt fiskeri. Jeg har monteret en spinner for enden af linen i håbet om at fange en af de bæk- eller kildeørreder, der går i søen. Efter ganske få kast har jeg hug, og en ilter regnbueørred springer fri af vandet i sit forsøg på at slippe løs.

Fisken kæmper afsindigt godt og har ingen ambitioner om frivilligt at forlade det våde element. Ørreden tager flere fine udløb, og imellem disse går den til overfladen, hvor den plasker vildt. De aggressive flugtforsøg lykkes til sidst, da forfangslinen knækker…

Tim med flex på UL grejet

Tim er gået hen for enden af søen, eller det vil sige, der hvor søen endte ved mit sidste besøg på stedet. Mit sidste besøg her ligger flere år tilbage i tiden, og i mellemtiden er to søer blevet gravet sammen, og de er blevet udvidet. Så er der fisk! råber han, og jeg iler til.

Den nappede Mush´en, siger Tim, og hentyder til gennemløbsblinket, som han selv er ophavsmand til. Denne fisk går helt grassat, nøjagtigt som den jeg mistede for få øjeblikke siden. Det ene øjeblik pisker den overfladen til skum, og i næste øjeblik tager den et tungt udløb.

Sort/Orange Mush i kæften på en flot regnbueørred

Til slut må fisken dog give op, og den følger roligt med ind mod det ventende net med den orange og sorte gennemløber solidt fastgjort i munden. Første fisk på land er en realitet, og det er et fint eksemplar, der leverede en uforglemmelig fight.

Vilde fights!

Vi går lidt videre og finder et område, hvor der er god aktivitet af fisk i vandet. Små plask og store trykbølger i vandet afslører, at der er flere fisk samlet i dette område. I de næste tyve minutter har vi flere kontakter med fisk, men det er som om de bare nysgerrigt dasker til agnene.

Tim med en af de hårdt kæmpende regnbueørreder fra Storkesøen

Med ét er der en fisk, der hårdt og kontant hugger på Tims Mush. Samme scenarie som sidst gentager sig, og fisken plasker rundt for derefter at tage et godt udløb. Plask – udløb, plask -udløb…

Alle fiskene fighter åbenbart efter samme mønster, men det gør absolut ikke noget, for det er super underholdende! Mens Tim hygger sig med fighten, graver jeg en brun/gul (med orange ”røv”) Mush frem fra grejboksen, og binder den på linen.

Så har Tim fisk igen

Fiskene lader til at være vilde med denne agn, og så kan jeg jo lige så godt holde mig til. Fem minutter efter at Tim har landet sin anden fisk, er det min tur til at være spændt for igen. Denne gang holder forfanget, og så kan jeg også stemple ind med en fisk.

Et agnskifte gav fisk

Vi går over i den lange sø og klemmer os ind mellem to grupper af tyske lystfiskere. Der er mange fiskere ved denne sø, og de fleste fisker med powerbait. Tim og jeg fortsætter med at fiske med kunstagn, men på trods af flere agnskift, så får vi ikke overlistet nogle ørreder i denne sø.

Det samme scenarie gentager sig i den store sø, der også kaldes for den gamle sø. En anden fisker har mere succes med forehavendet end os, og på afstand kan vi se ham fighte en fisk, der giver den max gas med voldsomme plask i overfladen.

Fiskene kæmper helt vildt!

Skal vi ikke gå tilbage og fiske, der hvor vi startede med at få fisk, spørger Tim, og den er jeg straks med på. På vejen tilbage slår vi vejen forbi grejbutikken, og her møder vi Knud Erik, der er en af søens tre ejere (han ejer søerne sammen med Anette og Inge Lise). Knud Erik byder på kaffe, og mens vi nyder den, er det oplagt at høre lidt om Storkesøen, og hvordan stedet bliver drevet.

Storkesøen – et professionelt foretagende!

Storkesøen hører til blandt de ældste put & take søer i Danmark, men vi har kun ejet den siden den første januar 2013, indleder Knud Erik. Stedet var misligholdt, da vi overtog det, så vi gik straks i gang med at renovere. Sidenhen har vi købt nabogrunden og bygget hytter der. Vi har alt fra to personers lejligheder, der koster 600 kr. for en overnatning (inkl. lys, vand, varme og slutrengøring), til luksuslejligheder med plads til ni personer. Vores samlede kapacitet for overnatning i vores huse er 150 personer, fortæller Knud Erik.

Tim fisker i den lange sø med Ribes vartegn – Ribe Domkirke – i baggrunden

Knud Erik har en baggrund som produktionsdirektør, og Storkesøen bliver drevet som en hvilken som helst anden professionel virksomhed. Der er budgetter for det hele, og dette styres hårdt, griner han. Der bliver renset grøde op to gange om året, og hele tiden bliver der gået til hånde i anlægget.

Træer klippes ned og ting vedligeholdes. Vi sætter fisk ud for mere end 50% af omsætningen på fiskekort (som ellers er det normale ved de fleste ørredsøer), så der er altid mange fisk i søerne. Faktisk sætter vi 33 tons fisk ud om året, og det er et tal der stiger med det stigende antal solgte fiskekort, forklarer søejeren.

Artikel: Lystfiskeri i den gode sags tjeneste (åbner i et nyt vindue)

Forretningen er fordelt på camping, udlejning af hytter, fiskeri, grejbutik og kiosk, og vi er i top tre i Danmark, når man kigger på den samlede pakke inden for fiskeparker. Det tør jeg godt at citeres for, griner Knud Erik og tilføjer: Det er store ord i forhold til, at jeg er vestjyde.

Vi investerede 3,5 millioner kroner i 2019 og hele grundtanken er, at der hele tiden skal udvikles, og at tingene skal være i orden. Noget må vi gøre rigtigt, for vi har femdoblet omsætningen på seks år, fortæller Knud Erik stolt.

Storkesøen kan samlet logere 150 personer i deres hytter og lejligheder

Storkesøen kører med daglige udsætninger af fisk fra 15. marts til 1. december, afhængigt af vejret. I vintertiden udsættes der efter behov, ca. 300 kilo fisk af gangen. Det er fisk fra et til otte kilo, dog er det mindre fisk, der sættes ud i børnesøen. Vi er en fiske- og familiepark, og det giver et kick at se familier hygge sig og se børn få en god oplevelse med fiskeriet, beretter Knud Erik entusiastisk.

Hvert efterår sætter vi bækørreder og kildeørreder ud, og i 2018 satte vi 1.300 kilo af disse arter ud over en tre ugers periode. I 2019 kom der også en ordentlig portion af disse specialørreder i søerne. Det er ikke mange bæk- og kildeørreder, der fanges på powerbait, og blandt andet derfor har vi glæde af specialfiskene over en lang periode.

David med en af hans regnbuer fra dagen

Tim og jeg har ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at der er mange tyske gæster ved søerne. Forelagt dette siger Knud Erik: Vi har ikke langt til grænsen, og dertil skal lægges, at Tyskland har 80 millioner indbyggere og i Danmark har vi fem millioner. Det forhold passer meget godt i forhold til vores besøgende, for der er ca. femten gange så mange tyskere som danskere.

Der kommer dog flere og flere danske fiskere, blandt andet på grund af vores udsætninger af specialørreder, men mange kommer også for at købe grej, og fisker så et par timer i forbindelse med det, funderer Knud Erik.

Læs flere artikler om Put & Take fiskeri her (åbner i nyt vindue)

Således opdateret på hvad der rører sig ved Storkesøen, tager vi afsked med Knud Erik og går tilbage til det sted, vi lagde ud med at fange fisk i morges. Jeg roder lidt rundt i grejboksen og finder en sort/grøn Snapshot Classic og beslutter mig for, at den skal have en chance. Det skal være usagt om det er agnen, der gør en forskel, eller om fiskene bare er kommet på finnerne igen, summa summarum så oplever jeg pludselig en masse aktivitet.

Tim fighter nok en gang med fisk

God finale

Jeg har konstant hug! Nogle gange er det et kort puf og andre gange rusker ørrederne i agnen, men der går lidt inden, der er en fisk, der bliver kroget. Lige som jeg skal til at lande fisken, slutter Torben Harbo Højfeldt sig til os.

Så er fisken klar til landing

Vi hyggesnakker lidt og opdaterer Torben på dagens fiskeri, som det har udspillet sig ind til videre. Fiskeriet genoptages, og hurtigt er der fisk til alle mand.

Gummidyr kan også fange fisk

Tim har sat et gummidyr af modellen Ayra fra Boroda Baits på og fisker det på en 1 grams cheburaska tungstenshovedjig. En ørred hugger hårdt på gummiet, men sidder ikke fast. Han kaster igen, lader gummidyret synke og laver så to hurtige jigbevægelser. BAM! Hugget falder hårdt og kontant, og endnu en af de sjove fights udspiller sig.

Torben fanger fisk på sine hjemmemalede blink

Torben fisker med gennemløbsblink han selv har malet, og det kan fiskene godt lide. I løbet af kort tid fanger han flere fine fisk. Afslutningsvis lander jeg selv en regnbueørred mere, og veltilfredse med dagens fiskeri kan vi blot konstatere, at søejeren Knud Erik har fuldstændigt ret når han siger, at der er masser af fisk i søerne!

Torben fisker tit i Storkesøerne og har (også her!) et godt tag på fiskene!

Stik Specineers.dk et Like på Facebook!

Storkesøens hjemmeside

Storkesøens Facebookside